Brev til Puk Elgård: Mit barnebarn er donorbarn, men ved det ikke

Kære Puk

Jeg har stor respekt for dig. Du har så megen forståelse for mennesker i almindelighed. Det er dejligt, og nu har jeg noget, jeg har tænkt på længe.

Jeg har et vidunderligt barnebarn, som snart fylder 14 år, og jeg har haft den glæde at følge ham på nærmeste hold, fra han blev født af min daværende svigerdatter. Vi har et nært og dejligt forhold.

Sagen er, at min daværende svigerdatter gik i overgangsalderen som 27-årig og derfor fik et donoræg.

Hun vil dog ikke have, at drengen skal vide det, men jeg synes, han har krav på at vide, hvordan han er blevet til.

Moren er udlænding og mørk i hud og øjne. Drengen er høj og lys og bruger allerede str. 45 i sko. Moren er lille, har små fødder osv. Min søn bruger str. 42 i sko.

En dag begynder drengen da at undre sig over, at han ikke ligner sin mor og hendes familie.

Hvad synes du?

Jeg kan selvfølgelig ikke gøre noget.

De er skilt, og min søn er flyttet til udlandet. Jeg ser ham et par gange om året, og så mødes han med sin søn her hos mig.

Bedste

Kære Bedste

Tusind tak for dine varme ord. Nu må jeg se, om mit svar kan leve op til dine forventninger.

Det er bestemt ikke en optimal situation, dit barnebarn befinder sig i.

Min personlige holdning er, at åbenhed er at foretrække, for du har ret, en dag begynder spørgsmålene at komme, og så vil dit barnebarn opfatte det som et tillidsbrud fra sine forældre, at de ikke har fortalt ham sandheden.

Jeg kontaktede fertilitetsklinikken Stork på Østerbro i København for at høre, hvordan de rådgiver deres brugere.

De anbefaler altid åbenhed, men ingen lov i Danmark pålægger forældre at fortælle deres børn, at de er kommet til verden ved kunstig befrugtning, så det er op til forældrene selv.

De oplyste mig om en hjemmeside, hvor man (på engelsk) kan søge råd og finde den rigtige måde at tale med sit barn på: dcnetwork.org.

Hos Stork pointerer de, at oplysningen om dit barnebarns tilblivelse skal komme fra forældrene. ”Sandheden” må ikke pludselig blive oplyst tilfældigt af en ven af familien eller et andet familiemedlem.

Læs også: Mikkel er donorbarn - og mormors ønskebarn

Din søn og svigerdatter har helt sikkert handlet i god tro.

Når man som forældre træffer valg for sine børn, gør man det som regel af et godt hjerte.

Skulle det valg, man har truffet, vise sig at være forkert, er der ikke andet at gøre end at sige til sit barn, at man tog fejl, tager det fulde ansvar for at have fejlet og undskylder.

I hvert fald når barnet har den alder, dit barnebarn har.

Lad mig slå fast, at dit barnebarn har en mor og en far. Ja, de har fået hjælp til at få ham, men han har mærket kærlighed fra sine forældre. Han er ikke blevet efterladt − hvilket kan være svært at forstå og acceptere for børn, som er adopteret.

Der kan være mange gode grunde til, at man bortadopterer sit barn, men et adoptivbarn skal bearbejde og forstå beslutningen om, at moren gav barnet fra sig.

Sådan er det ikke med et donorbarn.

Et tidligere brev til Puk Elgård: Har ikke fortalt min mand om min abort

Dit barnebarns mor er selvfølgelig bange for, at sønnen ikke vil elske hende lige så højt, hvis sandheden kommer frem, men jeg tror nu ikke, at kærligheden vil ændre sig, når først tilliden er opbygget igen.

Hun har jo altid været der, og hun vil blive ved med at være der for ham. Han er hendes ønskebarn.

Nu har du lidt at gå ud fra, hvis du vælger at tage emnet op over for din søn og svigerdatter.

Held og lykke − og husk, at du ikke skal overbringe barnebarnet ”nyheden”. Det vil gøre tilliden til hans forældre endnu værre.

Bedste hilsner fra Puk