Min kæreste og jeg har været sammen i snart syv år og er lige blevet forældre for første gang. Vi er så glade og lykkelige. Og er enige i det meste.
Der er bare det, at min svigermor har nævnt 18 gange (overdrivelse), at jeg bare skal sige til, hvis hun skal passe vores søn, mens jeg skal noget andet. Vores dreng bliver snart seks måneder, og jeg har ikke fået børn for, at andre skal passe dem.
Jeg tilpasser min hverdag efter ham. Jeg har sagt tak og sagt, at der ikke har været noget, men der skal jo nok komme noget. Jeg sagde ikke, at jeg nok ville kontakte min egen mor først.
Men nu er min svigermor fornærmet over, at hun ikke har passet babyen endnu, for hun brugte selv sin egen mor hele tiden. Min kæreste sagde til hende, at hun ikke skulle finde drama, hvor der ikke var noget.
Men hun gør det hele tiden. Så er vores designerstole og lampe for dyre ( ”hvorfor ikke finde det brugt”). Men det er jo ikke hende, der betaler. Hendes biler er heller ikke købt brugt. Så siger hun, at det er synd for min kæreste, at det er mig, der har barslen, hvilket altså er vores fælles beslutning.
Vores søn har ikke fået barnedåbsgave, fordi vi ikke ønsker, at han skal oprettes i deres bank. De ville give ham den høje børneopsparing, men hun gider ikke lave en mindre opsparing. Og hun vil ikke sende penge til den opsparing, vi vil oprette. Fordi det skal være, som hun vil have det.
Så er det skørt, at vi har svøbt ham, når han skulle sove. Så sender jeg ikke nok billeder til hende af vores søn. Så forstår hun ikke, at vi vil have en ny Tripp Trapp-stol, når vi kan bruge min kærestes gamle. Så skal vi da ”heller ikke bruge flere penge foreløbig”.
Vi skylder hende ikke noget. Vi har begge gode job og både en fornuftig økonomi og et fornuftigt forhold til vores penge.
Min kæreste slår det hen og lader som ingenting. Men jeg er mæt. Og har egentlig ikke lyst til at se mine svigerforældre, for jeg synes, det er anstrengende altid at skulle have et modsvar klar.
Hun har altid en holdning, og vi skal helst gøre, som hun synes. Kun hun gør det rigtige.
Jeg er fortrolig med min mor, og det kan min svigermor ikke forstå, jeg ikke er med hende også. Det er jeg ikke, for så ved hele nabolaget det, vi har talt om, når jeg er gået. Og det er ikke nabolaget, jeg vil være fortrolig med. Det har jeg dog ikke sagt til hende.
Jeg har født, det er min søn. Han er ikke et delebarn med farmor.
Hvad skal jeg gøre? Er det her normalt?
Den nybagte frustrerende mor
Kære Den nybagte frustrerede mor.
Ja! Det er desværre mere normalt, end du tror. Jeg har fået mange, mange breve omkring denne problematik. Jeg ved ikke, om jeg har den perfekte løsning, men jeg vil bede alle bedsteforældre læse din mail grundigt og forstå, hvilket pres det kan være, hvis vi blander os for meget i de nybagte forældres liv.
Og jeg siger VI, for jeg har også børnebørn. Jeg føler også, det er fristende at øse af ALLE de fuldstændig helt unikke og meget, meget kloge råd, jeg naturligvis bærer med mig i en uudtømmelig kilde, fordi jeg selv har haft små børn for meget længe siden.
Lad os vente med at blande os, til vi bliver spurgt. Jeg tror altså også, det er naturligt, at man som mor søger tættere på sin egen mor, når man har født. Det er en kæmpestor og til tider usikker rolle at få et lille barn, og når gulvet gynger, og man er usikker, så søger man tryghed hos den, man har kendt allerlængst. Sin mor.
Jeg bliver selv farmor (forhåbentlig) på et tidspunkt, og jeg kan lige så godt forberede mig på, at mormor nok er lidt tættere på i den første tid. Men hey, en farmor kan blive en flyvende farmor og supercool hen ad vejen. Så her er en reminder til alle os, der får børnebørn: Vi skal nok få lov.
Der er brug for os, men lad de unge mennesker finde sig til rette i den nye rolle som forældre, uden at vi presser dem. Og til dig, Den nybagte frustrerede mor, fortsæt dit store arbejde med at være mor. Lad dig ikke presse. Du er i gang med dit livs vigtigste opgave. Det er kæmpestort, og du må ikke lade nogen slå hul i din lykkeboble. Du skylder ikke noget.
Lige nu skal du bruge alle dine kræfter på at være mor. Det har man simpelt hen lov til. Stort til lykke med ham og husk, man er lidt tyndslidt, og det, der ser uoverskueligt ud nu, er måske mere simpelt og ikke helt så dramatisk om et år.
Varme hilsner fra Puk.
