Vi ”arver” min svigerfars Familie Journaler, og jeg blev lidt provokeret af et af dine svar.
Læs også: Læser til Puk: Skal familien opløses efter en lussing?
Jeg har kendt min dejlige kone, siden vi var 15 år, og vi har fået to børn, som nu er voksne. Vi har haft noget modgang, men har alligevel altid klaret os godt. Vi bor i et stort hus med have, og børn og børnebørn elsker at komme og få god mad, hygge og tale om tidens spørgsmål. Vi har få, men rigtig gode venner.
Jeg har altid taget mig af forretningerne, som min kone ikke er involveret i, men selvfølgelig ved hun, hvad der foregår, og vi taler også om de virksomheder, jeg har haft gennem tiden. Hun har sit eget job, styrer fuldt ud den hjemlige økonomi, og vi stoler helt på hinanden.
Læs også: Brev til Puk: Min kæreste har forandret sig
Vi er nu begge 60 år og elsker stadig hinanden. Engang blev jeg spurgt af en mand, der var blevet skilt flere gange, hvad opskriften på et helt liv, der i overskrifterne har været lykkeligt, er? Jeg tænkte længe over svaret, for vi er faktisk slet ikke ens og interesserer os ikke for det samme.
Svaret var, at vi har stor respekt for hinanden, taler om uenigheder og finder en løsning. At gå og være ”sur” er en følelse, vi har aftalt, at livet er for kort til. Hellere tage samtalen, komme til enighed eller blive enige om, at der er vi altså forskellige – og så taler vi ikke mere om det. Vi deles om pligterne, ikke noget millimeterdemokrati, men hensyntagen og respekt for hinandens præferencer og grænser.
Du skrev i Familie Journal nr. 46, 2020, i dit svar på et brev, som omhandlede en mand, der i en presset situation havde givet sin kone en lussing, at det skulle tages meget alvorligt, var helt uacceptabelt, og man jo ikke vidste, om det kunne gentage sig. Der var ikke megen sympati for manden, der var dybt ulykkelig, havde undskyldt og gerne ville have konen og børnene tilbage.
Læs også: Puks brevkasse: Datterens eksmand udøver social kontrol
Min pointe er, at da jeg og min kone havde kendt hinanden et par år, skulle hun flytte langt væk med sine forældre. Vi var til en fest, hun var helt utrøstelig, og jeg kunne slet ikke få hende ”ned på jorden” igen. Uden at tænke over det – og lidt overrasket over mig selv – gav jeg hende en lussing for at bringe ro over situationen. Hun blev helt paf, faldt ned, og vi omfavnede hinanden og talte om, hvordan vi ville overvinde den situation. Da vi var 17 år, flyttede vi sammen.
Det er den eneste gang, jeg har lagt hånd på hende, og vi har tit genkaldt os situationen og fortalt den til både familie og venner.
Med den mening, som mandens svigermor i føromtalte brev og du har, skulle vores dejlige liv, børn og børnebørn aldrig have været virkelighed. Livet skal ikke leves efter ”retningslinjer” …
Torben
Læs også: Puks brevkasse: Min veninde er tiltrukket af et uhyre
Kære Torben
Tak for dit brev, som jeg har forkortet en del, og for en meget fin fortælling om, hvordan man kan få et parforhold til at fungere. Du har nogle meget varme og gode pointer om, hvordan man respekterer hinanden.
Med hensyn til lussinger vil jeg som udgangspunkt ALDRIG opfordre til at slå, men jeg vil samtidig sige, at jeg synes, dit eksempel og det eksempel, du omtaler fra brevkassen, er meget forskellige.
Læs også: Brev til Puk: Min mand kontrollerer mig
I brevkassen er det historien om en mand, der er trængt op i en krog, er løbet tør for argumenter og derfor tyer til vold. Din historie er om en ung pige, der har mistet jordforbindelsen, og du vælger at tackle situationen ved at give hende en lussing. Jeg skal ikke kunne sige, at det var det rigtige at gøre. Jeg har set det i film, og jeg er sikker på, man kommer på andre tanker, hvis man pludselig får et slag i ansigtet. Det beroligede åbenbart din kone, men jeg vil stadig være varsom med at blåstemple den metode. Skulle der sidde en læser, der en dag stikker sin partner en flad og bagefter siger: ”Jamen det kan man godt, for min partner var jo helt hysterisk, og jeg måtte få ham/hende ned på jorden, og jeg har læst i Familie Journal, at Puk siger, det er helt okay” – så ville jeg være meget ked af at have opfordret til det.
Læs også: Brev til Puk: Der er ingen ligevægt i vores ægteskab
Du og din kone fandt fælles forståelse for situationen, og I har haft et dejligt liv. Selvfølgelig skulle I ikke have undværet det.
Du har ret, man kan ikke kun leve efter diverse retningslinjer. Det vigtigste er, hvordan man tackler de situationer, man kommer i, og hvordan man får ryddet op, så man fortsat har respekt for både sig selv og sin partner. Det ser I ud til at mestre.
Slutteligt vil jeg medgive dig, at min akilleshæl som brevkasseredaktør er, at jeg altid kun har den ene side af historien, og måske har du ret i, at jeg også skulle have udvist omsorg for den frustrerede mand. Det vil jeg forsøge at råde bod på ved at henvise til, at de fleste kommuner kan yde hjælp til familier, der har oplevet vold, og der er kurser, hvor man kan lære at kontrollere sin vrede. Det skal jeg nok gå dybere ind i, hvis jeg en dag får et brev fra en mand, der gerne vil holde op med at slå.
Varme hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Min eksmand ødelægger vinterferien
