Jeg har lige gjort en stor opdagelse og faktisk fået et chok.
Min mor er netop død, og jeg er ved at få overblik over alt det praktiske, og i den forbindelse er det gået op for mig, at min mor gennem mange mange år har overført et samlet set ret stort pengebeløb til min bror.
Han har haft svært ved at klare sig, men han er ikke syg. Jeg vil snarere sige, at han er doven, men mor har overført pengene, uden at jeg har vidst noget om det, og jeg føler, at de er gået bag min ryg.
Hvorfor har han fået alle de penge? Hvis man lægger det hele sammen, er det virkelig mange penge. Han har været uden arbejde i perioder, har rodet rundt i sit liv og haft forskellige boliger, jobs og forhold, og min mor har åbenbart valgt at være hans private velgører.
Nu skal arven fordeles, og jeg synes egentlig, det er min tur. Jeg er chokeret over, at hun har postet alle de penge i ham, mens hun levede, og jeg har bare klaret mig selv. Jeg har arbejdet hårdt hele livet og har aldrig bedt om noget.
Jeg mangler ikke penge. Jeg har job, hus og familie, men jeg er harm over, at de er gået bag min ryg.
Hvordan tackler jeg denne situation?
Søsteren.
Kære Søsteren.
Jeg kondolerer. Tabet af en mor er svært. Lad sorgen fylde, og pas på, du ikke veksler tabet af din mor til generel vrede. Det kan være svært at skille tingene ad, når man står i en krise.
Jeg kender ikke din mors testamente eller arvereglerne og loven, men det kan du helt sikkert få hjælp til, så det går efter bogen.
Din mor har forsøgt at være en god mor. De penge, hun har givet din bror, har hun givet i den tro, at de ville hjælpe ham og gøre en nødvendig forskel for ham. Tror du ikke, hun ville have gjort det samme for dig? Det tror jeg.
Om pengene så har holdt ham doven og i sidste ende gjort ham en bjørnetjeneste, ved jeg ikke nok om til at kunne udtale mig, men de penge er givet fra en mor til sit barn med ønsket om, at de skulle gøre noget godt. De er ikke givet for at holde dig udenfor.
Du er den stærke af jer to børn, og du har klaret den. Hun har set på dig og det, du har præsteret, og det har gjort hende rolig og stolt. Vi forældre kan have det svært, når vores børn klarer sig dårligt.
Vi peger pilen hen på vores eget forældreskab, og så forsøger vi at lappe med det, vi nu har. I din mors tilfælde er det så penge. Hun har måske været flov over at have en søn med dårlig økonomi og kompetencer, og så har hun dækket flovheden til med månedlige beløb i stedet for at hjælpe ham rigtig i gang.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, du føler dig snydt, men er det den rigtige måde at se det på? Ville du føle, du levede det liv, du gerne ville, hvis du levede af din mors penge?
Hun kunne selvfølgelig have sat samme beløb ind til dig hver måned, det kan jeg godt se, ville have været rimeligt, men havde hun så god en økonomi? Og ville det være i orden at forlange, at en mor hver måned skulle sætte det, der svarer til en levestandard ind til begge sine børn?
Vær stolt af alt det, du kan. Vær stolt af din energi, dit overskud, dine sociale kompetencer og det liv, du helt selv har skabt dig. Nu bliver det spændende at se, hvad der sker med din bror, når han skal klare sig selv.
Det kan godt være, du kan indgå en handel omkring boet med din bror, så du kan få lidt mere, men tanken om, at du er blevet holdt udenfor, tror jeg, du skal slippe.
Jeg tror, pengebeløbet i begyndelsen var set som en nu- og her-hjælp til din bror, og så er det lige så stille blevet en rutine. Så er tiden gået, og ingen har kunnet finde ud af at sige noget til dig. Alle har lukket øjnene for, hvad der egentlig foregik.
Jeg håber, I kommer godt igennem jeres sorg og får talt sammen. Og holder sammen, nu hvor I bare har hinanden.
Bedste hilsner fra Puk.
