Vores familie er kommet i den forfærdelige situation, at min nu 24-årige søn er blevet dømt som vanvidsbilist, og det har splittet hele familien.
Vi bor ude på landet, hvor alle knægte får kørekort, når de er 18, og kører rundt i nogle gamle skrammelkasser eller forældrenes biler. Eller som vores søn i en stor leaset bil.
Han har boet hjemme, mens han var i lære som elektriker, og da han var udlært, begyndte han at tjene pænt med penge. Vi var enige om, at han kunne blive boende i et par år mere, så han kunne spare sammen til at få sit eget.
Da han leasede bilen, talte vi om, at han skulle passe meget på med farten. Og selvfølgelig ikke køre, når han havde drukket. Og så gik det alligevel galt!
Han blev taget med alt for høj fart og alt for høj promille, og nu er bilen konfiskeret, kørekortet taget i tre år, og han skal ind og afsone en hæftestraf.
Han er blevet fyret fra sit arbejde, fordi han ikke kan køre ud til kunderne. Han skylder flere hundredtusinder kroner for bilen og går og venter på at komme ind og afsone.
Hans far er rasende og har smidt vores søn ud hjemmefra, så nu bor knægten i kælderen hos en kammerat. Hans store søskende vil heller ikke tale med ham.
Jeg ved godt, det er frygtelig forkert, hvad vores søn har gjort, men mener alligevel et eller andet sted, vi må tilgive ham.
Han har ellers været en sød, dejlig og hjælpsom dreng, men vennerne og øllerne har jo også lokket.
Min mand er gået helt i sort, han er simpelthen så flov. Han mener, at hele omegnen taler om det. Det er nok heller ikke helt forkert. Det er faktisk ikke første gang, noget tilsvarende er sket her på egnen.
Men min mand har lukket sig inde, han går på arbejde, kommer hjem og sidder ved computeren eller foran tv, han vil ikke se nogen af vennerne eller foretage sig noget af det, han plejer. Og han nægter nogensinde at se vores søn igen.
Det skal jo nok ændre sig med tiden. Men lige nu er situationen helt låst fast. Vi skulle have fejret min mands 60-års fødselsdag til sommer, men det er aflyst. Han mener ikke, at der er noget at fejre.
Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op, og selv om du nok ikke kan hjælpe mig, kan du måske komme med et par af dine kloge tanker.
Ulykkelig mor.
Kære Ulykkelig mor.
“Elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, for da behøver jeg det mest”.
Kender du det citat? Det er vist sådan en situation, I er havnet i. Mennesker træffer dumme valg. Også vores børn, desværre.
Lige nu steger han i sit eget fedt. Skamfuld, udstødt fra flokken og på helt usikker grund. Elsk ham. Sig til ham, at han er en kæmpe idiot, men kram ham. Spørg ham, hvordan han har det. Find ud af, hvordan oplevelsen har sat sig i ham.
Lad din mand sørge lidt. Det er en sorg, når vores børn træder så meget ved siden af, for man oplever jo, at pilen peger på en selv.
Har man gjort nok som forældre, har man svigtet, siden de træffer så tossede valg? Men vi styrer ikke alt, hvad vores medmennesker gør, heller ikke vores børn. Det er summen af mange ting.
Lad din mand bearbejde sin skuffelse. Lige nu kan du ikke nå ind til ham. Du kan ikke fikse alt det her selv, men du kan træffe beslutning på egne vegne, og her vil jeg foreslå, at du fortsat rækker ud efter din søn. Det er en meget stor gave at mærke kærlighed, når man har dummet sig.
Hvor er det godt, jeres søn ikke ramte nogen eller slog sig selv ihjel. Lad de andre reparere tilliden, som de bedst kan, men du har lov til at være den mor, du helst vil være.
Varme hilsner fra Puk.
