I svinget ind til den lille by Radsted på Lolland ligger Radstedhus lettere skjult bag en høj hæk og et par endnu højere træer. Den røde murstensbygning har tidligere fungeret som et plejehjem, senere som et kursuscenter, og i 2020 blev bygningen så de fysiske rammer for Guldborgsund Dagskole. Udefra ligner bygningen ikke ligefrem en typisk skole – og dét er helt bevidst. For når man kun har dårlige oplevelser med at gå i skole, så kan selv synet af en skolebygning være nok til, at man løber skrigende væk.
Og når man spørger pædagog og indskolingsleder Stine Hinrichsen, 50 år, så var det ikke nok at gøre de fysiske rammer hyggelige og ufarlige. Der skulle noget mere til. Eller rettere én mere til – en skolehund.
– Jeg synes, det er en virkelig god og anderledes måde at møde børnene på. Jeg har været børnehaveklasseleder i 18 år, og nogle af de børn, som jeg ikke har kunnet nå, har jeg kunnet nå med en hund, siger Stine.
Uimodståelige hundeøjne
Hun har altid haft en stor interesse for børn og dyr, så allerede på pædagoguddannelsen endte hun med at skrive speciale om det. Og når muligheden siden har budt sig, har hun valgt at bruge sin egen hund i undervisningen.
– Når jeg har kunnet smugle hunden med ind ad bagdøren, så har jeg gjort det, erkender hun uden tøven.
Trods stor skepsis fra skolelederen og kollegerne valgte Stine derfor at smugle sin nye hvalp Basse med, da de en dag skulle have et indskrivningsmøde med forældrene til en af skolens kommende elever.
– Jeg havde spurgt skolelederen, om vi ikke skulle have en skolehund, og den var han ikke helt med på. Men så tog jeg alligevel Basse med. Og ja, så måtte skolelederen jo indrømme, at han nu syntes, det var en meget god idé. Så Basse har været vores skolehund lige siden, fortæller hun og griner.
Læs også: De passer andres hunde i juleferien
En madglad hjælper
En typisk skoledag på den lille dagskole starter med morgensamling, hvor den både står på sang og gennemgang af dagens program, inden undervisningen rigtig går i gang.
I det lille klasselokale sidder tre elever, Miley, Elliot og Freya på henholdsvis syv, 10 og 13 år, med hver deres lærebog. Imens går Basse frem og tilbage mellem børnene og Stine, der sammen med en kollega underviser børnene. En hånd rækker ud og aer den bløde pels på vejen, og senere bliver der givet en kommando.
Den firbenede hjælper er en blanding af en australsk hyrdehund og labrador. Ved første øjekast ligner han mest af alt bare en godmodig hyrdehund, men da en godbid bliver givet som belønning efter kommandoen, er det tydeligt en madglad labrador, der pludselig gør sig til.
– Man kan få ham til alt, hvis det handler om mad, udbryder Elliot stolt, inden han nusser hunden bag ørerne.
Elliots bedste ven
Det er ikke til at se, at den storsmilende dreng faktisk er bange for hunde. Men det er han. Han er bare ikke bange for Basse.
– Det er helt utroligt, hvor glade de er blevet for hinanden, når man tænker på, at Elliot slet ikke ville røre ham i starten. Han tog hænderne op, når Basse kom i nærheden af ham – en typisk bevægelse, når man er bange for hunde. Han syntes generelt, at Basse var irriterende, savlede for meget og var alt for voldsom af sig. Så vi fik hurtigt lært Elliot hundesprog, så han selv kan sige fra over for Basse. Og nu er Elliot den, der savner Basse allermest, når han ikke her, fortæller Stine.
Elliot er da heller ikke i tvivl, da de voksne spørger ham, hvad der er det bedste ved Basse.
– Det er bare dét, at han er her, siger han med et forsigtigt smil på læben.
Efter en pause og en bid formiddagsmad skal Freya hjælpe til i køkkenet, Miley skal sidde og klippeklistre, og Elliot skal have en pædagogisk massagebehandling. Imens traver Basse troligt rundt fra rum til rum for at tjekke, at hele flokken har det godt – selvfølgelig med jævne besøg i køkkenet, for den logrende skolehund lægger ikke skjul på sin store passion for madkundskab.
Læs også: En hund blev Pias trøst i sorgen
Bare en stor hvalp
Basse er dog ikke bare glad for mad. For skolehunden er kun lidt ældre end den nye dagskole, så for nylig har han også spist et par sutsko, et penalhus og nogle pixi-bøger.
– Han er jo egentlig bare en stor hvalp, og normalt tager man ikke en hvalp med i skole så tidligt. Men fordi skolen ikke er større, så er vi som én stor familie, hvor der både er plads til børnenes og Basses behov. Man kan ikke forestille sig det, men han kan jo også være irriterende, siger Stine, og børnene nikker.
– Og samtidig er han med til at gøre de svære ting lettere. For eksempel når et af børnene har det rigtig svært og er ked af det, så kan Basse komme gående forbi med noget i munden, som han ikke skal have. Og så skriger vi alle sammen af grin, mens vi forsøger at skælde ham ud og få tingen ud af munden på ham.
Hundeskolen venter
Planen er, at ballademageren skal starte på landets eneste skolehundsuddannelse, når han fylder to år.
– Jeg lægger jo allerede nu mærke til, at han trækker sig og godt ved, at børnene ikke vil lege, når de er kede af det. Det er et godt tegn, og jeg håber da, at han på sigt bliver mere stille og rolig. Så man kan bruge ham til det, der er det vigtige at bruge ham til: At børnene kan læse højt for ham, sidde sammen med ham, når de bliver kede af det, og fortælle ham alle deres hemmeligheder. For som skolehund skal han hjælpe børnene med at komme ned i gear, slappe af og føle sig trygge. Men lige nu skal han – ligesom børnene – bare være, forklarer Stine og refererer til skolens slogan: Man skal være for at kunne lære.
Læs også: Gadekryds kurerede depression
