Kære Puk
Først tusind tak for en skøn brevkasse.
Jeg ”arver” Familie Journal fra min svigermor og slår direkte op på dine sider. Ofte er de det eneste, jeg læser. Jeg nyder din brevkasse på to måder, for jeg læser indlægget og overvejer mit svar, før jeg læser dit svar. Vi er ofte enige om svaret.
På den anden side − og oftest når jeg har en stærk og fast mening om et indlæg − læser jeg dit svar og får lidt at tænke over, fordi du tit bringer flere nuancer og perspektiver ind i mit svar. Og jeg kan godt lide at blive udfordret i mine synspunkter på en så konstruktiv måde, som du gør det.
Læs også: Svigerfamiliens rigdom går mig på
Ud over en masse velplaceret ros har jeg et spørgsmål. Du skriver ofte, at folk er velkomne til at skrive igen, så I kan se på en ny problemstilling eller skrive sammen.
Mit spørgsmål er derfor, om du svarer alle, som skriver til dig, selv om det ikke kommer i bladet?
Mette
Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg ved, at jeg aldrig bliver god nok til min far
Kære Mette
Jeg er simpelthen så glad for dit brev. Det er virkelig en god måde, du bruger brevkassen på. Genial idé at vende svaret med sig selv før man læser mit. Jeg håber, at andre læsere også får lyst til den leg.
Og så til dit spørgsmål. Jeg svarer stort set alle, der skriver. Der kan være enkelte breve, der bliver sorteret fra på grund af mærkeligt eller upassende indhold, men ellers kommer langt de fleste breve med.
Når jeg skriver, at folk er velkomne til at skrive tilbage, så er det, fordi et problem ofte skal løses i flere etaper. Hvis man for eksemepl overvejer at flytte fra sin mand eller skal have fortalt sin søster, at man ikke længere vil tromles, så er der flere trin i at nå derhen, hvor man ser resultater.
Derfor råder jeg som regel til noget, man kan gå i gang med her og nu. Får brevskriverne så brug for råd til næste etape, kan de skrive tilbage.
Læs også: Stol trygt på min brevkasse
Jeg får nogle gange en hilsen fra en brevskriver, som bare skriver for eksempel: ”Tak for dit råd. Jeg har skiftet job.” Eller: ”Tak for dit råd. Jeg fulgte det, men vi er desværre stadig uvenner.” De breve sætter jeg ikke i bladet, fordi der kan være gået meget lang tid, fra brevet var i bladet, til responsen kommer, og det er pladskrævende at skulle opsummere problematikken, så læserne kan huske det første brev. Så de breve svarer jeg personligt med en lille hilsen.
Men ellers kan man ikke skrive uden at få sit brev i Familie Journal. Det er ikke sådan, at jeg har en lang, efterfølgende korrespondance med folk og følger dem, når de har været i bladet.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Nyheder om terror gør mig angst
Det er af og til underligt, for nogle breve sætter sig fast, og så går jeg faktisk og spekulerer på, om de problemer bliver løst. Men jeg tror, at en af grundene, til at begrebet brevkasse overlever i vores moderne tid, hvor alt andet ellers skiftes ud, er, at det er uforpligtende, og at selve processen i at sætte sig ned og formulere sine problemer mange gange giver svaret i sig selv.
Bedste hilsner fra Puk
