Puks brevkasse: Pludselig måtte vi ikke være alene med barnebarnet

Min mand og jeg er gift på 34. år. Min mand har en voksen søn og datter fra et tidligere ægteskab. Dem og alle børnebørnene har vi det godt med, og vi ses jævnligt.

Problemet er vores fælles voksne søn. Han er gift og har to børn på 10 og fem år. De første år, han havde egen familie, sås vi ofte, og vi passede også ofte deres første barn. Pludselig for fire år siden fik vi besked om i en sms, at vi ikke længere kunne være sammen med vores barnebarn, uden de var med.

Vi har selvfølgelig prøvet at spørge hvorfor, men fik kun den besked, at det ældste barnebarn havde det dårligt, når han kom hjem fra os.

Vi har flere gange prøvet at spørge ind til det og har grædt mange tårer over det. Vi har også spurgt, om de ønsker os ud af deres liv, men nej, sådan er det ikke, og der bliver svaret, at der ikke er noget i vejen. Vi har også forsigtigt prøvet at foreslå et endagsbesøg på camping og lignende, men der skal altid foregå noget andet.

Vi har aldrig passet deres mindste barn. Vi ses kun en gang imellem, cirka hver anden måned, selv om vi kun bor 10 minutters kørsel fra hinanden, og det er altid på vores initiativ. Når vi er sammen, vil børnene os rigtig gerne, men hvor er det svært at følge med i deres udvikling, når det ikke er så ofte. De har også ligesom trukket sig fra min mands store børn og ses nu kun med dem til fødselsdage og lignende.

Vi føler, vi er idømt en tidsubestemt straf, vi ved bare ikke hvorfor. Er det os, som er sarte og bare må tage os sammen?

Den triste farmor

Kære Den triste farmor

Jeg hæfter mig ved ordet “pludselig”. Når der sker en pludselig ændring, skal man selvfølgelig kigge meget nøje på, hvad der er gået forud, før den pludselige ændring indtræffer. Hvad blev der sagt? Hvad skete der? Hvordan var tiden op til? Er der en hændelse, I har overset, i forbindelse med barnebarnets sidste besøg?

I har sikkert gransket jeres hukommelse, men der burde være en forhistorie op til en så dramatisk ændring i jeres søns adfærd. Er afstanden til jer kommet krybende over tid? Har I kunnet mærke, det var på vej?

Jeg kan godt forstå, det føles meget ubehageligt, men jeg ved simpelt hen ikke, hvad I skal gøre ud over at spørge igen.

Skriv til jeres søn, at ligegyldigt hvad han føler, der er forkert mellem jer, så vil I gerne lytte. Ikke diskutere, men lytte. Og derefter tror jeg, I skal give dem lidt ro. Giv det nogle måneder, hvor I ikke presser på. Herefter kan I igen tilbyde at lytte, og så må vi se, hvad tiden bringer.

I mellemtiden kan I skrive små breve til barnebarnet og gemme dem i en boks. Hvis I optager kontakten en dag, så kan han måske læse, at I fortsat tænkte på ham og delte jeres tanker med ham.

Jeg ønsker jer held og lykke.

Mange hilsner fra Puk