Søren Gade mistede sin kone til kræft: Jeg havde ikke klaret sorgen alene

Tirsdag, 13. oktober 2020
Tekst Karin Heurlin, foto Martin Høien
Efter selv at have haft sorgen alt for tæt inde på livet tror Søren Gade nu på, at man kan dø af sorg. Det er 12 år siden hans kone døde, og han er sikker på, at han kun kom gennem tiden efter takket være sine døtre - og stor støtte fra omgangskredsen, som hjalp ham med alt fra græsslåing til dybe samtaler.

Det var lige efter en dejlig sommerferie med familien. Og lige inden den ældste datters 18-års fødselsdag. Mellem to af tilværelsens højdepunkter skulle daværende forsvarsminister Søren Gade i august 2007 tage hul på den sværeste samtale, han nogen sinde havde indledt. Hans to piger Ida og Mette skulle nu have beskeden. At håbet var ude. At deres mor ville dø af kræft.

– Inderst inde vidste de godt, at hun ville dø af sin sygdom. Men jeg havde aldrig sagt det. Og det var mit ansvar at fortælle dem det, siger Søren Gade. Han vidste kun alt for godt, at han var nødt til at tage det ansvar. For i sin egen barndom havde han oplevet det modsatte.

Bad til Gud: Lad ikke min mor dø

Som lille dreng i Vestjylland voksede han op i en velstillet familie med en far, der var direktør, og en mor, der var sygeplejerske. Men da faren begyndte at drikke og kigge efter damer og til sidst rendte fra sin familie, forsvandt al status fra det ene øjeblik til det andet, da Søren Gade og hans bror blev alene med deres mor.

Han husker stadig det brutale styrt ned ad den sociale rangstige. Og han husker, hvordan det var at møde i skolen som de eneste børn af en enlig mor. Som barn opfatter man langt mere, end de voksne tror.

Søren opfattede også tydeligt, at hans mor blev alvorligt syg, da han var omkring 10 år. Selv om ingen fortalte det til ham, så var han så bevidst om det, at han hver aften foldede hænderne i bøn til Gud: - Lad ikke min mor dø.

Læs også: Alle elsker Jimmy

Mor var den eneste tilbage

– Jeg havde en stor frygt for at miste min mor. Hun var jo den eneste, jeg havde tilbage, siger han, der nu er 57 år.

Heldigvis blev hans mor rask igen. Og heldigvis mødte hun Poul et par år efter.

– Jeg bryder mig ikke om ordet papfar. For mig blev Poul min far. Det nemmeste i verden er jo at blive far. Det tager kun et øjeblik. Det sværeste er at være far. Det tager et helt liv. Poul var en rigtig dejlig mand, og han fortjente den titel, siger Søren Gade.

Døden var hele tiden tæt på

Han har selv haft nogle tunge byrder at bære på i sin rolle som far. Da hans kone, Helle, døde i familiens hjem i Holstebro i januar 2008, stod han tilbage med døtrene Mette på 16 år og Ida på 18 år og skulle videre med et liv, hvor han skulle leve med sin egen sorg, mens han støttede dem i deres. Og mens han samtidig passede det ansvarstunge job som forsvarsminister i en periode, hvor 37 danske soldater mistede livet, mens han bestred posten.

Det var et liv, hvor døden og sorgen hele tiden var tæt på. Men også et liv, hvor Søren Gade var meget bevidst om, hvad der kom i første række hjemme i familien.

Læs også: Sonja og Benny har tilsammen tab 71 kilo

Måtte ikke knække

– Jeg skulle være der for pigerne, og de skulle kunne læne sig op ad mig. Jeg kunne ikke tillade mig at knække, for deres tab var større end mit. De havde jo mistet deres mor.

At stå der uden at knække krævede ikke bare sin mand. Det krævede også hjælp udefra, og det er en af grundene til, at Søren Gade fortæller sin historie her. Han vil gerne understrege, hvor vigtigt det er at tilbyde sin hjælp til familier i sorg. Og hvor vigtigt det er at række ud efter hjælpen, hvis man selv er en af dem, der har mistet.

Fik stor hjælp fra omgangskredsen

Han fik selv hjælp fra den tætteste omgangskreds. Og han fik også hjælp fra uventede sider, og det rører ham stadig at tænke på, uanset om hjælpen handlede om græsslåning eller om dybe og støttende samtaler.

– Jeg synes, jeg er rimelig robust. Men jeg havde ikke klaret det selv, siger han og tilføjer:

– Hvis du som ven synes, det er for hårdt at tale om sorgen, så kom forbi med en kage, eller klip hækken. Der er ikke noget, der er bedre end det andet. Men du må aldrig ringe og sige: ”Du ringer bare, hvis der er noget.” For jeg lover dig, der er aldrig noget, hvis man selv skal række ud.

Døtrenes frygt

Søren Gade rakte ud. Men han kørte også sig selv i et heftigt tempo som minister, og i farten kom han til at glemme sine egne bønner fra dengang, han som dreng bad Gud om, at hans mor ikke skulle dø.

Nu var det jo hans døtre, der stod tilbage med kun én forælder. Og frygten for at miste deres far fyldte mere, end han forstod.

En dag pegede Ida på et modermærke på hans ryg, da han kom ud fra badet.

- Hvad er det? spurgte hun, hvortil Søren Gade lidt kækt svarede: - Det ved jeg da ikke. Det sidder jo på min ryg.

Det var ikke en tid til kække bemærkninger. Og det var ikke en tid til sløseri med sit eget helbred. Det indså Søren, da han en dag i ministeriet fik en opringning fra sin meget bekymrede datter. Nu skulle han altså få det modermærke tjekket. Han havde gjort sin egen datter bange.

Lillesøster Mette havde også frygten for at miste sin far.

- Du er for tyk, og du lever for usundt, sagde hun en dag til ham.

Også den bemærkning fik Søren gledet lidt muntert af på. Men han forstod alvoren, da Ida vendte rundt og pegede på ham med en stiv pegefinger og sagde:

- Jeg tilgiver dig aldrig, hvis du ikke er der til at følge mig op ad kirkegulvet.

Den dag stod Søren tilbage med en klump i halsen og en indsigt i sine døtres frygt, som han ikke kunne tilsidesætte.

– Min datter var ikke flov over en tyk far. Hun var bange for at miste mig, fordi jeg var den eneste, hun havde tilbage. Det var pinligt for mig som far, at jeg ikke havde taget mere hensyn til det, erkender Søren Gade.

Megen sorg at bære

Der var mange hensyn at tage i den periode. Og der var megen sorg at bære.

I løbet af ni uger sad han ni gange i en kirke til den sidste afsked med et menneske. Først bisættelsen af Helle. Kvinden, som han havde delt livet med i 25 år. Til hendes bisættelse faldt Sørens papbror om med en hjerneblødning og døde, og kort efter mistede Søren sin moster. I samme periode kom seks faldne soldater hjem i kister, og som forsvarsminister skulle han både holde tale og se de knuste familier i øjnene.

– Det var mennesker, der havde mistet en søn eller en ægtefælle, og det må være så rædselsfuldt, at man slet ikke forestiller sig det. Det handlede selvfølgelig ikke om mig, men det påvirkede mig meget. Jeg kunne jo spejle mig i deres smerte.

Vetokortet

Når Søren Gade ser tilbage, kan han godt tvivle på, om han tog den rigtige beslutning, da han valgte at fortsætte som forsvarsminister efter Helles død. Men det gjorde han. Sådan var det. Det var faktisk først i julen 2009, at han kom på andre tanker. Og igen var det døtrene, der ruskede op i de tanker.

– De mente, at jeg havde mistet mit gode humør, og at jeg kun fysisk var til stede. ”Du er helt væk fra pladen,” som de sagde.

Han husker ordene tydeligt. Ligesom han tydeligt husker døtrenes meget konkrete udmelding: ”Far, du skal stoppe som minister.”

Det var ikke bare et forslag fra Ida og Mette. Det var en ordre. De havde trukket vetokortet. Et kort, de havde arvet fra deres mor.

Ingen tid at spilde som kræftsyg

Vetokortet kom ind i familien, da Helle blev syg. Når en kræftdiagnose rykker ind i ens liv, forstår man pludselig, at tiden ikke skal spildes. Man har ikke 2.000 lørdage og nye chancer foran sig. Derfor besluttede Helle og Søren, at de begge til enhver tid kunne trække vetokortet, hvis de havde planer om noget, som en af dem egentlig ikke havde lyst til.

Det er ingen hemmelighed, at det var Helle, der oftest trak kortet, for Søren er en ægte selskabspapegøje, der helst ikke går glip af en munter aften, men han respekterede det altid uden suk eller brok. Ligesom han respekterede det, da hans døtre hev kortet frem i julen 2009.

Lange gåture langs Vesterhavet

I februar 2010 stoppede han som forsvarsminister.

Derefter begyndte et helt nyt liv i et helt nyt tempo og med utrolig mange og lange gåture langs Vesterhavet, hvor Søren Gade har sommerhus i Vedersø Klit.

Ida og Mette var begge flyttet til Aarhus for at læse, så det var ikke for deres egen skyld, at de havde bedt deres far om at stoppe. Det var for hans. Og det er Søren Gade dybt taknemlig for i dag.

– Det var en kæmpe omvæltning, og jeg fik sorteret ud i mine venner og bekendte. Jeg fandt i hvert fald ud af, hvem der blev ved med at være der for mig, når jeg ikke længere var minister. Men det var godt og rigtigt at stoppe. Det gav mig tid til at reflektere. Tid til at være der for mine børn. Og tid til at komme i form. Jeg kom helt sikkert styrket ud af det.

Tænker på den raske Helle

Det er nu 12 år siden, Helle døde. Sorgen har fundet en naturlig plads i familien, hvor der siden er kommet to svigersønner og et lille barnebarn til. Når Søren tænker på sin afdøde kone, ser han ikke længere den syge Helle. Han ser hende, han forelskede sig i. Hende, han fik sine børn med. Og hende den raske og glade kvinde, han havde et langt og lykkeligt ægteskab med.