Brev til Puk: Hun har angst, men familien mener, hun bare er hysterisk

For halvandet år siden flyttede vores datter på 20 år, som altid har haft et lidt skrøbeligt sind, hjemmefra. Hun var så heldig at få en god og billig lejlighed gennem min onkel. Hun kom ind på en erhvervsgrunduddannelse, og så havde hun i et par måneder et forhold til en fyr. Men hun afsluttede det, fordi hun ikke rigtig syntes, det var godt for hende. Det accepterede han dog ikke, han begyndte at chikanere hende, og det samme gjorde hans storebror og nogle af deres venner.

Læs også: Puks brevkasse: Min angst påvirker min livskvalitet

Da hun var omkring 14 år, havde hun angst-anfald, og det fik vi styr på. Men efter den oplevelse med chikanerne brød hendes angst voldsomt ud igen. Hun fik det så dårligt, at hun droppede ud af uddannelsen og er flyttet delvist hjem igen.

Vi har haft fat i den unge mands familie, og chikanerne er stoppet, men vores datter har det stadig dårligt – og corona gør det jo ikke nemmere. Hun får psykologhjælp, men min mand og hans forældre kan ikke acceptere, at hun har angst. De siger, at hun da bare skal tage sig sammen. De forstår slet ikke, hvad det handler om. Så nu har det også udviklet sig til en konflikt mellem min mand og mig.

Læs også: Puks brevkasse: Min familie vil have mig med i sommerhus, men...

Jeg betaler stadig for hendes lejlighed, for det er tåbeligt at opgive den, og af og til er hun der et par dage og ser også nogle veninder. Men hurtigt får hun det dårligt og må rykke hjem igen. Hun er kun tryg, når jeg er lige i nærheden.

Nu har jeg fået den idé, at hvis jeg flytter med hende ind i hendes lejlighed og bor sammen med hende i en periode, så vil det nok blive godt. Min mand synes, det er en rædsom idé.

Vi har en søn, der er et par år ældre og bor sammen med en kæreste og har det fint. Men de har også lidt den holdning, at pigen bare er hysterisk. Jeg har desperat brug for et råd.

Hønemor

Læs også: Brev til Puk: Hvordan overvinder jeg angsten for angsten?

Kære Hønemor

Da jeg var ung, havde jeg også angst, og hvis jeg havde haft en person med ressourcer til at flytte ind og passe på mig, havde det gjort en verden til forskel. Jeg ville helt sikkert være kommet både bedre og hurtigere gennem mit angstforløb.

Når man har angst, gælder det om at bryde den uro, der buldrer, og få ro i systemet. Hvis du har tid, mulighed og ressourcer til at hjælpe din datter ved at bo sammen med hende i en periode, så giver du hende en meget stor gave, som vil gøre hende godt.

Læs også: Kvinde til Puk: Jeg er sygt bange for edderkopper

Jeg ved godt, at mange mennesker betegner folk med angst som hysteriske, men det er ikke retfærdigt. Angst findes og kan være voldsomt invaliderende. Jeg er ked af, at din mand og jeres søn ikke forstår, hvad hun bokser med, men så er det jo godt, hun har dig. Du forstår det.

Du kan eventuelt printe noget information ud om angst som lidelse og give det til hendes far og bror. Så kan de læse lidt om det. Spørg din datter, hvad hun har brug for. Vær omkring hende. Sig til hende, det er okay, at hun er bange. Sig, at du er der. Hun er ikke alene, og tag så situationen i små bidder. Sov måske et par nætter i lejligheden, og tag hjem igen. Efterhånden kan hun være der længere og længere alene. I må mærke efter og sætte delmål.

Læs også: Puks brevkasse: Min far var en fjern satellit

Det er godt, du betaler for lejligheden, for det vil være et kæmpe nederlag at opsige den. Det vil sende et signal om, at I ikke tror, hun kommer tilbage og bliver velfungerende igen. Jeg opfordrer til tålmodighed, psykologhjælp og masser af tryghed. Held og lykke med hende. Godt, du er der.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Brev til Puk: Vores mor er ikke til at holde ud at være sammen med