Jeg har svært ved at give mig hen til det mystiske. Spøgelser og tidligere liv virker simpelthen for utroligt til at være sandt. Det må være den del af hjernen, der styrer logikken, som siger sådan, for der er også en anden del, som gerne vil tro på, at der er mere mellem himmel og jord.
Men i dag skal den på eventyr.
Min spirituelle tur begynder med en køretur til Ruds Vedby. Her holder clairvoyant Dorte Brighton til. Dorte er 52 år og har 32 års erfaring med clairvoyance og healing. De seneste 10 år har hun levet af sine evner.
– Det tidligste minde, jeg har, er fra 3-års-alderen. Der havde jeg en mand stående inde på mit værelse. Jeg kan huske, at jeg ikke var bange for ham, men jeg vidste heller ikke, hvad han ville.
Jeg har aldrig rigtigt kunnet overgive mig til den spirituelle verden, men samtidig vil jeg gerne tro, at der er mere mellem himmel og jord.
Dorte har inviteret mig til en såkaldt sjælerejse, hvor vi skal forsøge at føre mig tilbage til tidligere liv ved at sende mig i en trance. Jeg har aldrig prøvet sådan noget før. Det mest alternative, jeg har prøvet, er akupunktur, så jeg har ingen idé om, hvad der venter.
Da jeg ankommer, møder Dorte mig i døren. Hun er smilende og imødekommende, og snakken går, mens jeg orienterer mig. Til højre er rummet med briksen, jeg skal op på senere. Det er en klassisk massagebriks med lidt tæpper og puder. I rummet til venstre er der indrettet et samtalerum. Her står to bløde stole, små borde, hvor der står skåle med snacks og fade med krystaller. Derudover er rummet dekoreret med store grønne planter, drømmefangere og englefigurer.
Galleri: Fra spirituel skeptiker til håbefuld
Fade med sten krystaller, klokker, engle og duppeditter pynter i Dorte samtalerum.
Fade med sten krystaller, klokker, engle og duppeditter pynter i Dorte samtalerum.
Fade med sten krystaller, klokker, engle og duppeditter pynter i Dorte samtalerum.
Gammel sjæl
Inden selve seancen går i gang, sidder vi i de bløde stole og snakker. Her fortæller Dorte mig om nogle af de ting, som allerede er kommet til hende fra hendes åndelige vejledere. De fortæller hende om mit liv nu, og hvordan jeg har været i mange af mine tidligere liv. Hun kan også, gennem den åndelige verden, mærke, hvor gammel min sjæl er.
– Det tidligste årstal, der kommer op, er 812, men det kan sagtens være, at din sjæl er endnu ældre, siger hun.
Jeg synes, det er lidt svært at forstå. Tilsyneladende farer vores sjæle op og ned fra kroppe her på jorden, og at jeg tilsyneladende har gjort det, i hvert fald i 1.210 år, er svært at bearbejde. Måske kan Dorte se, at jeg har lidt svært ved at rumme informationerne. Hun uddyber:
– Vi er her på jorden, fordi der er en læring, vi skal have. Når vi så dør, kommer vi op i universet, hvor vi gennemgår det liv, vi har været i. Vi ser på den læring, der var, og hvad vi måske skal ned for at gennemgå igen.
Med det sagt går vi ind ved siden af, hvor briksen står. Dorte beder mig lægge mig til rette. Jeg får en pude i nakken og et tæppe over mig, og så begynder vi.
Seancen
Mine øjne er lukkede, og jeg trækker vejret dybt, som Dorte har bedt mig om.
– Nu skal du tælle baglæns fra 300 – du tæller bare inden i dig selv, instruerer hun med rolig stemme.
Jeg tæller langsomt og koncentreret: 300, 299, 298 … Da jeg når til omkring 288, kommer næste opgave fra Dorte.
– Samtidig med, at du tæller, tænker du på, hvad du har lavet de seneste dage. Jeg ved godt, at der sikkert går lidt kludder i det hele nu, men bare rolig, det er meningen!
Dorte fortsætter med at give mig opgaver, indtil hun kan komme “ind bag ved’’, som hun kalder det. Her guider hun mig til ro og leder mig gennem flere rum i mit sind. Til sidst går vi gennem en dør, der leder ud til en sti.
– Er du ude på stien nu, Jonas?
“Ja”, svarer jeg ganske sagte. Det er underligt, for jeg føler mig ikke i trance. Ikke at jeg ved, hvordan det føles, men jeg havde i hvert fald ikke regnet med det her. Jeg føler mig afslappet, og jeg kan godt forestille mig de ting, hun beder mig om. Lige nu ser jeg for mit indre blik, at jeg er gået ud af et lille hvidt bindingsværkshus og står på en sti, som fortsætter ligeud fra døren. Stien er uendelig lang, og langs den står træer som bøg og pil – store, flotte og i fuldt flor.
– Vi går lidt sammen hen ad stien. Hvis du ser en vej, som går til højre eller venstre, så går du bare ned ad den.
Som jeg forstår det, er disse sideveje tidligere liv, som jeg kan gå ned til. Dorte forlader mig, efter vi har gået lidt på stien, men forsikrer mig om, at hun er med og passer på mig.
Det hele er lidt vagt til at begynde med, og jeg kan mærke, at jeg har svært ved at give mig helt hen. Der kommer nogle uklare oplevelser og personer frem, men de giver ikke nogen klar fortælling om, hvem jeg var.
Jeg døde her
Pludselig dukker der en vej frem på højre side, og jeg bevæger mig hen af den. Vejen skråner nedad, og lidt længere fremme kan jeg se en lille sø. Til venstre for søen er der huse, og til højre er der marker.
– Hvad år vi er i?
“1568’’, kommer det anstrengt fra mig.
I byen møder jeg en gammel kvinde. Indtrykket, jeg får af hende, er, at hun er klog. Hun er fortørnet og virker til at advare mig, men advarslen er ikke i ord. Det kommer mere som følelser. Det, jeg fornemmer, at hun vil fortælle mig, er, at det er hårde tider her i landsbyen. Det er den samme fornemmelse, jeg kan mærke fra andre folk omkring os i byen.
– Hvordan har du det?
“Jeg kan mærke, at folk her har det svært. De er sultne og kolde’’, svarer jeg.
Pludselig får jeg en besynderlig fornemmelse. Jeg føler mig kold, og det bliver lyst for mine lukkede øjne, som om der er en lampe rettet direkte mod mine øjenlåg.
“Jeg kan mærke, at jeg døde her’’, siger jeg pludselig.
Dorte råder mig til at gå ud af landsbyen og videre til næste liv. Det forsøger jeg, men jeg kan mærke en tåre i den ene øjenkrog.
Dorte fortæller efterfølgende, at hun mærkede mine energier sitre, og hun spørger mig derfor, om jeg vil vågne. Det vil jeg gerne.
Dorte tager sin stol og flytter sig op til hovedenden af briksen.
– Jeg er lige nødt til at traumeheale dig, siger hun og lægger hænderne på mine skuldre.
Efter healingen går vi ind i de bløde stole og snakker seancen igennem.
Nu, et stykke tid efter oplevelsen, er jeg stadig ikke sikker på, hvad jeg skal tro. Jeg håbede på at få et utvetydigt bevis på, at der var mere mellem himmel og jord.
Det fik jeg ikke, og jeg tror mest af alt, at det var min egen skyld, fordi jeg ikke kunne give mig nok hen. Måske jeg skal prøve igen, nu, hvor jeg ved, hvad jeg går ind til …
I videoen i toppen af artiklen kan du se, hvordan seancen gik.
