Ensomme – det er da sådan nogen, som sidder helt alene i en etværelseslejlighed uden kontakt til familie og venner, ikke sandt?
Jo, det er det muligvis, men det var også Marina indtil for et par år siden. Hun havde godt nok mand, barn og rækkehus, men mærkede alligevel en dyb længsel efter også at have veninder i sit liv.
– De veninder, jeg havde haft, havde jeg skubbet fra mig, fortæller Marina Strauss, 36 år. Hun er ikke til omsvøb og søforklaringer – hun siger tingene, som hun ser dem. Også selv om hun selv er i den mindre flatterende rolle.
– Jeg var en møgkælling, siger hun for eksempel, når hun skal beskrive sig selv i en bestemt periode af sit liv.
Læs også: Helle og Eskild nægtede at tie om konkurs
Tæt på mor
Ensomheden kan have været en slags blind passager på hele Marinas livsrejse, men den dukkede for alvor op på dækket, da hendes mor døde efter et aggressivt kræftforløb i 2006.
For hendes mor var den faste støtte, som Marina altid kunne spille bold op af. De to kunne gå på café og tale sammen som veninder det ene øjeblik og det næste skændes, så det bragede. Engang i Marinas teenageår gik det så vidt, at hun skiftede navn til Anne Nicka bare for at tirre den mor, som hun jo egentlig elskede.
I huset i Nakskov boede også far og to ældre brødre, men ellers havde familien Strauss ikke verdens største kontaktflade.
– I skolen var jeg en enspænder. Jeg blev mobbet en lille smule, for jeg var ikke den højeste og heller ikke den, som var længst fremme i skoene. Jeg var hunderæd for at række hånden op, for jeg var stemplet som dum til det hele, konstaterer Marina.
Læs også: - Vi kender begge til ensomhed
Venner fra dag ét
Først da hun kom i specialklasse i 8. skoleår, blev hun set, forstået, accepteret og anerkendt og fik venner fra dag ét.
– Det er så dem, jeg skubbede fra mig, da min mor døde, opsummerer hun.
I dag sidder hun i sit og Joakims rækkehus i Herlufmagle. Deres 15-årige datter, Cecilie, ligger teenageramt på sit værelse, og cockerspanielen Big Mag gør forgæves forsøg på at virke farlig.
Faktisk har Marina knap nået at pakke ud efter en femdages tur til Bornholm med tre veninder. For nu er Marina et helt andet sted i sit liv. Hun har udfordret sig selv og opnået det, hun ønskede. Men vejen var unægtelig lang…
Meget vred
– Min mor blev indlagt i november 2005 og døde tre måneder efter. Og derefter gik det hurtigt ned ad bakke for mig. Jeg blev fyret, fik en depression og et mavesår omtrent samtidig, fortæller Marina.
– Min far og mine brødre har ikke haft samme behov for at tale om min mor, og selv om jeg kunne tale med Joakim, var det ikke nok. De veninder, jeg havde bevaret fra specialklassen, mistede jeg kontakten til, for jeg gav jo ikke noget tilbage, erkender hun.
Gang på gang svarede Marina ”alt er o.k.”, når veninderne spurgte til hende. Selv om alt aldeles ikke var spor o.k.
– Jeg blev en anden personlighed. Meget mere vred. Det hele var SÅ uretfærdigt. Jeg affærdigede folk, for jeg ville klare det hele selv. Men jeg havde jo i virkeligheden brug for at tale med andre, siger hun om paradokset.
Møgkælling
Over for sin datter holdt hun facaden, men Joakim boede pludselig sammen med en ”møgkælling”, som altid ville have tingene på sin egen bestemte måde.
– Jeg var sur uden at have noget at være sur over. Jeg kunne blive pernitten over selv de mindste ting, siger hun.
Humøret svingede op og ned, mens vægten kun gik opad, og selvværdsfølelsen nedad.
Jobbet var røget, for som social- og sundhedshjælper kunne hun ikke få lov til at tale så meget med de gamle, som hun gerne ville.
– De havde jo brug for at sludre, indskyder Marina og tilføjer: – Og det havde jeg også selv.
Men sådan spillede klaveret ikke i kommunen, og Marinas tur ned ad bakken var begyndt.
At det efter en hel del år begyndte at gå op igen, har hun først og fremmest sig selv at takke for. Fordi det for et par år siden gik op for hende, at der kun var én, som kunne ændre retningen, og det var hende selv.
Læs også: Anette fandt sin far
Vi lever kun én gang
– Jeg vidste jo godt, at jeg var ensom, og at jeg gik glip af en masse i livet. Vi lever som bekendt kun én gang, så der var ikke andet for, end at jeg måtte blive mindre sur og i stedet se alt fra en mere positiv vinkel, siger hun.
Hendes nye indstilling fik hende til at tage chancen, da hun på Facebook læste om Værket, Røde Kors’ netværk for voksne mellem 30 og 60 år.
– Hvis det ikke var noget for mig, kunne jeg jo bare lade være med at komme igen, siger hun.
Det første møde i maj 2016 i Næstved blev dog til mange flere møder, og Marina har fået en masse redskaber til, hvordan man bliver bedre til at møde andre og bevare kontakten. Hvordan man præsenterer sig selv, og hvordan man smalltalker. Måske barnemad for mange, men nødvendigt for Marina.
– Her har jeg mødt en flok kvinder, og vi mødes nu også uden for Værket. Flere af de andre har ikke brug for at komme i Værket mere, men jeg fortsætter og har også meldt mig som samarit i Røde Kors, fortæller hun.
Læs også: Ulla fandt sin mor og sin halvlillesøster
Møgkællingen kan stadig dukke op
Pigen, som engang var så dum, så dum, at hun ikke turde svare på lærernes spørgsmål, er nu også blevet aktiv slægtsforsker og læser op og ned ad stolper om gamle dage og slægtninge.
På jobbet som køkkenmedhjælper kan hun også følge med, uanset om det gælder om at smøre sandwich eller pjatte og lave jokes med kolleger og kunder. Tre gange ugentlig motion og cykelturen til og fra arbejde holder både vægten og humøret i ave.
– Møgkællingen kan godt dukke op en gang imellem, men når det sker, må jeg lige skære mig selv tilbage, siger Marina og ler højt.
For selv om hun kun er 36 år, har hun taget en beslutning for resten af livet.
– Jeg har ikke tænkt mig at dø ensom!
