Brev til Puk: Hvordan fortæller jeg min datter, at jeg skal dø?

Den fortvivlede mor ved, at hun skal dø af kræft. Hun har en datter på 10 år og aner ikke, hvordan hun skal få det sagt.

Dilemmaet er fra de aller første ”Kære Puk”-sider i Familie Journal nr. 40 2012. Vi har spurgt Puk, hvad hun ville svare læseren i dag – efter 10 år som brevkasseredaktør.

- Den fortvivlede mor ville have fået præcis samme svar i dag, siger Puk Elgård.

Læs brevkassesvaret herunder…

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Kære Puk

Jeg har været syg af kræft gennem otte år nu og har klaret mig udmærket. Selvfølgelig med meget svære perioder indimellem.

Nu har jeg fået den forfærdelige besked fra min læge, at kræften har spredt sig så meget, at der ikke er mere at gøre. Jeg har en datter på ti år, og jeg må på en eller anden måde få fortalt hende, at jeg skal dø af min sygdom.

Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg er tapper om dagen og græder mig igennem nætterne, når hun sover.

Hvordan i alverden skal jeg bære mig ad med at overbringe den besked?

Hilsen den fortvivlede mor

Kære fortvivlede mor

Mit hjerte bløder for dig. Du er i den mest forfærdelige stiuation, man kan tænke sig. Det er uretfærdigt, urimeligt og ubærligt.

Måske skulle du kontakte en børnepsykolog, evt. Hvordan fortæller jeg min datter, at jeg skal dø? gennem Kræftens Bekæmpelse.

Da min egen mor døde af kræft, havde jeg god gavn af at tale med dem derinde. Umiddelbart tænker jeg, at du skal sige til din datter, at der er en mulighed for, du kan dø af kræften, men at du vil kæmpe mod sygdommen så hårdt, det overhovedet er muligt.

Og så tror jeg, du skal lade hende stille spørgsmålene og så svare så ærligt, du kan. Så kommer det stille og roligt hen ad vejen i hendes tempo, så hun får mod til at spørge om mere og mere.

Man siger jo, at man ikke skal svare på mere end det, børnene selv spørger om. Det er ikke nogen god idé at fylde alle mulige informationer ind i hovedet på dem, hvis ikke de selv beder om et svar. Og så synes jeg, at du fra nu af skal indføre hyggestunder mellem dig og din datter. Seancer, hvor I sætter jer sammen, og du fortæller hende om dit liv. Om din barndom, din ungdom og dit voksenliv.

Fortæl hende om alt det, du har oplevet, og de valg, du gennem tiden har truffet. Et lille afsnit hver gang. Det vil være en fantastisk gave for hende senere hen at kende din historie, når du engang ikke er her længere.

Du lyder som en meget stærk kvinde, og jeg ved, du finder din vej gennem det her. Jeg sender dig alle de kærlige tanker, jeg kan.

- Puk