For Daniel Svensson føltes livet dybt uretfærdigt den dag for seks år siden. Han var frustreret og ikke mindst bange. Det var der ikke noget at sige til, for han var på vej hen ad en hospitalsgang for at få sin første kemobehandling med sin mor som støtte ved siden af.
Det hele gik ellers lige så godt dengang. Daniel var 30 år og i sit livs form. Han spillede håndbold i den tyske bundesliga, var kæreste med en både smuk og begavet kvinde, kørte i en BMW med hvide lædersæder, fik nye tilbud fra attraktive håndboldklubber, og landstræner Ulrik Wilbek havde netop udtaget ham til sin bruttotrup. Men når en læge lægger ansigtet i alvorlige folder, og uddeler en kræftdiagnose bag en lukket dør, så er der pludselig ikke noget, der går godt. Som sagt: Det var meget forståeligt, at Daniel Svensson var ulykkelig og vred over livets uretfærdighed den dag hospitalsgangen.
Den lille dreng
Men så skete der noget. Midt på gangen passerede Daniel og hans mor en treårig dreng. Det blev kun et ganske kort møde. Men det kom til at få betydning igennem hele Daniels kræftforløb, og han glemmer aldrig den dreng.
”Han havde sin far i sin ene hånd. Med den anden hånd trak han et kemostativ. Hen over kemoposen sad et Batman-logo, og drengen fortalte, at han fik den her Batman-juice, som skulle gøre ham rask. Han havde ikke et hår på hovedet. Men på læberne havde han et kæmpe smil. Jeg var målløs,” husker Daniel, som stadig er taknemmelig for, at han netop mødte den dreng på netop det tidspunkt i sit liv.
”Tænk, at han bare gik der og smilede, mens jeg gik og havde så ondt af mig selv. Lige der besluttede jeg, at hvis han kunne smile, så kunne jeg også. Nu skulle jeg bare ind og have min Batman-juice og igennem det her. Jeg ved godt, man ikke må stjæle fra børn. Men jeg stjal altså noget af hans gode energi.”
Daniel formåede faktisk efterfølgende at bevare sit positive sind gennem hele sit benhårde forløb, hvor han fik kemo mod den Hodgkins Lymfekræft, der havde ramt ham. Selvfølgelig var der dårlige dage, hvor han sparkede tæerne ind i badeværelsesvæggen af ren frustration. Eller den dag, hvor han tudede i bilen, fordi han i bogstaveligt forstand havde skidt i bukserne og på de hvide lædersæder på vej til apoteket. Men de fleste dage fastholdt han optimismen og indtog sin Batman-juice.
Mistede jobtilbud
”Jeg forstår virkelig godt andre kræftpatienter, der ikke kan finde selv de mindste glæder. Det gør jeg virkelig. For det er svært at være glad, når man har det så dårligt, og mit liv var heller ingen dans på roser. Men jeg kunne mærke, at min positive tilgang betød utrolig meget for mig selv,” siger Daniel.
Han forklarer, at han i starten af sin sygdom fik tre vigtige stykker værktøj, der hjalp ham igennem.
Det ene var et forbillede i den lille dreng med Batman-juicen. Det andet kom fra en vestjysk håndboldklub.
Da nyheden om Daniels kræftsygdom begyndte at sprede sig, skete der samtidig noget med de ellers så lovende klubtilbud, som kort forinden var blevet luftet for Daniel. De forsvandt. En kræftsyg håndboldspiller er ikke en værdifuld håndboldspiller. Sandheden var brutal. Men ikke til at komme uden om.
”Det var virkelig hårdt, og jeg blev ramt af tvivl om, hvad jeg var værd både som håndboldspiller og som menneske.”
Daniel skulle altså ikke bare kæmpe for sit liv i en hospitalsseng. Han skulle også kæmpe med frygten for sin sportslige fremtid. Siden han var fire år, havde han levet sit liv i en sportshal, og nu vidste han pludselig ikke, om der overhovedet ville være et omklædningsrum at komme tilbage til.
Men én klub valgte ikke at liste ud af bagindgangen.
”En dag fik jeg en opringning, mens jeg var på vej ind på hospitalet. Den var fra Skjern Håndbold. De sagde, at de stadig troede på mig som håndboldspiller, og de ville gerne give mig noget at komme tilbage til. Det betød ekstremt meget for mig. Det betød jo, at jeg havde en håndboldbane og et fællesskab at se frem til. For mig siger det meget om den klubs menneskesyn, og det vil jeg altid være dem evigt taknemmelig for.”
Kræft for anden gang
Udsigten til at komme tilbage var i den grad med til at holde Daniel oppe. Både på de gode dage, hvor han var i stand til at gå en tur i solen. Men også på de slemme dage, hvor han ikke kunne gå ti meter for at hente sin egen mad. Eller på de rigtig slemme dage, hvor behandlingen havde gjort hans tænder så ømme, at han kun var i stand til at indtage suppe med hvide melboller, som han smeltede i ganen.
Daniel var igennem det hele. Og han var ikke kun igennem det den ene gang. To år efter han blev erklæret kræftfri første gang, blev han nemlig ramt igen. Denne gang af en anden type lymfekræft, som krævede en endnu hårdere kemobehandling, seks operationer, stamcellebehandling og stråler.
Men selv i den allerhårdeste tid blev Daniel ved med at tænke på de tre mentale stykker værktøj, som han havde fået første gang, han blev syg.
Det tredje stykke værktøj kom fra en helt uventet kant. Daniel havde tidligere spillet i Spanien, og den spanske karriere havde ikke ligefrem været et lykkeligt eventyr. Men noget godt kom der alligevel ud af det. For en dag ringede Daniels tidligere spanske manager nemlig med noget vigtigt på hjertet. Han havde selv haft kræft. Og belært af dyrtkøbt erfaring havde han et vigtigt budskab at give videre til Daniel.
”Du skal igennem et langt for forløb. Men der er kun dage derhen. Fra nu til du er færdig. Tag en dag ad gangen. Bid for bid.”
De ord huskede Daniel sig selv på. Når en dags prøvelser var til ende, var der en mindre tilbage.
”Der er kun dage,” blev hans motto. Faktisk blev de ord så vigtige for ham, at de også blev titlen på den bog, som han senere skrev om sine to kræftforløb.
En bog, hvor han ærligt fortæller om de både grimme og smukke dage. Det gør han også i sine rørende og meget åbenhjertige foredrag, hvor intet bliver pakket ind, og hvor intet er så sørgeligt og smertefuldt, at det ikke kan fortælles med en snert af humor.
Når Daniel står på en scene og beretter om sine to kræftforløb, fortæller han ikke helt den samme historie, som han gjorde til sit foregående foredrag. Ligesom på en håndboldbane kan bolden tyres i mange retninger. Men noget er dog med hver gang: Den lille, pilskaldede dreng. Skjern Håndbold. Og rådet fra den spanske manager.
”Jeg føler mig så heldig, at de tre ting lige dumpede ned i skødet på mig, da jeg havde brug for dem.”
Knæk Cancer har en særlig betydning i mit liv
Knæk Cancer har en særlig betydning i Daniels liv, fordi han selv er et bevis på, hvor meget penge til kræftforskning betyder.
”Den kræftform, som ramte mig anden gang, er der først fundet en behandling mod i løbet af de sidste 10-15 år. Var jeg blevet syg tidligere, var jeg altså ikke kommet igennem det. Jeg ved godt, at det er hårdt at se alle de personlige kræfthistorier op til Knæk Cancer, men de indsamlede penge er så livsnødvendige.”
Daniel Svensson er 36 år og er fast sport kommentator ved TV2 og foredragsholder.
Hans håndboldkarriere stoppede for halvandet år siden.
