Kirsten Malmborg, 64 år, lader rutineret fingrene stryge over siderne i det glitrede postordre-magasin. Fra siden med nålepuder med uglemotiver i korssting forbi opslaget med store, ekstravagante stramajbilleder og videre til billederne af den broderede årstavle. At stil og teknik skifter, som hun vender siderne, er måske ikke lige til at se for det utrænede øje, men for Kirsten er det som at kunne smage forskel på eget og mors hjemmebag:
I knap 42 år har hun som broderidesigner været en del af maskinrummet bag det broderi, der kan købes i håndarbejdsbutikker både herhjemme og i udlandet.
− Jeg kan med det samme se, hvem der har lavet hvad. Vi designere har hver vores stil og hver vores forkærlighed for forskellige slags motiver. Et af mine favoritmotiver er dyr og især heste, fordi jeg har redet i mange år, siger hun og stopper ved siden med årstavler.
− De bliver solgt i Sverige. I 20 år har jeg lavet årstavler med et lille vintermotiv. Folk samler på dem, så jeg er lidt en kendis i nabolandet, siger Kirsten med et smil og ryster på hovedet.
En hjerneblødning fik Birgitte til at skifte spor: Fra jordemor til bedemand
Perfekt pausejob
Faktisk var det slet ikke planen, at hun skulle vie sit liv til håndarbejde. Nej, hun kunne hverken sy eller brodere dengang i 1977, hvor hun ved et tilfælde faldt over en annonce i lokalavisen.
Med overskriften “Designer søges til Cewec-broderier” var det i stedet tænkt som et perfekt pausejob for den tegneglade Kirsten. Hun var 21 år, nyudklækket student, gravid med sit første barn og skulle bare have tiden til at gå, inden hun kunne søge ind på jordemoderuddannelsen.
− Jeg kunne godt lide at tegne, for det har jeg altid gjort. Så bildte jeg mig selv ind, at jeg vidste alt om korssting. Det gjorde jeg jo ikke, men det lærte jeg heldigvis hurtigt.
Hun hiver en stor, råhvid dug frem på bordet, som på sin vis er symbol på, hvorfor broderiet alligevel kom let til hende. De bittesmå huller i stoffet, der tilsammen danner et smukt mønster, er hendes mors værk.
− Jeg kiggede hende over skulderen som barn, men jeg turde ikke kaste mig over det, for man skulle være meget nænsom.
Læs også: Louisa Lorang: Friheden i mit job er det bedste
Sygehjælper på halv tid
Selv om Kirsten pludselig blev dus med både korssting, små detaljer og broderinåle, var hun ikke fra den ene dag til den anden overbevist om, at hendes oprindelige plan måtte vige for de kreative udfoldelser.
− Dengang var der silketryk, og det var på gammeldags manér, hvor man tegnede flere farvelag ad gangen. Det var virkelig kompliceret, men det var ikke “det”, jeg ville. Jeg ville stadig være inden for sygehusvæsnet, fortæller hun.
Hun endte da også med at tage en uddannelse som sygehjælper, og i en håndfuld år arbejdede hun halv tid i kitlen og halv tid ved tegnebordet, indtil hun ikke længere kunne undvære at være fuldtidskreativ. Broderiet kunne hun ikke slippe, og nu arbejder hun fuld tid ved broderifirmaet Permin i Rødovre.
Læs også: Danmarks mest populære færdselsbetjent: Jeg brænder for mit arbejde
Sjovt at se udviklingen
På førstesalen i rækkehuset i Islev uden for København har Kirsten indrettet sit arbejdsværelse. Med malertuber, pensler, arbejdsborde og tegnepapir i alverdens afskygninger er det et slaraffenland for Kirsten, som lægger størstedelen af sin arbejdstid her, selv om hendes arbejde i det 165 år gamle broderifirma kun ligger få kilometer væk.
For mellem egne kreationer og med katten listende omkring benene har hun ro til at være kreativ i sit helt eget tempo, ligesom hun kan sætte sig til arbejdsbordet, når de gode idéer begynder at rumstere hen på aftenen eller i weekenden.
− Jeg elsker at sidde alene for mig selv. Når du designer broderi, skal du virkelig researche meget ved at kigge i blade, på internettet og så videre. Jeg kan sidde og undersøge i flere timer, og pludselig kommer en masse idéer væltende. Den ro, jeg har herhjemme, er guld værd.
Med sin spinkle krop vimser hun fra den ene ende af værelset til den anden. Fra tegnepulten, hvor hun tegner og maler akvarel, når det er mere komplicerede mønstre, som skal skabes, og hen til computeren, hvor hun kan tegne mere simple motiver direkte ind i et online system.
Med stolt mine fortæller hun, hvordan idéen først bliver tegnet for sidenhen at blive lagt på et særligt stykke ternet papir, hvor opskriften bliver til. Derefter sendes opskriften til opsyningstest.
− Det er ikke mig, som sidder og broderer, men jeg designer broderierne. Min chef kan for eksempel fortælle mig, at jeg skal finde på nogle løbere og puder, og så står det mig frit for, om jeg vil lave blomster, dyr eller andet. Så laver jeg måske to-tre forslag, og jeg kan godt lide den frihed.
− Det er sjovt at se den udvikling, der sker fra blødstregstegningen, til det bliver syet. Hvordan det ser ud på et stykke stof, for det kan være noget helt andet, siger hun og åbner sit tegneprogram på computeren. Det er et værktøj, der gør arbejdet lettere, men Kirsten holder alligevel ofte fast i at tegne i hånden, for så har hun en bedre føling med detaljerne.
− Jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke skulle tegne broderi, for jeg synes stadig, det er så sjovt at se udviklingen fra start til ende. Det, du ser på skærmen, er fint nok, men det ser alligevel anderledes ud, når det kommer retur fra sydamen. Så hvis der mangler noget i øjnene eller ansigtet, kan jeg godt lide at sidde og nørde med det, til de får det helt rigtige udtryk.
Læs også: Kærlighed på vestjysk/østgrønlandsk
Fandt kærligheden
Kirstens øjne lyser op, når hun fortæller om processen fra idé og tegning til det færdigsyede produkt, hvor opskriften er helt perfekt. Men lige så meget, hun går op i broderiet, lige så vel ved hun, at interessen nogle gange godt kan fylde lige vel meget, og det er både godt og skidt.
− Jeg har lært min datters ældste på 8 år at sy korssting, og hun syntes, det var sjovt. Min søns pige på 9 år kan også godt lide det. Så sidder vi med nogle kæmpestore syrammer, for at de kan få det igennem, fortæller en synlig stolt bedstemor, inden succesen må vige for afvigelsen − naturligvis med et glimt i øjet:
− Min familie synes også, jeg er lidt skør og en nørd. Når vi er på ferie, skal jeg altid ind og kigge i souvenirbutikker og håndarbejdsbutikker for at se, om der er noget, jeg kan blive inspireret af. Så sukker min mand, eller også går han et andet sted hen, siger hun med en klukkende latter, da hendes mand, Arne, egentlig slet ikke burde kunne få nok af broderi.
Og dog. For ligesom det meste andet i rækkehuset i Islev har deres forhold også et lille islæt af broderi. Kirsten og Arne begyndte at få et godt øje til hinanden, da de for 25 år siden arbejdede i samme broderifirma. Hun designede, han var i trykkeriet, og da Kirsten skiftede til et andet firma, fulgte Arne med.
− Han arbejder i pakkeafdelingen og sender mine ting ud. Vi går ikke op og ned ad hinanden, for jeg er herhjemme, og han er i firmaet, så vi er alligevel to forskellige steder, bemærker Kirsten. Og dét har sine klare fordele.
− Det gode ved det er, at når der er noget fysisk, som skal bringes frem og tilbage til afdelingen, tager han det med. Så det bliver ikke godt den dag, han går på pension, han er jo lige fyldt 68, siger Kirsten og lukker tegneprogrammet på computeren. Til den tid må hun selv tage turen frem og tilbage, mens han holder skansen hjemme.
