Jeg er en kvinde sidst i 20’erne, der har været gennem de samme trælse kår i barndommen, som du har, med en alkoholiseret far. Fysisk var han til stede, psykisk var han der kun for at råbe, skælde ud og kalde mig uduelig – og slås med mig, når mit temperament klingede med hans fuldskab.
Læs også: Puks brevkasse: Vil gerne finde kærligheden
Gennem teenagetiden har jeg haft mange kærester, men altid har forholdene været baseret på sex og ikke så meget andet fra min side. Fyrene var helt væk i mig, fordi jeg vidste, hvordan jeg skulle tale dem efter munden og være dejlig, men jeg kunne sagtens undvære dem uden for sengen.
Der har været et pres på mig med, at jeg burde finde en kæreste og slå mig ned med ham, og presset bliver værre, jo ældre jeg bliver. Jeg har prøvet flere gange, men hver gang kommer jeg frem til, at det ikke er noget for mig, og at de er irriterende at dele bolig med.
Jeg er en overpræsterende, perfektionistisk type, der altid har følt, at jeg skulle bevise, at alle var forkert på den, når de kiggede på mig som “den stakkels datter af den fordrukne far”. Jeg er i gang med en uddannelse, der udfordrer mig meget fagligt, jeg trives i det og får en kandidatgrad næste sommer.
Læs også: Kvinde til Puk: Møder kun forkerte mænd
Jeg er kommet frem til, at jeg måske er aromantiker. Forhold bliver for belastende for mig, og så er jeg fløjet igen. Følelserne kommer aldrig. Til gengæld er min sexlyst enorm. Jeg har mange seksuelle partnere, og de skiftes ud regelmæssigt. Der er altid en at ringe til, når lysten er der.
I årevis har jeg gået hos en psykolog, som lagde meget fokus på, at jeg var okay, og at jeg bare skulle finde mig selv og anerkende det for, hvad det er. Men jeg føler, at jeg mangler “noget”.
Hvorfor kan jeg ikke være i et fast forhold? Hvad tænker du, kære Puk?
Nymfen
Læs også: Brev til Puk: Min kæreste har forandret sig
Kære Nymfen
Nu skal du høre, hvad jeg tænker: Jeg tænker, at du tænker alt for meget. Vi mennesker har det med at vurdere hele tiden. Vi vurderer os selv. Vores kroppe. Vores arbejde. Vores venner. Vores kolleger. Vores partnere. Vi holder en stor lup hen over det hele og vurderer alt hver eneste dag.
Det er ualmindeligt slidsomt. Vi kan ikke holde til at vurdere alting hele tiden. Vi skal også bare være. Leve. Trække vejret. Gå til højre eller til venstre uden at vurdere, om vi nu har gjort det HELT rigtige.
Læs også: Puks brevkasse: Min kæreste prioriterer mig ikke
Stop tankerne om, hvorvidt du er god nok. Du er den, du er, og det har du lov til at være. Vi har alle noget med i bagagen, og du har selvfølgelig et stort behov for kontrol og bekræftelse, det er klart med den far, du har haft. Men gør dig selv den tjeneste at lade være med at spekulere så meget. Det er ikke så let, som det lyder, at stoppe sin tankerække, men det kan lade sig gøre. Hver gang, tankerne begynder at køre af sted med dig, så siger du STOP!
For mig ser det ud, som om du gør det godt. Du har været hos psykolog, du har tænkt over dit liv, du uddanner dig, du dækker dele af dine behov, du sætter grænser. Du gør det godt. Slap af. Lev.
Læs også: Ung mand til Puk: Skal min kæreste med til fødselsdagen?
Hvis du lærer at drive lidt med strømmen og slippe den benhårde vurdering af alt, så tror jeg, du kommer i mål og får dig et dejligt liv og garanteret også sammen med en dejlig kæreste. Den tid kommer, når du har øvet dig i bare at være lige der, hvor du er. Du skal ikke stemple dig selv som aromantisk eller noget som helst andet. Næsten alt kan ændre sig mange gange gennem livet.
Mange varme hilsner fra Puk
