Brev til Puk Elgård: En svada om misbrug af mobiler

Kære Puk

Efter at have læst Søren Johannesens gode leder ”Smil til hinanden” på side 5 i Familie Journal nr. 16 fik jeg lyst til at skrive til dig.

For vi oplever i stigende grad, hvordan mobilerne overtager mere og mere af især fædrenes og mødrenes koncentration, mens børnene forgæves kæmper for at få opmærksomhed og for at få svar på deres spørgsmål, mens forældrene sidder total opslugt af mobilen og har tankerne og ”nærværet” langt væk fra familien/børnene.

Et trist syn og megasvært ikke at gå hen og tage mobilen fra dem. Men man er vel et velopdragent menneske og gør det naturligvis ikke.

Efter en alvorlig cykelulykke i sommeren 2015 kom jeg på hospitalet på en firesengsstue.

For især en af patienterne var mobilen mere interessant end det sociale samvær med os andre på stuen.

Hun levede i sin egen mobil-verden med høretelefoner på dagen lang, men heldigvis kunne vi tre andre så af og til få en snak og støtte hinanden, hvis en af os var nede i kulkælderen, eller hjælpe hinanden med noget praktisk.

Desværre fik jeg efter cykelulykken posttraumatisk stress, så jeg ikke tør cykle mere og er blevet afhængig af offentlig transport.

Jeg sidder derfor ofte på den centrale busplads og venter på en bus, mens jeg nyder at se børn og unge lege og udøve sport på den nærliggende legeplads.

Men igen er det sørgeligt alt for tit at opleve, hvordan ofte helt små børn må kæmpe for fars eller mors − ja, sågar bedsteforældrenes − opmærksomhed, fordi den er helliget mobilen.

Jeg har set flere tilfælde, hvor ”nogen oppefra” må have holdt hånden over barnet, så en ulykke blev undgået. For det var ikke fars eller mors eller bedsteforældrenes manglende opmærksomhed, som forhindrede den.

Og sidst, men ikke mindst:

Hvor er det hamrende irriterende, når jeg af og til i en bus fra Amager til Husum (det tager en time), hvor jeg er besøgsven på et plejehjem, er så uheldig, at der tæt ved mig sætter sig en passager, som taler i mobil fra start til slut.

Det er generende på en helt anden måde, end hvis to mennesker sidder og taler sammen tæt ved en.

Nu vil jeg slutte min mobil-svada og sige, at jeg selv er meget glad for opfindelsen, som er genial og ofte har hjulpet bl.a. mig i forskellige situationer, men gid den dog ikke blev misbrugt så meget.

Amager

Kære Amager

De skide mobiler.

Ja, undskyld mit sprog. Det er ikke passende at udtrykke sig sådan i et pænt blad som vores, men jeg er ret træt af mobiltelefoner.

Jeg er træt af, at jeg selv er så optaget af min telefon. Det er ren refleks. Jeg rækker ud efter den og tjekker den uden at skulle noget spor vigtigt.

Jeg har for nylig brugt et par måneder sammen med nogle af Danmarks og faktisk et par af verdens bedste professorer i afhængighed, og her fik jeg indblik i, hvordan hjernen arbejder og forråder os, når vi bliver afhængige af noget. Det kan være alkohol, stoffer, piller, træning, computerspil osv., men også vores mobiltelefoner.

Det er hårde og voldsomme kræfter, vi er oppe imod, når vi vil stoppe med vores dårlige vaner.

Også selv om vi med fornuften ved, at de er skadelige for os.

Men jeg tror og håber, der er ændringer på vej.

Efterhånden er vi blevet opmærksomme på, hvor stort et problem det er med de mobiler, og jeg føler mig sikker på, at der kommer både hjælp og en stor modreaktion.

Det bliver sejt og moderne at gå rundt uden mobil.

Bare vent. Det kommer. Det er jeg sikker på.

Indtil da må vi være opmærksomme på vores egen brug af mobiler og huske at stikke næsen op over skærmen og smile til verden omkring os.

Kærlig hilsen Puk