Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
Første gang, Anette talte med sin far, græd han og fortalte, at han elskede hende og altid havde haft hende i tankerne. Det var lørdag 12. august 2000 kl. 16, og Anette havde inden da røget 20 smøger på ingen tid og sørget for, at andre passede hendes to børn.
Med rystende fingre drejede hun de mange cifre i det engelske nummer på sin røde drejeskivetelefon og var både bange for, at John Meisler, hendes far, ikke tog telefonen – og at han tog den.
Den samtale blev kulminationen på 19 års søgen – og det blev samtidig startskuddet på Anettes nye liv.
Læs også: Slægtsforskning gav Linda to mødre
I dag skriver 53-årige Anette H. Hallev fra Køge med jævne mellemrum ”bingo” på Facebook, og det er ikke, fordi hun er en haj i den lokale bankoklub.
Udbruddene bunder i meget mere end en halv flaske snaps og juleænder – det er ren glæde over, at hun igen har kunnet give andre danskere den samme lykkefølelse, som hun selv oplevede dengang i 2000. For siden dengang har Anette gjort det til sin særlige hobby at opspore savnede familiemedlemmer – og hun er blevet så dygtig til det, at hendes Facebook-side Genforening/Peoplesearch har over 3.000 medlemmer.
– Det helede mig at finde min far og møde ham. Hans liv har været både forfærdeligt og spændende på én gang, og der er mange paralleller til mit eget liv, siger Anette, der nåede at få ti år sammen med sin far, inden han døde som 65-årig.
L (link fjernet)æs mere om Anettes eftersøgningstjeneste på hendes egen hjemmeside (link fjernet)
Hendes forældre blev skilt, da hun var spæd, og først da Anette var 12 år, fandt hun ud af, at hendes biologiske far var en anden end den mand, hun var vokset op med, og som hun aldrig havde følt nogen tilknytning til. Hendes mor ville ikke rigtig fortælle noget, og først da Anette som 14-årig rodede i skufferne i stuen, fandt hun sin fødselsattest og så, at hendes far hed John Meisler.
– Jeg begyndte at lede efter ham på den barnlige måde. Jeg slog hans navn op i andre byers telefonbøger, siger Anette med et lille smil. For verden har unægteligt ændret sig fra de analoge muligheder, som hun voksede op med, og til nutidens digitale, hvor vi kan finde rigtig mange oplysninger uden så meget som at linde på bagdelen.
Helt uventet og umotiveret fik hun en ledetråd, da hun som 17-årig var flyttet hjemmefra og havde sin mor på besøg i den nye lejlighed i Københavns nordvestkvarter. ”Din farmor bor derinde,” sagde hendes mor pludselig og pegede på en lejlighed i naboopgangen.
– Jeg ville så gerne tale med min farmor, men jeg turde ikke. Faktisk var jeg over et halvt år om at tage mig sammen til at banke på hendes dør. Det har jeg så lært af, og siden da har jeg aldrig ventet så længe, siger Anette lakonisk.
Læs også: Søstrene Conny og Laila fandt hinanden
Farmoderen åbnede kun døren på klem, og selv om hun var venlig, kunne hun ikke hjælpe meget, for hun havde selv mistet kontakten til sønnen. Men hun vidste, at han var maskiningeniør og havde arbejdet på olieboreplatforme. Han havde også drevet en pub i midtengelske Leeds sammen med sin nu afdøde kone.
– Dengang tænkte jeg ikke over, at jeg i virkeligheden havde fået mange informationer, som jeg kunne være gået videre med. Der gik en del år, hvor jeg ikke arbejdede med sagen, men da jeg fik børn, og igen da jeg kom i den der sædvanlige krise, som mange kommer i midt i 30’erne, blev jeg optaget af at finde min far.
Læs også: Mette blev Årets Taber 2018
Her er vi nået til 1998, og Anette var omkring en clairyovant, diverse registre og eftersøgningstjenester og den danske ambassade i London. Hun var så småt begyndt at blive fortrolig med internettet, men det var faktisk på helt gammeldags facon, at Anette selv fik bingo:
– Jeg indrykkede en lille annonce i Yorkshire Post, og en medarbejder ved sømandskirken i Hull mente at vide, at en af deres flittige kirkegængere måtte være John Meisler...
Anette skrev ikke i annoncen, at det var en datter, der søgte ham – for dengang som nu er hun meget opmærksom på ikke at ødelægge familierelationer.
– Heldigvis viste det sig jo, at jeg ikke var en hemmelighed, at min far havde gået med et billede af mig i sin pung i alle de år. Faktisk bar han på en enorm anger over, at han ikke havde gjort mere for at kontakte mig. Han havde sendt et brev, men det var kommet retur. Han var ikke god til at bevare relationer og var på mange måder én stor undskyldning for sig selv, siger Anette.
Læs også: Slægtsforskning gav Birgit mange svar
I ti år var kontakten mellem de to tæt, men også præget af, at de boede i forskellige lande og ikke havde økonomi til hyppige rejser. Alligevel betød det alt for dem begge – og John indgød Anette mod og selvtillid til at dygtiggøre sig i disciplinen at finde savnede familiemedlemmer.
Og det har hun gjort så effektivt, at hun bare inden for de seneste fire år har kunnet skrive ”bingo” på Facebook-væggen hele 1.581 gange. Hun har samlet en solid gruppe på 15-16 andre nysgerrige, der har hver deres spidskompetencer i de forskellige søgemaskiner, folketællinger, registre og slægtsforskningsportaler.
Læs om en af Anettes genforeningssager: Ulla fandt både mor og lillesøster
– Det giver en kæmpe glæde at kunne føre folk sammen som i Ullas tilfælde. Lige inden jeg skal ringe til nogen for at fortælle dem, at vi har fundet en søster, bror, mor eller far, er jeg helt oppe at køre. For jeg ved, at det kan være et afgørende øjeblik i deres liv. Man bliver healet og får fred – jeg ved det jo fra mig selv.