Spisebordet i den frederiksbergske lejlighed bugner af mad – ost, æg, brød, ketchup, grødris, syltetøj, dåsetomater, chips og meget mere – og man kunne tro, at Fabian Vennekilde og hans kæreste, Josephine Jonasen, havde været ude at handle til en stor fest.
Men det er ingenlunde tilfældet. Den store overflod af mad er såmænd kun et lille udsnit af, hvad parret stort set hver eneste nat henter rundt omkring i byens affaldscontainere.
– Fænomenet ”at skralde” er ikke noget, vi har fundet på, fortæller den 30-årige kok, der har dedikeret sit liv til kampen mod madspild.
– I nogle år efterhånden har de fattige i Danmark kigget dybt i supermarkedernes containere for at finde mad, og min egen bevidsthed omkring at skralde blev vækket, da jeg for seks år siden skulle i lære som kok. Jeg ville gerne købe nogle råvarer og stå at skære i og lave mad af.
- Jeg spurgte min far, om han kunne låne mig 10.000 kroner til at begynde kokkelivet, men han sagde, at hvis andre kunne uden at låne, kunne jeg også, så det måtte jeg selv finde ud af. En kammerat spurgte så, om jeg havde prøvet at skralde. Nej tak, jeg sku fa’me ikke finde min mad i en container!
Læs om Linda-Maria, der syr gratis kugledyner til autistiske børn
For hundens skyld
Pudsigt nok blev det Fabians beagle-hund, der ledte ham på sporet til hans nuværende lidenskab.
– Den blev syg og skulle have piller, så der skulle leverpostej til, som jeg kunne putte pillerne i. Tilfældigt så jeg ved en container uden for Aldi fire kasser med seks leverpostejer i hver. De var iskolde og både lugtede og smagte fint, så dem snuppede jeg nogle af.
Nu var Fabians nysgerrighed vakt.
– Jeg begyndte at skralde og blev fuldstændig lamslået over den madmassakre, der sker hver eneste dag i Danmark. Derudover fandt jeg jo tøj, sko og alle slags råvarer. Folk fattede ikke, hvordan jeg pludselig havde alt, og min far trak mig da også til side og bad om en forklaring. Jeg måtte fortælle ham, at jeg fandt det hele.
Læs også: En tyv stjal Ullas bil og hund: Da Oscar blev bortført
Skralder hver nat
De efterfølgende år levede Fabian af at skralde.
– Efter fem et halvt år som skralder blev jeg også udlært kok og fik følelsen af, at jeg var nødt til at gøre noget ved al det madspild. Nu havde jeg selv haft glæde af det og kunne ikke bare se til længere.
Fabian oprettede en Facebook-side.
– Lynhurtigt væltede det ind med følgere – folk, der var enige, og som også selv gerne ville gøre noget ved problemet – og da jeg en nat fandt 17 svinemørbrader, der ikke fejlede noget som helst plus en stor pose nyt tøj, lavede jeg en lille video af det og lagde den på min Facebook-side. Den blev set af ikke mindre end 475.000.
Læs også: Kaj laver tyskundervisning på nettet
Stop madspild!
For Fabian og Josephine er det vigtigste faktisk ikke, at den kasserede mad kommer andre til gode.
– Det er selvfølgelig dejligt, men den største grund til, at vi bruger stort set hver nat på at skralde, er for at råbe politikerne op. Få nu stoppet det madspild!
Fabian bemærker, at der er ganske mange aspekter i problemet.
– Vi taler om, at indlandsisen smelter, og vi skal have vores CO2 ned og alligevel fortsætter vi med at overproducere. Vi køber varer, der bliver dyrket i lande langt væk og bruger ressourcer på at få transporteret dem herop. Tag for eksempel avocadoer – det koster halvtreds liter vand at dyrke en enkelt avocado i Columbia, hvor jeg selv er adopteret fra.
Umoden bliver den transporteret fra farmen til et lager, hvor den køles ned, siden køres den til et skib og transporteres til Spanien eller Holland, hvor den ligger i modningskamre et par uger, og først da føres den til et stort lager i Danmark, indtil den til sidst havner i Føtex. Tænk, hvad det koster! Og når man så i en container finder 30 avocadoer, der blandt andet har kostet 1.500 liter vand, så bliver man frustreret.
Læs også: Kvittede topjob og fulgte hjertet: Charlotte laver kærlige måltider til mennesker i krise
Smed alt ud
Udover mad skralder Fabian og Josephine også nonfood-varer.
– Dyner, puder, trøjer, underbukser, bind, tamponer, fuglefrø, viskestykker, håndklæder, arbejdstøj, parfume. Du kan ikke nævne noget, vi ikke har fundet i en container. Otte par spritnye børnegummistøvler, som en børnehave fik. En pædagog fortalte, at de har børn, hvis forældre ikke har råd til at købe gummistøvler … Ligeledes fandt vi 50 pakker babymad, som løb på dagen.
- Vi ringede til Mødrehjælpen, og fem minutter efter kom de og hentede det hele. Vi har sågar fundet pakker med salt. Jeg bruger salt i min profession for at sørge for, at andre varer ikke fordærver, for pokker!
Listen over udsmidte varer er lang.
– Stearinlys med et lille hak i, som Kirkens Korshær får og smelter om til nye lys. Vi har også en veninde, der for eksempel ved, hvordan man laver udsmidt brød om til pasta. Jamen, kun fantasien sætter grænser, fortæller Fabian.
Det var lige før, grænsen var nået for Fabian og Josephine, da de for nylig reagerede på et tip om en Tiger-butik, der skulle lukke.
– Vi blev ringet op af nogen fra vores store netværk, og da de begyndte at sende små videoklip af, hvad der foregik, susede vi af sted. Hele butikken blev smidt ud. Vi hentede simpelthen alt, transporterede det hjem i vores lejlighed, som blev fyldt til bristepunktet og inviterede alle til at komme og hente, hvad de kunne bruge.
- Penalhuse, blokke – alt, hvad du kan forestille dig. Vi fandt 250.000 enheder, og 350 mennesker kom op i vores lejlighed og hentede ting. Folk stod i kø ned på gaden.
Læs også: Familie Journal deltog: Kom med til garnbanko
Stopper ikke kampen
Det groteske i situationen har Fabian en forklaring på.
– Det er billigere at smide det hele ud og sende det til forbrændingen end at bruge ressourcer på at få det fordelt til andre Tiger-butikker eller forære det væk. Samme forklaring kan findes hos de store supermarkeder, ligesom der længe har været en skatteteknisk detalje omkring ikke-solgte varer. Firmaerne skal betale moms af varer, de forærer væk, men ikke af varer, de smider ud. Giver det mening?
I det hele taget giver det store madspild ingen mening for Fabian og Josephine, der er fast besluttet på at fortsætte ”kampen”.
– Vi stopper ikke med at råbe op, før tingene bliver ændret, for vi ved jo, at der i dag er børn i Danmark, der må gå sultne i seng, og alligevel fortsætter vi med at smide brugbar mad direkte i skraldespanden. Det er en skandale.
