For nu at bruge 56-årige Ulla Meyer Bæks egen formulering, er der ikke meget tilbage af den store, stærke mand, hun mødte i 1989 og har været gift med i 30 år. Nok er han fortsat mere end to meter høj. Og nok har han en ekstraordinært god dag, da Familie Journal lægger vejen forbi huset i Farsø, hvor ægteparret har boet siden foråret. Men vi kunne lige så godt være kommet på et tidspunkt, hvor Knud Erik, 63, var sengeliggende og ude af stand til at deltage i interviewet.
– Et enkelt forkert vrid med kroppen betyder for mig, at jeg kan blive nødt til at lægge mig resten af dagen og tage stærke smertestillende piller, siger han.
Det hele begyndte med en arbejdsulykke 28. oktober 2008. Knud Erik var på arbejde som skraldemand, og det var tidlig morgen og mørkt.
– Ved et af husene var der nogen, som havde gravet et hul på godt en meter i dybden der, hvor skraldespandene plejede at stå. Knud Erik faldt i hullet, og umiddelbart kom han ikke videre til skade. Men 14 dage senere havde han så stærke smerter, at han ikke kunne rejse sig fra sengen, fortæller Ulla om det, der viste sig at være en diskusprolaps, og som kom til at binde hendes mand til sin seng i et halvt år.
I første omgang blev skaden forsøgt behandlet med fysioterapi og øvelser. Men da Knud Erik blev scannet i Frederikshavn, og diskusprolapsens størrelse blev fastslået, valgte man alligevel at operere ham i maj 2009.
– Operationen førte i første omgang en bedring med sig. Men så begyndte hans krop at danne arvæv, der klemte på rygsøjlen, gav ham føleforstyrrelser i højre ben og voldsomt ondt i ryggen, husker Ulla.
Følgesygdomme
At bevæge sig omkring føltes ifølge Knud Erik ”som at gå på nåle”. Og oveni medførte hans mange sygedage, at han blev fyret som skraldemand. Han har dog siden fået erstatning.
– Nu begyndte det langvarige forløb, hvor de med jobcentrets og lægernes hjælp skulle afklares, hvor meget jeg kunne arbejde. I 2011 fik jeg bevilget mit første fleksjob som pladsmedarbejder i et tømrerfirma. Det var på 12 timer om ugen, og det er det antal timer, jeg fortsat har i dag, siger Knud Erik.
De seneste tre år har han tre af ugens dage arbejdet på Plejecenter Højgaarden i Farsø. Hans helbred er dog særdeles svingende, og de mange komplikationer, der er stødt til i årene efter ulykken, har kun forværret tingene.
– I foråret 2015 blev jeg ramt af både prostatakræft og små blodpropper i hjernen. Oveni fik jeg lymfødem, hvilket er betegnelsen for store mængder vand i benene, som følge af at lymfesystemet er ødelagt. Problemet var så voldsomt, at jeg fik en kompressionsmaskine installeret herhjemme. Den skulle jeg ligge i tre gange om dagen, og jeg bruger den fortsat. Jeg har oplevet at tabe 12 kilo, når benene er blevet drænet, fortæller Knud Erik.
Siden 2018 har også hudinfektionen rosen været et problem for ham. Blandt andet har de støttestrømper, han har gået med på grund af de førnævnte problemer med vand i benene, dannet kraftig varme, som har givet infektionerne gode betingelser.
– Det har medført, at Knud Erik er blevet indlagt i syv-otte dage ad gangen og har fået penicillin via drop. Det værste er dog, når hans feber stiger så hurtigt, at han simpelt hen besvimer. Det kan ske hvor som helst, og det er voldsomt og bestemt ikke ufarligt, når en mand af hans størrelse pludselig falder om på stedet, siger Ulla.
Skolelærer og pårørende
En mand i Knud Eriks sundhedsmæssige tilstand er naturligvis berettiget til hjælp af forskellig art. Reglerne kan dog til tider være noget besværlige:
– Han er for eksempel berettiget til hjælp til ortopædiske sko. Men fordi han har fleksjob, er det jobcentret, der skal betale hans arbejdssko, og han skal til Frederikshavn for at få taget aftryk til dem. Hjælp til private sko får han til gengæld via Hjælpemiddelkontoret i kommunen, og dem skal han til Aalborg for at få taget mål til. Der er ingen, der siger, det skal være nemt!
Nogle dage kan Knud Erik uden problemer sætte sig ind i bilen og transportere sig selv rundt. Andre gange må hans hustru træde til som chauffør. Som man kan regne ud, har Ullas liv i det hele taget været påvirket af de skiftende tilstande, hendes livsledsager har befundet sig i siden sin arbejdsulykke. Hun arbejder på fuld tid som lærer på Løgstør Skole, 25 kilometer fra hjemmet.
– Heldigvis har jeg en god skoleleder, der er sød til at give mig fri, hvis jeg eksempelvis skal fragte Knud Erik et sted hen. Andre gange er det nok, at jeg hjælper ham med at finde adressen og taster den ind på hans gps.
Hendes mands ustabile helbred har dog i årenes løb gjort hende ængstelig på hans vegne:
– Knud Erik synes generelt, jeg ringer hjem til ham lidt for ofte. Og en dag, hvor han ikke tog telefonen, endte jeg med at ringe til naboen og bede hende om at gå ind og se efter, om han lå besvimet et sted. I virkeligheden var det mig, der havde kludret i det og glemt, at han den dag havde en aftale hos tandlægen.
Dårlig samvittighed
Det værste for Ulla er dog den dårlige samvittighed, hun jævnligt er plaget af, i og med at hun ikke altid kan befinde sig i umiddelbar nærhed af sin mand.
– Selv når jeg er på kursus eller tager på en lille ferie uden Knud Erik, hvilket han bakker fuldt og helt op om, har jeg det skidt med det. Derfor var det en lettelse for mig, da jeg på sundhedscentret fandt en folder om kurset ”Lær at tackle hverdagen som pårørende”.
– Jeg fik en snak med koordinatoren, og det endte med, at jeg kom på et kursus i foråret. Det foregik en gang om ugen over seks uger med to en halv times undervisning hver gang. Vi var fem på holdet, og selv om aldersspredningen var stor, og vores ægtefæller fejlede vidt forskellige ting, viste det sig, at vores problemer var ens. Alle kunne nikke genkendende til følelsen af altid at skulle have overblikket og være ovenpå samt følelsen af jævnligt at tilsidesætte egne behov. Det er ting, jeg nok har kunnet tale med venner og familie om. Men her sad jeg over for mennesker, der havde prøvet problemerne på egen krop og forstod hinandens følelser til bunds. Det fællesskab, jeg her oplevede, har gavnet mig meget og kommer mig fortsat til gavn i den tilværelse, Knud Erik og jeg har sammen, siger Ulla Meyer Bæk.
