Puk Elgård svarer hver uge på breve fra læserne i sin brevkasse i Familie Journal
Har du brug for et godt råd eller for at dele en given situation, så skriv til Puk Elgård: puk@familiejournal.dk
Kære Puk
For godt syv år siden døde min far pludselig.
Mine forældre havde været sammen i mange år. De havde et aktivt liv, omgang med mange mennesker, ikke mindst børn og børnebørn, og min mor gik meget op i haven og sig selv, var altid smart klædt.
Det første år efter min fars død gik det tilsyneladende o.k. med min mor, der endnu ikke var fyldt 70 år.
Selvfølgelig var der sket en omvæltning i hendes liv, men vi var i familien gode til at tale sammen og være sammen.
Derefter gik det ned ad bakke.
Min mor blev mere trist, fik en depression, som nok aldrig er blevet ordentligt behandlet − hun har altid været mest til naturmedicin, der så ikke har været nok i hendes tilfælde.
De følgende år var hendes humør svingende, hun blev mere indadvendt, kontaktede kun sjældent venner, interessen for haven og tøj dalede, og hukommelsen begyndte at svigte.
Min bror og jeg og vores familier forsøgte mangt og meget for at muntre hende lidt op, men uden held.
Forsøg på at få hende til læge mislykkedes − vi kunne kun se til, være sammen med hende og ellers ikke gøre noget for at hjælpe.
Status er nu, at hun intet gør. Hukommelsen er så dårlig, at alt må skrives ned, og det gør vi så.
Hun laver ikke varm mad og har tabt sig meget.
Hun gør ikke rent, så det gør vi, selv om hun ”selv lige har gjort det.” Hun er altså ikke bevidst om sin situation, og forsøger vi at tale med hende om det, bliver hun vred.
Hendes hygiejne er heller ikke for god, og interessen for tøj er væk.
Hun er holdt op med at tage kontakt til andre. Alt og alle bliver omtalt negativt. Hun viser ingen interesse for noget, stiller altid de samme spørgsmål, og vi kan ikke længere tale med hende om f.eks. ”ting i verden”, hun kan ikke længere rumme det.
Jeg er ikke i tvivl om, at min mor ved udredning vil få en demens-diagnose, men hun vil jo ikke til lægen.
I mange år har jeg arbejdet med ældre og demente, så fagligt kan jeg nogenlunde forholde mig til det, men personligt er det hårdt.
Min mor har jo altid været en, man kunne tale med om alt og hygge med.
Resten af familien er selvfølgelig også berørt. Efter en tur hos min mor er man selv deprimeret i flere dage, det koster meget energi. Hvad gør vi?
Puk, jeg havde bare brug for at vende det med nogen uden for familien.
Tut
Kære Tut
Sikke en tung historie. Det må være vanvittigt hårdt for dig og familien.
Gang på gang bliver vi mindet om, hvor skrøbeligt mennesket egentlig er, og hvordan tilværelsen kan ændre sig.
Jeg har selv været i en situation, hvor jeg slet ikke kunne hjælpe min egen mor og også bare måtte se til, mens hun langsomt faldt fra hinanden.
Efter at have læst dit brev ringede jeg til min læge for at høre, hvordan hun forholder sig i situationer som din/jeres.
Hun fortæller, at det desværre er en ret almindelig situation, at pårørende ikke kan få deres nære til lægen.
Du kan dog ringe til din mors
læge og dele din bekymring. Lægen må gerne lytte, men ikke tage kontakt − der kan dog gøres undtagelser i visse
tilfælde.
En pårørende må godt
bestille tid for en anden, men din mor skal informeres, så måske du kan aftale et hjemmebesøg?
Min læge fortæller, at netop
begyndende
demens er den allermest frustrerende situation, og hun oplever mange ulykkelige pårørende som dig, så du er ikke alene med din situation, og det ved du også gennem dit job.
Vil det være en idé at ringe til Alzheimerforeningen? Tlf. 58 50 58 50.
Det er svært at se, hvor meget af din mors liv der er smuldret på grund af din fars død, og hvor meget der hænger sammen med begyndende demens.
Men jeg vil rose dig for den omsorg, du viser din mor.
Det er svært at se sine forældre miste grebet om livet.
Måske nogle af jer læsere kan give et venligt råd til Tut?
Selv gjorde jeg som dig, da min mor var syg.
Jeg passede på hende og ordnede
så meget, jeg kunne, og jeg tror, at jeg i den proces langsomt tog afsked med
hende.
Jeg måtte erkende, at hun ikke længere havde den samme styrke, og vi kunne heller ikke have samme forhold som før, hun blev syg.
Når du en dag ikke længere har din mor, vil det hjælpe dig, at du ved med dig selv, at du var omkring hende.
Men du er nødt til nu at tage et hårdt tag i nakken på dig selv. Du må ikke gå ned på det her.
Da min mor var syg, vågnede jeg om morgenen og følte mig tung, træt og ked af det, og jeg måtte hele tiden minde mig selv om, at det var hende, der var syg. Ikke mig.
Husk dig selv på, at du ikke fejler noget, og at du
ikke skal overtage hendes tungsind. Det er vigtigt.
Gør nogle gode ting for dig selv og få samlet noget energi. Lover du mig det?
Stort knus fra Puk
