Når man bor med fødderne næsten nede i vandkanten i Lohals, og der er ca. 30 kilometer til nærmeste akutambulance i øens hovedstad, Rudkøbing, må man sørge for at være parat til at træde til, hvis der opstår akut sygdom som for eksempel hjertestop, eller der opstår brand i huse og træer.
Sådan tænkte den spinkle kvinde på nu 51 år, Hanne Hamann Jensen, for seks-syv år siden. Derfor uddannede hun sig til brandmand, og tre af hendes naboer på vejen lykkedes med at få hende overtalt til at blive deltidsbrandmand. Men der er nu ikke noget offer i det, slår Hanne fast:
– Hver gang man gi’r noget af sit selv, får man det tifold igen, siger hun.
Læs også: To rugemødre gav Lars og Bjarke tre døtre: Tænk, at vi har fået en familie
Tændt døgnet rundt
Et par år tidligere læste hun, at Langelands Hjertestarterforening havde brug for akuthjælpere:
– Det lå lige til højrebenet, så jeg meldte mig. Jeg ser det også som en form for forsikring til mig selv. Når man bor som her, hvor der går lang tid, før en ambulance kommer frem, må man gøre en indsats selv. Jeg kan jo selv få brug for det en dag, lyder den enkle forklaring.
På grund af de frivillige ”job” har hun derfor sin mobiltelefon tændt alle døgnets 24 timer. Selv når hun går i bad, er telefonen i nærheden, hvis der nu skulle komme et opkald.
Som om de to frivillige ”job” ikke var nok, bruger Hanne også sin fritid til aktivt at hjælpe asylansøgere. Da kommunen for godt seks år siden indrettede det gamle badehotel i Lohals til asylcenter, mødte Hanne op til et informationsmøde.
– Jeg var egentlig modstander, men der faldt så mange hårde ord på mødet, at jeg meldte mig som frivillig. Min holdning er, at asylansøgerne skal have det godt, mens de er her, og jeg er meget glad for, at jeg kunne være der for dem.
Centret er nu nedlagt, men Hanne har stadig kontakt til de fleste af de venner, hun fik i perioden – blandt andet en syrisk familie, som i dag bor i Næstved.
–Vi kom så tæt på hinanden, og vi har så mange minder sammen. De er blevet en del af min familie.
Læs også: Mistede sin fem dage gamle søn: Charlotte valgte at blive bedemand
En helt naturlig ting
Hanne elsker sine mange gøremål, men hun har også brug for et pusterum. Det får hun, når hun sætter kursen mod familien i Næstved:
– Så bliver jeg rigtig forkælet. Vi hygger os med at lave mad sammen og går ture i byen. Det er mit tilflugtssted, for når jeg kører fra Langeland, slår jeg alting fra.
Og dog. Når hun kører over Storebæltsbroen, melder hun sig nemlig som aktiv i en anden app på telefonen, ”Danmark redder liv”, som akuthjælper i Region Sjælland.
– Hvis jeg får en alarm fra ”Danmark redder liv” uden for Langeland, er det kun til hjertestop, og hvis jeg er inden for en radius på fem kilometer. Det har jeg dog ikke oplevet endnu, forklarer Hanne.
Mange tager hatten af for Hanne, fordi hun er, som hun er, og gør, som hun gør. Men for Hanne er det helt naturligt at hjælpe, hvor hun kan:
– Det er ikke spor enestående, det, jeg gør. Det giver et stort sammenhold, og vi får ejerskab. Vi knytter os til vores områder, siger hun.
Derfor er det også helt naturligt, at når en alarm går hos Hanne – eller andre frivillige på vejen – springer naboer og genboer ud og spørger, om der er noget, de kan hjælpe med.
Læs også: Ungarbejder på et plejecenter i Horsens: Laura har Danmarks hyggeligste job
Til hest i det grønne
Hanne kom til Langeland med sin familie i 1973, da hun var 5 år. Lige siden har hun været en ivrig rytter, og det er særligt islænderracen, hun har tabt sit hjerte til. Hendes hest, Listi, er opstaldet hos skoleveninden Helle Tofte fra Turridning Langeland, 15 kilometer fra Hannes hjem.
Og når Helle selv er travlt optaget af ture og alligevel har turister, som står og tripper, ringer hun selvfølgelig til Hanne og spørger, om hun ikke kan guide en tur i et grønne.
– Det er ren fornøjelse, og jeg lader op, når jeg ude i naturen. Når jeg alligevel er ude at ride og oven i købet kan hjælpe og gøre noget for andre, er det da sjovt. Og så får jeg holdt mit tyske sprog ved lige, griner hun.
Læs også: Tobias er et hjertebarn: Selvfølgelig vil vi kæmpe for ham
Har ikke brug for meget søvn
Hanne er uddannet sygehjælper og har i godt 32 år været ansat på plejehjemmet i Lohals. Den baggrund bruger hun helt naturligt, når hun og hendes frivillige kolleger bliver kaldt ud som akuthjælpere. Ikke alle akutte opkald ender med, at borgeren overlever, men så snakker man de alvorlige oplevelser igennem med de andre.
– Vi udfylder også altid en journal, og har vi behov, kan vi trække på professionel hjælp, så der bliver taget hånd om os, når vi har været ude, fortæller Hanne og fortsætter:
– Der er tit nogle på mit arbejde, som spørger, hvordan jeg kan holde til, at min mobil hele tiden er tændt. Det har jeg ingen problemer med, for jeg vil gerne det her.
Jeg kan blive træt og udkørt, fordi mit arbejde inden for ældreplejen er mentalt og fysisk krævende, men jeg lader op og får ny energi i de frivillige netværk, siger Hanne.
Hun skal højst have seks timers søvn i gennemsnit pr. døgn. Og dem får hun i en sovepose udenfor i carporten:
– Min familie vil slet ikke have mig ind, for jeg snorker enormt meget og højt. Derfor sover jeg udenfor. Men den friske luft er nu også skøn.
Hun formår ovenikøbet at skrue ned for antallet af timer, hun sover, for Hanne kan nøjes med få timer, når hun kommer hjem fra jobbet. Så er hun frisk igen. Nogle gange bliver hun dog senere på døgnet ”indhentet” af søvnguden Morfeus og må lukke øjnene et par timer.
– De første gange, jeg blev kaldt ud, kunne jeg godt mærke, at adrenalinet var lidt højt, men det tænker jeg ikke over mere. Uanset hvad jeg bliver kaldt ud til, ved jeg, at jeg gør en forskel, og at jeg hjælper andre, og det har jeg det godt med.
