Det er svært at få armene ned

Hvor står du i dit liv lige nu?
- I flere forskellige sammenhænge føler jeg, at jeg står på tærsklen til noget nyt: Jeg blev gift sidste år. Jeg er relativt nybagt far, hvilket åbner døren for en helt ny verden og en anden måde at tænke på. Og så er der mit professionelle liv med rollen som Rasmus i "Livvagterne". Det kan af og til være svært at få armene ned. På den anden side: Når der sker så meget, skal man også huske at være opmærksom på at spille sine kort rigtigt.

To gange Tarzan: En femårig Søren Vejby
med storebror Peter

Hvilket barndomsminde har gjort størst indtryk på dig?
- Så afgjort mit forhold til min storebror Peter. Han er syv år ældre end mig og arbejder i dag med it. Og jeg så op til ham i sådan en grad, at der gik mange år, før det gik op for mig, at han ikke var Gud. Vi havde de fedeste lege. Og frem til jeg blev teenager, var det ham, der viste mig vejen, hvad enten det handlede om fodbold, musik eller film.

Hvornår har du sidst grædt?
- Det er kun et par dage siden, og det var over en countrysang, jeg hørte i radioen. Men det kunne lige så godt have været en popsang med Nik & Jay. Jeg er en sentimental natur og temmelig påvirkelig på det område.

Hvad er dit yndlings-tv-program?
- Det er nok ikke så smart at sige det, når jeg nu er tilknyttet DR1. Men jeg er en ivrig seer, når det gælder superligafodbold.

Hvad har været den største udfordring ved at spille en af de bærende roller i "Livvagterne"?
- Det er i sig selv en udfordring, at rollen er så stor, som den er. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er god til mit arbejde og kan udfylde rollen. Men i selskab med en veteran som Tommy Kenter blegner mine tidligere bedrifter unægtelig lidt. Heldigvis er man omgivet af dygtige folk, der passer godt på en. En anden stor, men dejlig udfordring er, at serien strækker sig over så lang tid. Og det ville være løgn at sige, at jeg ikke har tænkt over den opmærksomhed, tidligere DR1-serier har fået. Der har været noget at leve op til. Men nu er de første ti afsnit i hus. Så er der kun tilbage at håbe, de lever op til folks forventninger. ?

Af Johan Isbrand

Læs også...
På eventyr i Guatemalas jungle