Da Kirsten Palmelund på 73 år gennem vinduet ser byens præst, Anne Mette Ramsgaard Johansen, komme cyklende forbi på sin letgenkendelige Christianiacykel, forsømmer hun ikke chancen til at invitere hende ind midt i fødselsdagsselskabet for hendes 82-årige mand Hans. Og præsten kvitterer med at byde på kaffe fra cyklens transportkasse. Snakken går lystigt, hyggen breder sig, og der bliver vinket, da præsten atter har sat sig i sadlen for at trille videre.
Vi befinder os i Hornstrup ved Vejle, som sammen med nabosognet Grejs udgør det område, hvor Anne Mette udøver sin præstegerning. Og det har hun blandt andet valgt at gøre på denne lidt utraditionelle måde.
– Når jeg på mine cykelture ser folk sidde og hygge sig i deres haver, byder jeg dem altid på en kop kaffe. Så får vi os bogstaveligt talt en snak om alt mellem himmel og jord, og mange fortæller mig om deres oplevelser med kirken. Jeg hører mange positive ord i den forbindelse, fortæller hun.
Den første gnist af inspiration til den mobile kirkekaffe fik hun på et kursus med en præst fra København som underviser.
Morten Korch-helten blev præst. Læs hans historie her.
– Han fortalte, at han af og til satte sig på caféerne i sit sogn og lyttede til, hvad de unge talte om. Og ud fra det arrangerede han nogle filosofiske saloner. Nu er caféer jo ikke det, vi har mest af herude på landet. Men på et tidspunkt hørte jeg, at ungdomspræsten inde i Vejle havde en Christianiacykel til salg. Han havde forsøgt sig med at stille sig op i gågaden med kassen fuld af friskbrygget kaffe og tilbudt folk en kop. Men caféerne syntes ikke, det var sjovt at få konkurrence på den måde, så der gik ikke lang tid, før han blev smidt væk. Nu har jeg købt hans cykel. Og i mine sogne er der ingen, der bliver sure.
Fik en teenagetro
Anne Mette, som er 53 år, bor selv lige ved siden af Hornstrup Kirke med sin mand, Jørgen, og døtrene, Anna og Helena på 17 og 14 år. Hun blev uddannet i præstefaget for 10 år siden. Og som man dermed kan regne sig frem til, har hun fundet sin rette hylde i tilværelsen i en moden alder. Hvordan er hun nået dertil?
Hendes første uddannelse var i hvert fald i en ganske anden boldgade: I 1991 blev hun færdig som industrilaborant.
– Uddannelsen foregik dels i Aabenraa og dels på Danfoss’ miljølaboratorium i Nordborg, fortæller Anne Mette.
Hun blev boende i det sønderjyske, men fik aldrig brugt uddannelsen til noget.
– I virkeligheden ville jeg jo arbejde med mennesker. Derfor arbejdede jeg i nogle år blandt andet på plejehjem og vuggestuer og som landpost på cykel, fortæller hun med et smil.
Familie Journals julehæfte med julekirken er snart på gaden. Læs her om sidste års julekirke.
Anne Mette peger på sin opvækst i Valsgård ved Hobro som årsagen til rådvildheden.
– Jeg er opdraget med, at man ikke skal stikke snuden for langt frem. Og min fars standardkommentar til mine planer var, om jeg nu også var sikker på, jeg havde evnerne. Sådan fik familien i sin tid talt mig fra at læse biologi.
Allerede som helt ung var hun desuden draget af kristendommen, hvilket heller ikke var sagen i landmandshjemmet:
– I stedet for en barnetro fik jeg en teenagetro, da jeg som konfirmand kom i berøring med en indremissionsk ungdomsklub. Men jeg fandt mig ikke til rette i troen. I kirken forstod jeg ikke altid, hvad præsten sagde, og mine søskende gjorde nar, når jeg talte om det, husker hun.
Uddannet til optiker
I 1995 faldt hun i toget i snak med en mand, der viste sig at være optiker – eller optometrist, som det korrekt hedder.
– Mødet inspirerede mig til at tage uddannelsen, og med en pause undervejs blev jeg færdig i 2000.
Umiddelbart inden hun kom i mål, indtraf der dog en anden skelsættende begivenhed i hendes tilværelse.
– I julen 1999 var jeg som så mange andre på ferie i mit barndomsland. Og første juledag mødte Jørgen og jeg hinanden på et dansested i Hobro. Vi kendte lidt til hinanden fra ungdommen, og han var også hjemme for at besøge familie i julen. Mødet førte til, at vi blev kærester. Og pudsigt nok viste det sig, at han ligesom jeg boede i Aabenraa.
Søren Gade kunne ikke have klaret sorgen over konens død på egen hånd. Læs hans historie.
Bare tre dage efter deres møde i nattelivet inviterede Jørgen Anne Mette med til Kina, hvor han fra oktober 2000 skulle arbejde for Danfoss i et år.
– I de mellemliggende måneder havde jeg vikariater som optometrist i henholdsvis Hellerup og på Ærø, så vi kørte vores forhold på langdistance. Da vi kom til Kina i efteråret, kedede jeg mig den første tid. Men så fik jeg arbejde på den danske ambassade, og så blev det straks mere spændende. Også fordi jeg nu ikke længere kun var i selskab med udlandsdanskere, men også lærte kinesere at kende.
Gavn af teologien
Umiddelbart inden afrejsen var Anne Mettes far død, og tabet satte sit præg på hendes tanker under opholdet i det udenlandske.
– Her var teologien til hjælp og gavn for mig, og jeg besluttede, at når jeg vendte hjem, skulle jeg læse teologi i Aarhus.
Som sagt, så gjort. Men der gik noget tid på studiet, inden brikkerne for alvor faldt på plads.
– Jeg prøvede først at gå til de bibelske tekster med en videnskabelig vinkel. Jeg ledte efter beviser for, at det, der stod, var sandt. Men sagen var jo, at teksterne strittede i alle retninger, og intet kunne bevises. Samtidig var noget blevet vakt i mig, og jeg kunne ikke bare smide det væk. Så jeg blev enig med mig selv om, at jeg bare blev nødt til at turde tro på det. Og først her gik det op for mig, at jeg havde troet hele vejen igennem, siger hun.
Danmarks måske populæreste præst er Kathrine Lilleør. Læs et par visdomsord fra hende her.
For fem år siden flyttede hun og familien til Hornstrup. Da havde hun allerede arbejdet som præst i sine nuværende sogne i nogle år.
– I begyndelsen pendlede jeg hertil, men dermed kommer man til at mangle den tætte kontakt med sognebørnene. Det gør en kæmpe forskel at kunne møde folk til daglig, fastslår hun.
Hendes to kirker er godt besøgt i betragtning af, at der er tale om små landsbysogne. Og ikke mindst hos sine konfirmander har præsten en høj stjerne.
– Man kan lære på mange måder, og jeg overhører dem ikke, som præsten gjorde før i tiden. Når vi nærmer os konfirmationen, er mange kede af, at de ikke skal gå til forberedelse mere. Af samme grund har jeg hørt, at nogle faktisk var glade for, at konfirmationerne i år blev udskudt til september, siger Anne Mette Ramsgaard Johansen.
Kirkeøl i stedet for kirkekaffe? Ja, hvorfor ikke? Læs historien her.
