Ditte Hansen er en af landets sjoveste skuespillere. Det har hun blandt andet bevist i tv-serien “Ditte og Louise”, der også blev til en spillefilm, og i utallige revyer – senest sommerens udgave af Cirkusrevyen, hvor hun sprang til som vikar for Merete Mærkedahl. Og der er ingen tvivl om, at den 51-årige skuespiller ville være et hit som underholdende indslag ved enhver firmajulefrokost, men den type job har hun dog i årevis konsekvent undgået.
– Jeg gjorde det somme tider i begyndelsen af min karriere, og det var ikke min kop te. Sagen var jo, at folk altid havde fået nogle genstande indenbords, og nogle troede af samme grund, at de kunne være mindst lige så sjove som underholdningen. Det var de typer, jeg kæmpede med om opmærksomheden. Og de kunne finde på at råbe ting, jeg slet ikke kan gengive i et pænt familieblad. Af og til fik jeg den tanke, at de nok skulle have hyret en stripper i stedet, siger Ditte.
Hun er dog sikker på, at meget har ændret sig siden dengang.
– Der er sket en vis kulturændring med #MeToo. Men jeg kommer næppe til at tage ud for at efterprøve det. Nu om stunder har jeg råd til at vælge ting fra. Og jeg foretrækker helt klart jule-arrangementer, hvor det handler om hygge og fællesskab. Som de julesaloner, vi nu i to år har holdt i ”Mens vi strikker’’-regi.
”Mens vi strikker” er titlen på en podcast, som Ditte laver sammen med kollegerne Trine Gadeberg og Christiane Gjellerup Koch, og som fra tid til anden munder ud i en strikkesalon – i højtiden kaldet en julesalon.
– Så sidder folk og strikker sammen, mens vi underholder med julesange. Og som prikken over i’et er der portvinssmagning. Vi har allieret os med Jeppe fra firmaet Vinimondo, hvis kone er blandt vores lyttere. Han præsenterer julens gode portvine. Og jeg må sige, at min egen interesse for portvin i hvert fald er blevet tændt. Det er en dejlig og undervurderet drik. Ikke mindst den pink variant, fastslår Ditte.
Strik rimer på drik
Seneste skud på ”Mens vi strikker”-stammen er en bog, der givetvis vil finde vej ind under mange danske juletræer i år. Ud over strikkeopskrifter indeholder den livsfilosofi og små anekdoter fra de gæve kvinder.
– Og så har vi krydret den med nogle opskrifter på drinks. Strik rimer på drik – apropos vores portvinssnak, smiler Ditte.
Det faktum, at hun er ivrig strikker den dag i dag, er i øvrigt direkte forbundet med julen:
– Strikkeriets kunst bliver typisk givet videre fra én generation til den næste, og for mit vedkommende har jeg lært den af min farmor. Hun var familiens strikkeekspert og strikkede i øvrigt til os alle sammen. Hendes frembringelser lå hvert år under juletræet indpakket i kulørt papir. Og gaven til mig var altid noget særligt. At det var et stykke tøj af den ene eller den anden slags, sagde sig selv. Men der medfulgte altid en omhyggeligt udført miniatureudgave til en af mine dukker. Jeg syntes, det var det sejeste i hele verden at have dukker, der var klædt som mig selv. Og netop den idé har jeg medtaget i vores strikkebog, hvor jeg ikke bare giver opskriften på en poncho, men også på ”den uundværlige Barbie-poncho”.
Hjemmestrikkede julegaver
Ditte ser strikketrenden som en modreaktion på det stressede liv med mobiltelefoner og skærme, som de fleste er fanget ind af.
– Vi kalder det strikketerapi. Vores overstimulerede hjerner har godt af at kede sig indimellem. Og som skuespiller med et arbejde, der til tider godt kan føles lidt vel luftigt, vil jeg gerne tilføje, at det er tilfredsstillende at producere noget så håndgribeligt som en sweater. Jeg giver selv mange hjemmestrikkede julegaver nu om stunder. At strikke er tidskrævende, men i mine øjne er der noget smukt ved, at man forærer folk sin tid.
Ditte er gift med kollegaen Benjamin Boe Rasmussen. De bor på en husbåd i Sydhavnen i København og er forældre til Thor og Asger på 24 og 20 år.
– Juleaften går lidt på skift mellem min søster og mig, men jeg regner med, at vi skal holde den hos os i år. Måske kommer min svigerfamilie også. Vi får både flæskesteg og fjerkræ. Vi veksler mellem and og gås, og jeg er helt åben for begge modeller, så længe den brune sovs fuldender hele herligheden.
Afskeden med far
Julepynten er aldrig gemt langt væk hos Ditte. Den ligger nemlig i slagbænken i stuen. Og der er mange hjemmelavede sager imellem. Skuespilleren og hendes familie har nemlig en hyggelig tradition med at fabrikere julepynt med deres gæster i løbet af juleaftensdag.
– Den tradition har jeg også med mig fra barndommen. Gave nummer 24 i pakkekalenderen var nemlig altid af gør det selv-typen, så vi børn kunne få tiden til at gå med noget på en dag, hvor vi var ved at dø af spænding.
Hvad angår julesangene, har Ditte det sådan, at jo flere, hun kan få lov til at synge, jo bedre.
– Jeg elsker både samlerne og de sjove sange. Jeg kan blive ved, og jeg vil helst synge samtlige vers. Min mor havde det præcis på samme måde, og vi tog endda forskud på det lillejuleaften. I dag er det noget, jeg må kæmpe hårdt for. Hverken min mand eller drengene deler min begejstring. Lige den tradition har jeg ikke det store held med at videreføre, griner hun.
For fem år siden lagde en mørk, trist skygge sig over en af årets bedste dage, da Dittes far gik bort selve juleaften.
– Heldigvis var min søster der. Vi sad ved hans side hele dagen. Han var ikke ved bevidsthed, og vi ventede kun på, at det uundgåelige skulle ske. Ved 18-19-tiden om aftenen besluttede vi at tage hjem for at holde juleaften. 10 minutter senere døde han, og vi ville selvfølgelig gerne have været der. Men vi havde hele tiden været indstillet på, at hans død måtte fylde, hvad den fyldte, og at juleaften ikke blev nogen fest. Vi måtte på den anden side heller ikke gå helt i sort. Børnene var der jo også, og det var jul.
Nu er alt omkring julen som bekendt i forvejen fyldt med minder om barndom, forældre og bedsteforældre. Og denne juleaften kom på alle måder til at stå i Dittes fars tegn.
– Alt, hvad han plejede at sige og gøre hvert år, blev hele aftenen igennem kaldt frem for vores indre blik. Vi mindedes ham kort og godt, og i virkeligheden var det hele så fint, som det kunne blive, når det nu skulle være, siger Ditte Hansen.
