En ode til Orøs pris

Tekst: Jakob Zobbe
Mel.: Den gamle skærslippers forårssang

Der oer Ø ud i Isefjorden
de gamle siger, det gav dig navn.
Da ufredstider var her i Norden,
som forpost sendte du bud ved bavn
fra Borrehoved, når bålet brændte,
man vidste fjenden kom her til vands,
og andre "bjerge" det vidre sendte,
vi stadig mindes ved vort Sankt Hans.

På Stenbjerg bakke hvor borgen stander,
til kongelige der gæster kom,
i Salvig snækker tilforn her lander,
vort skønne kors er nu vidne om.
Om "Barber" gik der så vilde rygter,
var konen heks? Eller bare viis?
med overtroen man disse frygter,
de tit var slangen i paradis.

Og landbrug endnu - fra nord til sønder -
der drives stadig, nu er det blot
en lille skare af stovte bønder,
der dyrker jorden, men gør det godt.'
Om "marginaljord" - der ikke gavner,
det har vi klaret. På det der sand
der dyrker vi jo nu "Københavner",
der trives også med sparsomt vand.

Som Østre Færge - med fritidshuse
i lange rækker, det ligger skønt,
med lyse birke, hvor vinden suse
og tætte graner, der står så grønt.
Ved Salvigs enge - ud i det lave,
hvor småt man høsted' af karrig jord,
det ligner også en dejlig have,
hvor træer og buske så frodigt gror.

Men var vi borte ved andre strande
og kom til Orø omsider frem,
da deler freden, så snart vi lande,
her føler sjælen, den har sit hjem.
For Orø er dog den plet i Norden,
som netop tager den største pris,
da du er skønnest af alt på jorden,
så er du bare - Mit Paradis.

Indsendt af Karen Frederiksen, Orø

Se også:
Sange fra de danske øer