Det første forsøg på at komme til Canada som gartner mislykkedes for Jan, da mor blev blandet ind i sagen. Men det var held i uheld, for senere blev han gift med Eva, der var ligeså eventyrlysten som ham selv.
Mor bestemte
- Som ung søgte jeg en stilling i et gartneri i Ontario her i Canada gennem Gartnertidende. Desværre ringede de fra Canada hjem til min mor, der ikke vidste noget om mine planer. Jeg var den yngste af otte, og jeg skulle helst blive i omegnen, så jeg fik ikke lov at rejse, fortæller Jan. Men heldigvis skulle Jan blive gift med en kvinde, der havde nøjagtig den samme udlængsel som ham selv.
- Ja, jeg ville i hvert fald ud i verden, og det skulle ingen kæreste holde mig fra, husker Eva. I 1971 blev Jan udlært drivhusgartner, og to år efter blev Jan og Eva gift. Det var nu, de skulle ud og opleve det eventyr, de altid havde drømt om hver især.
Længsel efter familien
I Calgary i staten Alberta startede Jan som formand for en gartneriafdeling med grønne planter på 100 kvadratmeter. Seks år senere havde han udvidet afdelingen til 1.000 kvadratmeter. Jan var kommet på sin rette hylde. Da havde Jan og Eva taget beslutningen: De ville blive i Canada.
- For os har det været et valg at flytte til Canada og blive canadiere. I de første år kunne jeg godt savne familien lidt, og det er også vemodigt, når du får børn. For bedsteforældrene ikke lige kan komme forbi og beundre og hjælpe og støtte. Men efter det førte år, havde vi egentlig besluttet os: Vi var kommet for at blive, og det betød, at vi måtte finde canadiske venner og leve på canadisk.
Sin egen lykkes smed
For 15 år siden byggede de deres eget smukke hus i Calgary, og det er her, de vil blive gamle.
- De sidste år har det været svært at være så langt væk fra Danmark. Vores forældre blev jo gamle og skrøbelige. Selv om vi var hjemme i Danmark, så tit vi kunne, var det en svær tid, da de blev syge og senere døde. Men vi ved, at vores forældre var glade på vores vegne, over at det gik os godt i udlandet. Vores egne to piger bor i nærheden af os og har deres eget liv nu. Men hvis vores piger havde valgt at rejse ud i verden, ligesom vi gjorde, så måtte vi jo affinde os med det. I sidste ende er man selv ansvarlig for at skabe sig et godt liv, og det er lykkedes for os.
Af Greta Johannsen
