Tilbage i 2016 sad Ditte Hansen i Tivolis Glassal og så forestillingen ”Dirch” om Dirch Passers liv. Foruden en række kendte karakterer medvirkede også en ung og smuk dansepige, som løb tværs over scenen i sine netstrømper og hvinende modtog et klask i numsen.
Bortset fra et enkelt skrig var hun fuldstændig tavs og havde ikke en eneste replik. Alligevel efterlod hun masser af støj hos Ditte.
– Det kunne da ikke være rigtigt, at de ikke gjorde noget mere ud af hende, for hun var jo en karakter, siger Ditte, der som så ofte før valgte at dele tankerne med sin mangeårige veninde og makker, Louise Mieritz.
– Det fik os til at tale om kvinder til pynt og hele den konvention, hvor man sådan drysser smukke, tavse kvinder ud over, for at tingene bliver pæne at kigge på. Det var lysten til at give de her kvinder en stemme, som satte noget i gang i os, siger Ditte.
Dirch Passer som statist
I 10 år arbejdede hun på Cirkusrevyen, og fordi hun var skuespiller, havde hun sin egen garderobe. Men lige derovre på den anden side af gangen kunne hun ane de såkaldte dansepiger i deres dansegarderobe, og ellers kunne hun i hvert fald høre dem. De både festede, grinede og skændtes.
– Louise og jeg talte om, at der var benzin i det rum, der var basis for historier, siger Ditte.
Kort efter hendes oplevelse i Glassalen kastede de sig derfor over det, der nu er blevet til tv-serien ”Dansegarderoben”. Serien foregår i midten af 1970’erne i Cirkusrevyen, og her følger man de kvinder, der ellers altid bare har været til pynt omme bag de ”rigtige” stjerner.
Stjerner som Dirch Passer, Preben Kaas og Jørgen Ryg. De optræder også i serien, men dem kender vi jo allerede et hav af historier om, fortæller de to skabere. Undervejs overvejede de, om stjernerne fra den tid burde få andre navne, så de ligesom resten af persongalleriet var fiktive personer. Men nej. Det var simpelthen for spændende at gøre Dirch Passer til en statist.
– Der er en særlig energi i, at vi kender dem og elsker dem, og det var dem, det hele handlede om dengang, men nu drejer vi altså kameraet den anden vej og retter det i stedet mod de otte baggrundsdansere. Hvem er de her piger? Og hvad er deres historier? spørger Louise og fortsætter:
– De har alle sammen nogle hemmeligheder, som de skammer sig over, og som de ikke vil dele med hinanden, fordi de har lært, at det kommer der ikke noget godt ud af.
Fokus på fysisk vold
I forbindelse med tilblivelsen af serien har Ditte og Louise talt med en række kvinder, som var dansere i Cirkusrevyen tilbage i 1970’erne, og flere af dem nævnte specifikt fysisk vold. Enten var de selv blevet udsat for det, og ellers kendte de nogen, der var.
– At danse rundt i en bikini når man er på arbejde og så få bank, når man kommer hjem, det er så kontrastfyldt og så grotesk. Men også virkelig spændende, for hvordan overkommer man det? spørger Ditte.
Derfor har de valgt, at deres hovedkarakter, Sussie, som spilles af Marie Bach Hansen, lever i et både psykisk, men også fysisk voldeligt ægteskab med sin datters far. Og selv om det fylder alt i hendes tilværelse, fortæller hun det ikke til nogen.
– Serien handler om den tavshedskultur, som vi i virkeligheden stadig har i dag. Vores kultur vil hele tiden finde ting, vi skal skamme os over, og så lukker vi ofte i og skammer os over det alene. Sussie skal lære, at hun ved at række ud til andre måske rent faktisk kan ændre på sin situation. Sammen er vi stærke. Det er vores udsagn, siger Louise.
Kreativt forelskede
Ditte og Louise har været stærke sammen, lige siden de mødte hinanden i 2008. Det skete på Nørrebro Teater i forbindelse med forestillingen ”Kvindernes hævn”, hvor de spillede sammen.
– Vi svingede bare skidegodt, og der blev vi kreativt forelskede. Vi begyndte at skrive tekster til Cirkusrevyen, og nogle år senere fik vi lyst til at lave en tv-serie sammen, ligesom vi så alle mændene gøre, siger Louise.
Komedie-tv-serien ”Ditte og Louise”, som fik premiere i 2015, var skrevet af Ditte og Louise selv, der også, som navnet indikerer, spillede de to hovedroller. Seriens to sæsoner blev i 2018 fulgt op af biograffilmen af samme navn.
– Humor er så vigtigt i alle former for relationer, og når man deler humor, er der kort vej hen til også at blive venner, for humor er jo en måde at se verden på, siger Louise.
– Vi tager jo benzin fra vores eget liv og følelsesliv med i vores arbejde, og Louise og jeg deler så meget, når vi sidder sammen og arbejder, så det bliver en stor, flydende masse. Jeg tror, hun ved alt om mig, tilføjer Ditte.
Guldet ligger i samarbejdet
Deres arbejdsproces er frem for alt en samtale, fortæller de. En jævnbyrdig samtale og en konstant dialog. Gennem den snak opstår en masse spørgsmål, og pludselig en dag møder den ene op med en idé.
– Vi sidder altid sammen, både når vi finder vinkler, men også når vi skriver, for tingene bliver til i et rum mellem os, siger Louise.
– Ja, vi er bevidste om, at vores force ligger et sted mellem os i det, vi skaber sammen. Det var ikke blevet det samme, hvis jeg havde lavet det alene, og det var ikke blevet det samme, hvis Louise havde lavet det alene. Guldet ligger i, at vi laver det sammen, siger Ditte.
De har en fælles, gylden nøgle til samarbejdet, som består i at sige ja til det, den anden kommer med. På den måde skaber de sammen et åbent og kreativt rum, hvor ingen siger nej, og hvor der er plads til al slags input.
– De dialoger, jeg har med Ditte, ville jeg jo aldrig nogensinde have med mig selv, fordi jeg har en selvcensur. Det er nok indbygget i os alle at være selvkritiske, og i det kreative rum er det det værste, du kan være. Så mine idéer vokser kun af, at jeg kan dele dem med hende, siger Louise.
For i deres fælles rum er der trygt, og der kan de sige alt uden at være bange for at lyde dumme. De ved, at den anden altid vil lytte nysgerrigt og åbent.
Ikke de yngste, men de bedste
Foruden at være forfattere og instruktører på serien har de to skuespillere desuden hver en rolle. Louise spiller Cirkusrevyens koreograf, Tutter, som samtidig er mor til en af dansepigerne, mens Ditte spiller Kate, som er mor til hovedkarakteren, Sussie.
– Vi havde lyst til at sætte mødre i spil som en del af problemet, for de kan komme til at videregive noget arv, som på en eller anden måde ikke er opbyggende for i dette tilfælde deres døtre, siger Ditte.
Tutter er kvinde i en mandeverden, og måske derfor fastholder hun også et hierarki, for hun er en af drengene og desuden ret hård ved danserne. Hos karakteren Kate fornemmer man derimod tidligt en arvesynd i forhold til at blive misbrugt, som Kate måske er kommet til at give videre til Sussie, forklarer de.
Rollerne var egentlig ikke skrevet til Ditte og Louise selv. De var heller ikke skrevet til nogen andre, men materialet måtte komme først. Hvis det ikke havde været rigtigt med dem i rollerne, var det selvfølgelig blevet nogle andre.
Duoen har desuden haft en øget bevidsthed på alderen på de otte skuespillere, der udgør dansepigerne. I virkelighedens verden var dansepigerne mellem ca. 16 og 25 år, men Ditte og Louise havde mest lyst til bare at vælge de kvinder, der var bedst til rollerne. Blandt skuespillerne er der således både kvinder i 20’erne, 30’erne og 40’erne.
– Der er en tendens til, at kvinder typisk spiller ældre, end de er, fordi man gerne vil have det unge udseende ind i sin film. Selv om du kun er 35, kan du godt være gift med en karakter på 60 og desuden havde en teenagesøn på 18. Men vi har altså gjort det modsatte og sagt, lad nogle ældre skuespillere spille nogle yngre kvinder, siger Ditte.
Dobbelt debut
Det gælder for dem begge, at det er første gang, de instruerer, og selv om de beskriver det som en fed oplevelse, kalder de det også for enormt udfordrende.
– Der har da været tidspunkter, hvor man har haft lyst til at lægge sig ned og råbe “hvornår kommer der en voksen?” griner Louise.
Men som de har oplevet det mange gange tidligere, bliver alting nemmere af, at de til sammen har fire øjne og ikke to. Samtidig er de enige om, at de er stærkere, når de har hinanden.
