Kære Puk
2. juledag fik jeg den for mig værst tænkelige julegave, da min søn hen over julefrokosten med begejstring i stemmen fortalte, at han håbede at blive udsendt som soldat her i løbet af 2017!
Jeg vidste godt, at han var glad for at være i militæret, men det kom helt bag på mig, at han nu er parat til at drage i krig.
Og med alt det, vi har været vidner til af krig ude i verden, er jeg virkelig bange for, at der sker ham noget, når og hvis han bliver sendt til et land langt væk, hvor bomberne flyver om ørerne på folk.
Hans far – min mand – døde desværre for et par år siden, og ud over min søn har jeg to døtre, begge ældre end min søn, og de og deres mænd blev som jeg overrumplet, da sønnike fortalte om sit håb for det nye år.
Svigersønnerne kunne dog godt forstå ham, mens hans søstre bakkede mig op i bekymringen for hans liv.
Jeg har siden gået rundt om mig selv og kan slet ikke forholde mig til, hvad fremtiden måske byder mig – os.
Min søn er single, 22 år, og har forsøgt at berolige mig med, at der ikke sker ham noget, når og hvis.
Men det preller fuldstændig af på mig – angsten har grebet mig.
Kære Puk, hvordan ville du tackle det, hvis din søn gav dig samme besked?
Åh, jeg håber, du kan give mig nogle argumenter, der måske kan få ham til at blive hjemme.
Gerda
Kære Gerda
Jeg bor sammen med en tidligere jægersoldat, så måske er jeg ikke den rigtige at spørge – eller også er jeg.
Jeg kan virkelig godt forstå din bekymring, og at du er bange.
Jeg kender en del soldater samt hustruer og forældre til udsendte, og alle går med den angst, du nu mærker komme snigende.
Men hvis din søn vælger at gøre karriere i militæret og blive udsendt, så kan det ikke nytte noget, at du ikke støtter ham 100 procent.
Han skal drage ud i verden med selvtillid og viden om, at hans mor bakker ham op og stoler på ham.
Han skal vide, at du er der, når han kommer tilbage, og at du er klar til at tage imod ham og hjælpe ham gennem det, han har brug for at bearbejde, når han er sikkert tilbage i Danmark.
I vores land behandler vi slet ikke vores soldater med samme respekt som i mange andre lande.
Jeg bliver glad og stolt, når jeg ser, at danskerne går sammen og ærer betjenten Jesper Jul, der i 2016 blev dræbt i tjeneste, men jeg bliver samtidig bedrøvet over, at vi ikke giver vores soldater samme opmærksomhed, når de ofrer sig for Danmark.
Verden er desværre i forandring, og vi bliver nødt til at se anderledes på virkeligheden og være stolte af de unge mennesker, der drager ud.
Du bliver nødt til at acceptere, hvis din søn vil afsted.
Du får intet ud af at sige, at du ikke synes, han skal.
Gå i dialog med ham. Spørg ham, hvorfor han vil udsendes. Lyt til hans argumenter.
Jeg tror, at du gennem jeres samtale vil få øje på en stærk, ung og modig mand, der tror på en sag og dermed rejser sig over ”bare” at være din søn.
Jeg kan love dig, at jeg ville have det fuldstændig som dig, hvis min Robin ville afsted, men jeg ville også være klar over, at det var hans valg, og min opgave i den sammenhæng ville være at være stærk.
Som sagt kender jeg mange udsendte soldater, og de er alle sammen kommet hjem igen.
Hvis din søn tager afsted, vil jeg råde dig til at søge ind i et fællesskab med andre pårørende til udsendte.
Det er rart at blive forstået i den periode, udsendelsen står på.
Held og lykke med ham – og husk at være stolt af din dreng.
Kærlig hilsen Puk
