Grete er blevet en del af vores familie

Mandag, 2. maj 2022
Af Anne Bruhn Jørgensen. Foto: Søren Lamberth
Det er ikke svært at forestille sig, at man har brug for et par ekstra hænder, når man som mor til fire børn får konstateret kræft. De hjælpende hænder fik Shehla Yaqubi af Grete Andersen. Men Shehla og Grete er blot et af mange eksempler på det arbejde, foreningen Home-Start bidrager med verden over.

Lyset står ind ad alle vinduer i huset i Kolding, og midt i den store stue sidder datteren, Sofia. Nede på stuegulvet er hun i fuld gang med at bygge et lille univers af Lego. Det var ofte sådan, hun og Grete tilbragte timerne sammen, da Grete for knap tre år siden begyndte at komme hos familien.

I dag er Sofia seks år, men da hendes mor, Shehla, tilbage i 2019 fik konstateret brystkræft og blev syg, var Sofia lige fyldt tre år, mens lillebroren, William, kun var et år.

– Jeg tænkte rigtig meget over, hvad der skulle ske med børnene, og hvordan det ville ende. Der var mange aftener, hvor jeg bare sad og græd og græd, fortæller 39-årige Shehla Yaqubi.

Konstant angst

Da hun blev syg, blev hun samtidig sygemeldt fra sit job som sygeplejerske. De mange bivirkninger fra kemoterapien gjorde det svært for hende at overkomme de opgaver, der er forbundet med en hverdag med fire børn, og samtidig havde hendes mand ikke mulighed for at tage fri fra sit job.

– Der var selvfølgelig også en masse psykiske ting, der var svære at håndtere for os alle sammen. Døden kom pludselig tæt på, og jeg tænkte meget over, hvad jeg selv kunne gøre, og på om det snart var slut. Angsten var der hele tiden.

Foruden Sofia og William har Shehla og hendes mand også to store børn, Ali og Sahar, som dengang var 13 og 17 år.

– De små krævede selvfølgelig rigtig meget, men de store havde også brug for en masse nærvær, for de forstod jo rent faktisk, hvad der foregik. Men de fortalte mig aldrig om deres bekymringer. Jeg hørte i stedet om dem fra venners forældre og lærere. Særligt Ali var meget bekymret. Også meget mere end han gav udtryk for herhjemme. Det var svært, at jeg var skyld i det. Det sidder stadig i mig, fortæller Shehla.

Men så en dag kom Grete.

At snakke om det svære

Det var gennem Vejle Sygehus, hvor Shehla blev behandlet for sin brystkræft, at familien blev sat i forbindelse med Home-Start. Home-Start er en forening, som hjælper børnefamilier, der har brug for hjælp i hverdagen. Det gælder ikke kun for familier i krise, for faktisk er det eneste krav for, at man som familie kan få hjælp af Home-Start, at man har minimum ét barn under førskolealderen.

En af de frivillige, der hjælper de pressede småbørnsfamilier, er Grete. Hun er 68 år, og hun opgør ikke sin tid hos Home-Start i antal år, men derimod i antal familier. Hun er således lige begyndt på familie nummer otte, fortæller hun.

Grete har arbejdet som neonantal-sygeplejerske på Kolding sygehus i mere end 30 år, og hun har altid vidst, at når hun en dag gik på pension, ville hun lave noget frivilligt arbejde. Gennem en avisannonce hørte hun om Home-Start, og kort efter tog hun til et informationsmøde. Efterfølgende følte hun sig sikker på, at det var det, hun skulle.

– På den måde var det tilfældigt, det lige blev det og så alligevel ikke. Jeg er jo vant til at arbejde med forældre i krise, så jeg er ikke så bange for at snakke om alt det, der er svært.

Tryg fra begyndelsen

Det er koordinatoren i de enkelte Home-Start-foreninger, som sammensætter familierne med en frivillig. Efterfølgende holdes et såkaldt matchbesøg, hvor man finder ud af, om der er kemi, og hvor koordinatoren fra foreningen sidder med. Her fortæller familien lidt om deres situation og om, hvorfor de har brug for hjælp.

I princippet har man til dagen efter til at beslutte, om der er et match, men i Grete og Shehlas tilfælde behøvede de ikke et døgn. De kunne straks mærke, at de i den grad var et match.

– Selvfølgelig var vi lidt betænkelige ved at skulle have et fremmed menneske ind i vores hjem, som skulle være sammen med os og vores børn, men da jeg mødte Grete første gang, kunne jeg mærke, at hun var et både varmt og kærligt menneske. Jeg var meget tryg ved hende med det samme, fortæller Shehla.

Som frivillig er man kun tilknyttet en familie ad gangen, og et forløb varer ca. et halvt år. Her besøger man familien i to timer ad gangen en gang om ugen. Det er meget forskelligt, hvad den enkelte familie har brug for hjælp til. Det kan både være praktiske opgaver, at trille en tur med barnevognen eller bare at få en god snak.

– Man kan godt tænke, at to timer er for kort tid til, at det gør en forskel, men når jeg snakker med dem, der har modtaget hjælp, er det tydeligt, at de to timer hver uge er et særligt frirum, fortæller Grete.

– For mig var det en stor tryghed at kunne snakke med Grete de timer hver uge, for her kom jeg af med mine frustrationer og bekymringer. Derfor blev vores relation hurtig meget tæt, og nu ser jeg Grete som en del af vores familie, fortæller Shehla.

En gave at give

En dag mødte Grete og Shehla tilfældigt hinanden i Bilka, hvor Shehla inviterede Grete til at spise med hos dem den kommende søndag. Da Grete dukkede op i sit søndagstøj, gik det op for hende, at der var en større fest i gang hos familien, hvor mange mennesker var samlet.

– Det var en oplevelse, griner Grete. – Og det var dejligt at hilse på resten af jeres familie.

Det er dog ikke alle de familier, Grete har været tilknyttet, som hun tager til fest hos. På den måde er Shehlas familie også noget særligt for Grete.

– Jeg har altid været vant til at give meget af mig selv, også i kraft af mit arbejde. Men jeg giver jo ikke kun. Jeg får også en hel masse. Dybest set er det ret egoistisk at være omsorgsperson, som jeg er, for man kan ikke blive ved med at give, hvis ikke man får noget tilbage igen. Det, jeg får tilbage, er det, jeg lever af, nemlig taknemmeligheden fra familierne. Og jeg tror da aldrig, jeg har mødt så taknemmelige mennesker som Shehla og hendes familie, fortæller Grete.

For sin egen skyld

I dag er Shehla kræftfri, og hun er ikke i tvivl om, at de mange snakke med Grete har gjort en forskel for, hvordan hun rent psykisk har det oven på oplevelsen.

Grete er selv mor til fem børn, og med årene har hun fået seks børnebørn, som hun passer, når hun kan. Derudover dyrker hun sport og går i syklub.

Grete har altså rigeligt at se til. Alligevel har hun ikke sat nogen dato på, hvor længe hun skal blive ved med at hjælpe familier hver uge, men hun bliver ved, så længe det giver mening. Og det gør det stadig.

– Jeg er ikke sådan en mormor og farmor, som bare har stået til rådighed, for jeg vil også gøre noget godt for mig selv. Og det her gør jeg også for min egen skyld.