Jeg har fejret sølvbryllup med en mand, som er 15 år ældre end mig. Han er et meget ordentligt menneske, arbejdsom, dygtig og hjælpsom og driver sin fars håndværkerfirma videre.
Men han er også konservativ og har sine egne regler at leve efter. Det har givet sammenstød nu og da, men vi har lært at leve sammen alligevel.
Vores yngste søn er ved at blive uddannet og skal ind i firmaet. Vores ældste søn rejste for nogle år siden hjemmefra for at uddanne sig i en helt anden branche. Vi bor i Vestjylland, og normerne her er nok noget gammeldags.
Adskillige gange har min mand spurgt vores ældste søn, om han ikke snart kom hjem med en sød pige. Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, hvorfor han ikke gjorde det, og ganske rigtigt: For tre måneder siden meddelte han, at nu ville han komme og præsentere sin kæreste, og det var altså en mand.
De var her en weekend, og stemningen var mildest talt trykket. Det var helt tydeligt, at det ikke passede min mand, selv om han talte pænt til både vores søn og kæresten.
Bagefter har både han og vores yngste søn sagt, at det nok bare er en grille, og han skal nok komme på “rette vej”, som de siger. Men en mand på 24 år har efter min mening fundet den vej i tilværelsen, som han vil gå.
For 14 dage siden kom han hjem igen – denne gang alene – fordi hans farmor skulle begraves. Bagefter kom det til et opgør mellem ham og hans far. Han vil ikke komme hjem mere, når hans livsstil og parforhold ikke kan blive accepteret.
Utroligt nok har min mand den helt gammeldags indstilling, at det er unaturligt at have et forhold til en mand. Ja, det er måske i orden, at andre har det på den måde, men han havde ikke regnet med det fra sin egen søn!
Hvis jeg prøver at tale med min mand om det, lukker han helt af. Jeg kan jo besøge “parret” så meget, som jeg vil, siger han, men det bliver uden ham.
Sådan bliver det åbenbart, men jeg er dybt ulykkelig og ved ikke, hvad jeg skal stille op. Selvfølgelig elsker han stadig sin søn, men hvad skal jeg dog gøre for at få ham til at åbne op for det her?
Ulykkelig mor
Kære Ulykkelig mor
Jeg kan da godt forstå, du er ulykkelig. Du er anbragt midt i en konflikt mellem to, du elsker.
Kan du træde ud af konflikten og gå dine egne veje i en periode? Det er ikke din opgave at løse deres konflikt. Det er din opgave at melde klart ud, at du elsker og støtter din søn lige meget, hvem han er. Det er også din opgave at opfordre både din søn og din mand til at løse deres situation. De to må selv gøre et stykke arbejde for at finde hinanden igen. Det er ikke dig, der hænger på den opgave.
Din mand har måske brug for tid. Selv om vi lever i 2022, og det at være homoseksuel burde være respekteret, så er der stadig et stykke vej at gå endnu.
Jo mere du skubber de to mænd mod hinanden, jo mere modstand vil du sikkert mærke. Lad dem gå og summe lidt.
Den konflikt mellem far og homoseksuel søn er set mange, mange gange, og rigtig mange gange er konflikten også fuset ud igen. Tag det i små bidder det næste stykke tid.
Kærlig hilsen Puk
