Efter angst og brug af antidepressiv medicin: Yoga gav mig glæden tilbage

Hanna Permin havde egentlig styr på livet. Hun var i fuld gang med sin kandidatuddannelse i sygepleje, var gift, havde en lille datter, og familiens hus i Valby var ved at blive totalt renoveret.

Men noget var rivende galt.

– Jeg havde det jo ad h… til, men kunne ikke rigtig sætte fingeren på noget, fortæller den 42-årige yogalærer, der blandt andet er vokset op under frie rammer i det økologiske storkollektiv Svanholm på Sjælland.

– Meningen var jo, at det skulle være et fedt sted for børn, og det var det også, men de voksne havde bare meget travlt med alle mulige andre projekter, og stedet var altid fyldt med virkelig mange mennesker.

Hannas forældre blev skilt, da hun var et år, og både hendes mor og far fik nye kærester og hver tre børn. Derudover har hun en storebror.

– Da jeg gik i tredje klasse, flyttede vi med min mor til en lille by i Jylland, og det var jeg faktisk rigtig glad for, for efter årene på Svanholm ville jeg bare gerne være så almindelig som muligt.

Men mine klassekammerater syntes alligevel ikke, at jeg var helt almindelig, for vi var jo tilflyttere og levede på en lidt anderledes måde. 

Et par år senere gik Hannas mor og hendes søskendes far fra hinanden, og Hannas mor ville flytte tilbage til sit fødeland Sverige, fordi Hannas mormor var døende.

– Jeg fik så valget: Sverige eller tilbage til Svanholm? Det var nok det sværeste valg, jeg har skullet foretage i mit liv. Jeg var 11 år – hvordan skal en 11-årig dog kunne vælge? Men jeg valgte Svanholm, hvor min far stadig boede. Jeg boede hos ham et halvt år, indtil jeg savnede min mor og søskende så meget, at jeg ville flytte op til dem.

De næste tre år boede Hanna i Sverige og nåede i femte klasse at gå i hele tre forskellige skoler.

– Det var et hårdt år, hvor min mormor, som jeg holdt meget af, også døde.

Læs også: Ida hjælper andre unge med angst 

Det første angstanfald

Da Hanna var 16 år, flyttede familien igen til Danmark og boede i en landsby tæt på Svanholm.

– Jeg boede der et år, hvorefter jeg tog på efterskole og blev siden ung pige i huset. Jeg følte, at jeg skulle lidt ud af rammerne og familien, og da jeg blev 18 år, flyttede jeg til København, hvor jeg har boet siden.

Skønt mange flytninger og skolegang i seks forskellige folkeskoler føler Hanna sig ikke rodløs.

– Jeg har aldrig været i tvivl om, at mine forældre elskede mig, og det gør en ret stor forskel. Jeg er blevet meget ressourcestærk takket være dem.

Som storesøster blev Hanna også begavet med et meget stort omsorgsgen.

– Det viste sig på mange måder, blandt andet havde jeg som ung et fritidsjob, hvor jeg arbejdede med udviklingshæmmede, og jeg tog uddannelsen som sygeplejerske, fordi jeg ville ud at redde verden.

Efter et år på Hvidovre Hospital og Rigshospitalet læste Hanna videre og tog en kandidatgrad i Århus. Derefter fik hun job som underviser på en sygeplejeskole.

– Jeg havde mødt min eksmand Søren, og vi havde fået vores lille datter Lærke. Jeg ville gerne have født hende hjemme, men det endte med et kejsersnit på hospitalet, og det kom til at betyde, at jeg ikke rigtig oplevede den dér euforiske lykke over at blive mor. Jeg fik mit første angstanfald lige efter fødslen, og jeg tror, at jeg havde en uopdaget fødselsdepression.

Hannas tilstand blev ikke bedre af, at hun to gange efter fødslen blev gravid uden for livmoderen.

– Første gang 10 måneder efter fødslen og så igen fire måneder efter, begge gange med operation til følge.

Hanna fik at vide, at hun uden æggeledere bare kunne få fertilitetsbehandling, hvis hun ønskede flere børn.

– Det gjorde jeg, og vi prøvede uden held, hvilket sammen med færdiggørelsen af min kandidat var medvirkende til, at jeg måtte sygemeldes af stress fra mit job som underviser. Da det ikke lykkedes mig at blive gravid, stoppede jeg med hormonmedicinen og fik det ekstremt mærkeligt. Få uger efter bad jeg min læge om en henvisning til en psykiater og begyndte så at tage antidepressiv medicin. 

Efter en lang sygemelding sagde Hanna sin stilling op og gik arbejdsløs i en periode, blev skilt, fik deltidsjob som klinisk underviser på Rigshospitalet og tog en yogalæreruddannelse.

Læs også: Har du prøvet yoga? 

Den værste tanke

– Jeg fandt en god, kvindelig psykiater, som jeg nu har gået hos i otte år, og hun har simpelthen været en klippe i hele mit forløb.

Hanna har flere gange gennem de otte år forsøgt at kæmpe sig ud af den antidepressive medicin.

– Jeg har jo altid tænkt, at det skulle være noget midlertidigt, men hver gang, jeg prøvede at holde op, fik jeg det bare endnu værre end før. Så voldsomme angstanfald, at jeg ikke havde lyst til at leve. Dengang vidste jeg ikke, at det var abstinens-symptomer, og de var så vilde, at jeg tænkte, at jeg var psykisk syg. Det var meget skræmmende.

En anden følelse, der fulgte med kampen, var skam.

– Mens jeg kæmpede med angstanfald og søvnforstyrrelser, var der den dér skrækkelige skamfølelse, og i kortere perioder havde jeg det så dårligt, at jeg ikke kunne være der for min datter. Heldigvis har jeg min mor og min eksmand, som begge har været vigtige støtter for mig.

Læs også: Efterskole med fokus på selvværd

Lidt af et mirakel

Den største hjælp fandt Hanna dog, da hun stiftede bekendtskab med restorativ yoga.

– Det er den blideste form for yoga, der findes, og den tilbyder en velfortjent pause fra sindets evindelige uro. For første gang følte jeg, at jeg kunne lave noget, der gav mig energi i stedet for at tage energi fra mig, og det var lidt af et mirakel. Jeg mødte nogle lærere, der inspirerede mig både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt, og selv om det lyder frelst, vil jeg sige, at det føltes – og stadig føles – som små åbenbaringer.

Arbejdet med yogaen overbeviste Hanna om, at hun havde fundet sin vej.

– Yogaen giver mig den styrke og ro, der skulle til for, at jeg endelig kunne komme helt ud af den antidepressive medicin. For tre år siden sagde jeg op på Riget og blev selvstændig yogalærer. De sidste to år har jeg sammen med en anden kvinde drevet et lille yogastudie i Valby, der hedder ”Yoga med vinger”. Jeg vil rigtig gerne give andre i samme situation den støtte, som skal til for at komme ud af stress, angst, medicin eller andet.

Hanna har ingen fastlåste holdninger til antidepressiv medicin.

– Er det nødvendigt i en periode at lægge et medicinsk låg på, så fred være med det. Men vil du ud af det, skal der kæmpes og findes hjælpere. For mig lykkedes det at skabe en balance i mit liv, men jeg kunne ikke have gjort det alene.

- Mine hjælpere har været mine nærmeste, min psykiater, en farmaceut, en osteopat, en massør, min yogalærer med flere. Nu kan jeg endelig leve sammen med min datter med en grundliggende følelse af glæde. Endelig er jeg fri af frygten for ikke at være god nok. 

Restorativ yoga

Du kan læse mere om den blideste form for yoga på yogamedvinger.dk.