Brev til Puk: Vi har ikke råd til rejsen

De seneste måneders voldsomme prisstigninger på blandt andet el og varme har givet min mand og mig et stort problem.

Vi bor på Sjælland, og for nogle år siden mødte vores eneste søn en dejlig pige, og de blev gift og flyttede til Jylland til den egn, hvorfra hun stammer.

Her har de begge gode jobs, og vi har fået to skønne børnebørn. Dem ser vi jo ikke så meget, som jeg kunne ønske, men vi har dog besøgt dem af og til, og de kommer også her over til os.

Vores økonomi er rigtig stram nu, min mand er pensioneret, og jeg er i fleksjob, og med de nye prisstigninger kan vi næsten ikke få pengene til at slå til.

De seneste fem år har min søn og svigerdatter holdt jul for os og hendes forældre – lige bortset fra coronaåret. Men i år kan vi simpelthen ikke få penge til at rejse til Jylland. Det er både benzin og bro, og så plejer vi have lidt vin, konfekt, en mandelgave og gaver med til dem alle.

Jeg har talt med min søn om det, og han siger, at vi da bare kan komme alligevel og have et par små gaver med til børnene. Han har også tilbudt at betale broafgiften. Men det vil min mand ikke være med til.

Min svigerdatters forældre har penge nok, og de stiller med dyr vin og store gaver til alle, og så bryder min mand sig ikke om, at vi skal komme der ”med hatten i hånden” som de fattige slægtninge.

Vi har en følelse af, at svigerdatterens familie altid har set lidt ned på os. Det vil gå min mands stolthed for nær.

Han har foreslået, at vi finder på en undskyldning for ham, og så kan jeg selv tage en af de billige busser derover. Det har jeg nu ikke lyst til.

Jeg er så ked af, at jeg ikke kan fejre jul med min søn og børnebørn, men jeg kan også følge min mands tanker. Jeg har virkelig brug for et råd!

Farmor.

Kære Farmor.

Kan du huske, at lige da coronaen kom, kiggede vi alle misbilligende på folk, der hostede, og vi veg nærmest 50 meter tilbage og følte, at de var giftige og helt forkerte.

Vi havde berøringsangst, og når man på arbejdspladserne fik mails om, at ”nogen” var smittet, så gik der rygter om, hvem det mon kunne være, og man var i det hele taget meget mistroisk over for hinanden.

I dag kan man sende en sms eller lægge et opslag på de sociale medier ”hej, så har jeg corona”, og så ønsker folk bare god bedring.

Det er blevet normalt. Vi skammer os ikke længere. Det kommer til at gå på samme måde med energikrisen.

Det bliver langt mere almindeligt at sige, at man ikke har råd, for den tid, vi lever i, rammer os alle på økonomien.

Jeg synes, at I skal gå forrest og sige det, som det er. Så kan det godt være, at svigerforældrene er ved muffen – godt for dem, men der er simpelthen så mange, der kommer til at skære ned og fra denne vinter, og vi skal ikke udskammes, fordi vi passer på pengene.

Det er virkelighed, og det er alvor. Det er en krise, vi skal igennem sammen, og vi skal støtte hinanden. Det er et grundvilkår for store dele af Europa, at krisen nu også kradser på vores breddegrader.

Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at din mand er stolt, men han har altså intet at skamme sig over. Vi er nødt til at hjælpe hinanden.

Jeg håber virkelig, at I tager over og fejrer jul. Snup nu den bus, og sæt samvær højere end økonomi. De svigerforældre har jo ikke boet under en sten, de ved da, at det er svære tider.

Julen er ikke en konkurrence om, hvem der giver de største gaver. Du kunne eventuelt bede din søn om at sætte et loft på gaverne. Børnene mangler sikkert ikke noget, og hvis nogen i familien har behov for at give store gaver, kan man gøre det ved en anden lejlighed.

Jeg håber virkelig, at I samles. Det er langt vigtigere end penge.

Mange hilsner fra Puk.