Hvis der er en drøm, er der også et håb

Tirsdag, 25. april 2023
Af Anne Bruhn Jørgensen. Foto: Gregers Overvad og Stine Heilmann
Selv om 48-årige Jesper Høvring lever et priviligeret liv, er den succesfulde kjoledesigner bevidst om, at det langt fra er alle forundt. I vinter rejste han i samarbejde med PlanBørnefonden til Zimbabwe med målet om at plante et håb hos en gruppe unge udsatte kvinder.

I Zimbabwe sker det, at piger helt ned til 8-årsalderen dør i barselssengen. Nogle mindreårige bliver gravide, fordi de bliver giftet bort, mens andre grundet fattigdom må bytte deres krop for et måltid mad. Men fordi deres kroppe ikke kan klare en fødsel endnu, koster graviditeten både dem og deres ufødte barn livet. Faktisk er fødselskomplikationer den hyppigste dødsårsag blandt teenagepiger på verdensplan.

Det fortæller designer Jesper Høvring, som i vinter vendte hjem fra en rejse til Zimbabwe. Her var han afsted i samarbejde med PlanBørnefonden, som han de seneste år har været ambassadør for.

– Vi hørte om en 8-årig pige, som netop havde fået kejsersnit, og som derfor overlevede en graviditet i så ung en alder. Ellers havde hun været død, fortæller Jesper, som først havde svært ved at begribe hendes historie.

– Altså kan det overhovedet lade sig gøre? Herhjemme kan en 7-årig jo ikke blive gravid, men de får allerede menstruation som 7-8-årige dernede. Den historie ramte mig virkelig, og den sidder stadig i mig.

Den hvide, privilegerede mand

På rejsen, som varede i fem dage, besøgte gruppen blandt meget andet folkeskoler, retshuse og markeder, men også områder, som lå flere timers kørsel væk fra den nærmeste by. Her boede folk i små lerhytter og levede ekstremt fattigt.

– Det var tydeligt, at de gerne ville høre om min forretning og min vej dertil, men det sprang jeg ærlig talt meget let henover. Jeg mener, hvad skulle jeg sige? Jeg ønskede jo ikke at stå som den hvide, privilegerede mand over for dem.

Som en eksamen

Når man træder ind i Jespers forretning på Frederiksberg i København, er det første, man ser, et stort fotografi af kronprinsesse Mary i en elegant, sort blondekjole, som er taget i forbindelse med dronningens regeringsjubilæum. Nedenunder fremgår det, at netop denne kjole vandt prisen for ”Årets kongelige kjole 2022”.

På hylden ovenover vidner fotografier med lignende titler om, at Jesper gennem årene har designet en række prisvindende kjoler til kronprinsessen, ligesom der også er navne på andre kendte kvinder blandt kjolebærerne til de anerkendte priser.

– Det giver selvfølgelig en selvtilfredshed, at det går godt, for det er jo en eksamen hver gang, vi afleverer en kjole. Jeg har tegnet kjoler, siden jeg var barn, så jeg føler mig heldig, at min hobby med årene også er blevet mit arbejde, for det giver mig en hel masse at få lov at udleve min kreativitet.

Glitter og guldginer

Hos Jesper er alle kjolerne håndsyede og kan kun købes på bestilling. Der er langt fra lerhytter og bumlede veje til Jespers hjemmebane i forretningen her, hvor gulvlange gardiner, guldfarvede giner og glitrende lysekroner dominerer det imponerende rum.

– Oplevelserne i Zimbabwe har givet mig en grad af ydmyghed, det er klart. Det føler jeg egentlig, at jeg havde i forvejen, men det har været en øjenåbner for, hvor godt vi har det, men også for, hvor meget hjælp der er brug for ude i verden.

Jesper er født og opvokset i Brøndby. Efter handelsskolen tog han skrædderuddannelsen på Teknisk Skole i Ishøj med henblik på efterfølgende at søge ind på Designskolen og uddanne sig til designer. Men Jesper kom aldrig på Designskolen. I stedet fik han sine erfaringer i udlandet og på teatret, inden han for 22 år siden åbnede sin første butik.

Siden er forretningen kun blevet større, og i dag har Jesper en håndfuld faste skræddere i butikken, som syr for ham. Alle har de det tilfælles, at de er udlært hos ham, og han er derfor i den grad vant til at lære fra sig.

Mere end en blomst

De evner fik han brug for, da han i samarbejde med PlanBørnefonden afholdt en work-shop i Zimbabwe for ca. 20 unge piger. Dagen inden besøgte han et lokalt marked, hvor han købte perler og stof samt et lille skrædderkit til hver af pigerne. Hjemmefra havde han medbragt en håndsyet blomst, og workshoppens konkrete mål blev, at alle pigerne hver især skulle sy en magen til.

– Hvad skal de så bruge det at kunne lave en stofblomst til? Ikke så meget. Men de lærer, at de med deres hænder kan skabe noget af værdi. Det handler om at plante et iværksætterfrø i dem, for hvis de kan sælge noget for en dollar på et marked, så har de jo rent faktisk tjent en dollar.

På rejsen mødte gruppen blandt andet en pige, som levede af at koge æg og efterfølgende sælge dem videre. Hun gav tre en halv dollar for en bakke æg, gik hjem og kogte dem og solgte dem så videre for syv dollar pr. bakke.

– Tit er det små ting, der skal til, for at man kan blive selvstændig dernede, så jeg håber, de tager den her blomst med hjem, kigger på den og tænker, at de også kan noget. Det vigtigste er, at den skaber en drøm, for hvis jeg kan give dem en drøm, giver det dem også et håb.

Familiens fælles sponsorbarn

Tanken om at kunne bidrage til PlanBørnefonden ramte Jesper under den første coronanedlukning i 2020. Her sad han og så Aftenshowet, hvor en medarbejder fra PlanBørnefonden beskrev, hvordan pandemien påvirkede indbyggerne i de allerfattigste lande.

– Vi gik jo og syntes, vi havde det hårdt i Danmark, men de her mennesker fik altså ingen mad, for der måtte ikke komme nogen ud til dem og aflevere noget, så de havde ingenting. Efter programmet skrev jeg direkte til kommunikationschefen, at hvis de kunne bruge mig til noget, var jeg til rådighed.

Og det kunne de. Jesper blev straks ambassadør hos PlanBørnefonden.

Sponsorbarnet, som det hedder, havde han allerede. I 2017 så Jesper og hans familie en reklame for netop PlanBørnefonden, og da reklamen var færdig, sagde begge Jespers børn, som på det tidspunkt var seks og 11 år, at de ville begynde at støtte et sponsorbarn. Så det gjorde de.

Aftalen blev, at Jesper og hans kone betalte halvdelen af det månedlige beløb på 260 kr., mens børnene selv skulle betale den anden halvdel. Det er nu seks år siden, og i dag står aftalen stadig ved magt.

– Jeg tror, det at støtte et sponsorbarn giver mine børn en bevidsthed om, at vi hjælper, hvor vi kan. Det er vigtigt for mig, at de er ordentligt opdraget. Det betyder også, at man hjælper på det niveau, man kan, og det skal mine børn også gøre.

Fra kjole til brønd

Det er netop derfor, Jesper har været med på rejsen til Zimbabwe og grunden til, at han i første omgang blev ambassadør. Nemlig, at han vil hjælpe, hvor han kan. Derfor havde rejsen også, foruden workshoppen, et mere konkret formål.

I samarbejde med influencer og iværksætter Mette Marie Lei Lange, som også var med på rejsen som ambassadør, udvalgte Jesper på det lokale marked en masse smukt stof, og ud af det skal han hjemme i Danmark sy en række kjoler. Sammen afholder han og Mette Marie en auktion, hvor de bortauktionerer kjolerne, og overskuddet går selvfølgelig til PlanBørnefonden.

– For nogle år siden syede jeg en kjole til Mette Marie af noget stof, hun selv havde købt med hjem fra en rejse til Tanzania, og den solgte hun på samme måde på en auktion, og der blev samlet penge nok ind til at bygge en brønd.

Bidrag til et helt samfund

Rejsen har også givet Jesper et meget konkret billede af, hvad de penge, han og familien de seneste seks år har bidraget med, blandt andet er gået til. Det blev tydeligt for ham, da de besøgte skoler og retshuse, som var finansieret af PlanBørnefonden.

– Selvfølgelig går nogle af pengene til barnet, men dybest set går de til at opbygge et samfund med bl.a. skoler, som alle børnene får glæde af. Også dem, der ikke er så heldige at være sponsorbørn.

Når man fylder 18, kan man ikke længere være sponsorbarn, men det betyder ikke, at organisationen bare slipper børnene. Nogle af pengene går nemlig også til at uddanne dem, der ikke længere er sponsorbørn, i blandt andet at sy sko og tasker af læder, som de så kan sælge videre på markeder og på den måde blive selvstændige.

– Alle danskere lever et privilegeret liv i forhold til dem, der bor i lerhytter i Zimbabwe. Og mange af os har nok svært ved at forholde os til, når nogen ringer på døren og samler ind til det ene og det andet. Det er svært for os rigtigt at gøre noget, men noget, vi rent faktisk kan gøre, er at hjælpe et fattigt barn med at komme i skole og samtidig bidrage til at skabe et samfund omkring dem.

En af de ting, der gjorde størst indtryk på Jesper, var, hvordan de her børn, som lever under meget fattige kår, alligevel besad en enormt smittende energi.

– Vi besøgte en skole på deres idrætsdag, og der var bare så meget grin og sang og livsglæde hos de her børn, og det gav i hvert fald mig en følelse af, at der er håb. Sådan håber jeg også, de selv føler det.