Til november har min mand og jeg været gift i 25 år. Da jeg blev 50 år – jeg er nu 55 år – tog min mand og jeg vores to børn ud på en lang rejse, for jeg er faktisk ikke så vild med store fester. Min mand fyldte 60 år i sommer, og det blev vi heldigvis sparet for at fejre på grund af corona.
Læs også: Brev til Puk: Svigermor ønsker bryllup i en kirke - jeg gør ikke
Men nu begynder min mand at tale om, at vi skal fejre det sølvbryllup. Vi har været til flere af den slags fejringer hos venner og familie, og alt det fis og ballade byder mig meget imod.
Jeg synes også, det er en voldsom udgift for noget, der varer otte timer. Jeg vil meget hellere bruge pengene på noget andet, men min mand mener, vi er nødt til at holde en fest, fordi vi har deltaget i så mange, og så må vi gøre gengæld.
Læs også: Puks brevkasse: De siger, jeg er heldig, fordi jeg er gift
Jeg må også nævne, at set fra mit synspunkt er vores ægteskab faktisk ikke særlig ideelt længere. Der er ikke nogen lidenskab mellem os længere, og det vil føles så falsk at stå op på stolene og kysse for næsen af en hel masse mennesker, når jeg virkelig ikke mener noget med det.
Du vil måske spørge, hvorfor jeg så bliver i det ægteskab, og det er der mange andre grunde til. Vi er vældig gode venner og driver et firma sammen.
Skal jeg bide min modstand i mig og gå med til at holde den fest, eller skal jeg forsøge at overbevise min mand – eller hvad vil du foreslå?
Konen
Læs også: Puks brevkasse: Tanker ved en skilsmisse
Kære Konen
Jeg er ikke gift, men jeg ved, at mange brude og brudgomme får lidt panik, før de går op ad kirkegulvet for at aflevere deres ja.
Er det mon samme følelse, du har nu? Panik før sølvbryllupsdag? Er det statustid? Har du været lykkelig i dit ægteskab? Er det værd at fejre? Er det disse tanker; der plager dig mest? Det fornemmer jeg.
Jeg tror ikke, at et eneste sølvbryllupspar kan sige, de er kommet gennem forholdet uden udfordringer, og jeg synes, du skal give dig tid til at tænke jeres ægteskab igennem. Gå årene igennem. Se billeder. Dyrk minderne. Tænk på kampene. Tænk på sejrene. Jeg tror, du har brug for at mærke dig selv.
Læs også: Brev til Puk: Der er ingen ligevægt i vores ægteskab
Hvis du synes, du skal fortsætte livet med din mand, så tænker jeg umiddelbart også, I skal lave en form for markering af de 25 år. Men man skylder ikke en fest. Det er en privat sag.
Der er heller ingen fast opskrift på, hvordan kærligheden skal se ud efter 25 år. Man behøver ikke stå på stolen og kysse lidenskabeligt. Årene er gået. Man rundes. Man vokser sammen på forskellige måder. Man bliver et podet og kroget træ med grene i alle retninger, men rødder det samme sted. Det er også noget værd.
Jeg synes, du skal bruge de næste uger på at tænke det hele igennem, men med de øjne, at der ikke findes en manual for, hvor lykkelig eller hvor forelsket man skal være for at kunne fejre sølvbryllup. Ej heller en manual for, hvordan en fest skal se ud. Man kan gøre lige, hvad man vil.
Se, hvor de tanker fører dig hen, og hvis du stadig er i panik og tvivl, så skriv igen.
Varme hilsner fra Puk
Læs også: Brev til Puk: Har fortrudt skilsmissen
