For fem år siden blev jeg, der nu er 82 år, enke og flyttede ind i et dejligt rækkehus med en lille have.
Min mand havde været meget syg, så det var en slags befrielse, og jeg har haft nogle gode år. Her er nemt til offentlig transport, så jeg har suset afsted med busser til min søster og veninder, som er mindre mobile. Jeg har en søn med kone og børn i nærheden og en datter lidt længere væk.
Læs også: Puks brevkasse: Ingen gjorde noget, da min datter blev røvet på åben gade
Under corona-nedlukningen så jeg familien jævnligt, og her i foråret begyndte jeg så også at se veninder og anden familie igen. Men da jeg kom hjem efter en weekend i min datters sommerhus, havde der været indbrud i min bolig.
Havedøren var brækket op, alt var rodet igennem, og der var taget sølvtøj, smykker og nogle kontanter. Jeg ringede straks til min søn, som kom og sov her om natten. Heldigvis havde jeg billeder af de stjålne genstande, som blev erstattet af forsikringen, men nu tør jeg ikke komme hjem alene om aftenen.
Læs også: Puks brevkasse: Hans økonomi bekymrer mig voldsomt
Jeg er ikke bange for at være i mit hus, men det er det med at låse mig ind og ikke vide, hvad jeg møder. Det går nogenlunde, hvis det er lyst, men nu, hvor det bliver efterår, tror jeg ikke, jeg kan komme meget ud. Besøger jeg min søn og hans familie, kan de køre mig hjem og gå med ind. Min datter har ikke bil, og min søster og veninder har heller ikke muligheden. Jeg har allerede droppet mine teaterture, som jeg ellers holdt meget af. Jeg er jo frisk nok, så det er trist, at jeg nu skal til at være så isoleret. Men hvad kan jeg gøre?
Bedste
Læs også: Læser til Puk: En veninde stjæler mine cremer
Kære Bedste
Jeg kan godt forstå, du er utryg. Det er møgubehageligt, når der har været indbrud. Jeg har selv prøvet det et par gange.
I kraft af mit job som journalist har jeg mødt mennesker, der har haft en “tvivlsom karriere” som indbrudstyve. For dem handler det om at slippe afsted uden at blive set, for hvis de bliver set, kan de genkendes. Derfor skal man altid give lyd og give dem mulighed for at slippe væk.
Læs også: Brev til Puk: Jeg er bange og tør ikke gå ud
Er du f.eks. hjemme om natten, ligger i soveværelset og hører en tyv, skal du blive bag den lukkede dør og sige højt: “Jeg ved, her er nogen. Jeg bliver herinde, jeg kommer ikke ud, men jeg ringer efter politiet nu.” Du skal aldrig gå ud, så tyvene kan se dit ansigt, og du kan se deres. Den teknik kan du måske bruge, når du kommer hjem. Åbn døren, og sig: “Jeg er på vej ind nu.”
Du bør også lade noget lys være tændt. Det er svært at komme hjem til mørke. I virkeligheden kan du vel se, om der er tegn på indbrud, før du går ind? Er der ikke brud på døre og vinduer, så er der vel ikke nogen derinde?
Men et er jo den rationelle tankegang, et andet er frygten. Vi kan fortælle os selv nok så mange gange, at vi ikke skal være bange, og så er vi det alligevel. Det er helt naturligt.
Læs også: Puks brevkasse: Genboen vil have, at jeg planter en hæk
Hvad med at installere en alarm? Det er tvivlsomt, hvor effektiv den er i forhold til helt at undgå indbrud, men den vil i hvert fald give lyd fra sig, og du vil så vide, om der har væren en inde i huset, mens du har været væk.
Generelt skal man vel bekæmpe begrænsende angst. Ikke lade sig styre. Jeg synes, du skal fortsætte med dine aktive gøremål, men måske skal du i de mørke perioder vælge eftermiddagsforestillinger i teateret og gå på museer i dagtimerne. Du må i hvert fald ikke stoppe med at være aktiv.
Et sidste råd, jeg lige kommer i tanke om, er en ældre borger, jeg kender, der tager en taxa hjem fra byen og beder chaufføren stå på vejen, mens hun går ind. Det er måske også en mulighed. Alt efter økonomi selvfølgelig.
Mange varme hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Min angst påvirker min livskvalitet
