De gyldne dråber glider langsomt tilbage ned ad glassets inderside, mens smagen af en frisk, lidt tør drue fylder behageligt på tungen.
Ingrid og Simons øjne stråler om kap med glansen i de klare vinglas, og begge tager med store smil imod de rosende ord, der takket være den fine smagsoplevelse tilflyder dem.
Nogen kunne tro, at den dejlige hvidvin stammer fra druer i et af de berømte, franske eller tyske distrikter, men det er ingenlunde tilfældet. Druerne er såmænd dyrket og høstet i Ingrid og Simons egen pæredanske muld.
− Vi har altid elsket vin, fortæller Simon Simonsen, 60 år, som for seks år siden egenhændigt sammen med sin kone, Ingrid, 58 år, plantede intet mindre end 1.200 vinstokke på deres jord i Skuderløse uden for Haslev.
– I sidste årti kom der flere og flere vingårde herhjemme i Danmark, og vi har jo dette skønne, perfekte sted med sydskrånende marker og det hele, så vi besluttede at give det en chance, tilføjer han.
Parret havde aldrig før beskæftiget sig med vinavl.
– Vi er begge bondefødt og kvajet opdraget, som det hedder. Vi er ægte landmandsbørn og har altid elsket livet på landet, siger Ingrid, der som sin mand er født og opvokset i den lille, vestjyske by Vinderup.
Læs også: Else og Christian sælger 10.000 juletræer hvert år
Drøm blev virkelighed
Selv om det lå ligefor, at begge skulle arbejde inden for landbrug, gik de hver især helt andre veje.
– Da jeg var barn og havde besøg af alle mine fætre og kusiner, skulle vi altid lege skole, og jeg skulle være lærer, fortæller Ingrid. – Jeg lavede små hæfter, hvor de skulle skrive ord og lave regnestykker. Så da min far efter min studentereksamen spurgte mig, om jeg mon hellere ville have en elevplads i Sparekassen, sagde jeg bestemt nej. Jeg skulle på seminarium, for jeg skulle være lærer.
Simon var heller ikke i tvivl om, hvad han skulle.
– Karup-flyveplads lå lige i nærheden af vores gård, og når jeg som 5-årig stod og så op på jetjagerne, der kom flyvende over os, tænkte jeg bare, at dér skulle jeg op at sidde. Siden kunne jeg slet ikke fokusere på andet.
Målbevidsthed og hårdt arbejde betød, at begge fik opfyldt deres drømme.
– Jeg kom i flyvevåbnet i 1979 efter gymnasiet, og efter et år på Avnø Flyveskole blev jeg sendt til USA et år for at lære at flyve jet- og jagerfly. Derefter blev jeg sendt til Norge for at fortsætte uddannelsen i Oslo, hvor jeg skulle øve mig i at skyde med raketter og smide bomber, inden jeg vendte tilbage til Danmark, fortæller Simon.
Mens han bevægede sig i de højere luftlag, var Ingrid godt i gang med sin læreruddannelse.
– I maj 1982 mødte vi så hinanden til et rigtigt bondebal i et forsamlingshus. Det var kærlighed ved første møde, og vi flyttede ret hurtigt sammen på et lille landsted uden for Aalborg. Jeg fik arbejde på en døveskole, og Simon fløj jagerfly i Aalborg, tilføjer Ingrid.
Læs også: Brev til Puk: Man går ikke til buffeten med sin brugte tallerken
Farvel til Jylland
Da de første af parrets i alt fire børn begyndte at komme, måtte Simon skifte job.
– Jeg havde hele tiden vidst, at når først vi fik børn, så skulle jeg ansættes i det mere trygge SAS, for jeg har mistet et par kammerater, der er styrtet ned med jagerfly, indskyder han.
Jobbet hos SAS i Kastrup betød, at Simon måtte bo i et hummer på Amager og så pendle frem og tilbage mellem Aalborg og Amager.
– Jeg var helt smadret til sidst. Det var forfærdeligt at være væk fra familien, så jeg måtte på knæ og overtale Ingrid til, at vi kunne flytte her til Sjælland.
Ingrid var nem at overtale, og i 1990 flyttede familien til Tuemosegård i Skuderløse.
– Vi har 42 hektar jord og en fantastisk natur omkring os, og vi forpagtede det meste ud, mens vi hver især passede vores jobs, fortæller Simon. – Ingrid fik job på en specialskole i Ringsted, og jeg havde nogle gode vagter, hvor jeg ofte havde flere dage fri, så vi kunne bygge stedet her helt op og være sammen hele familien, som nu talte to sønner og to døtre.
Læs også: På Krusmølle-julemarked har de hjertet med i alt
Kærlighed og samvær
I 2010, da børnene var blevet store, valgte Ingrid og Simon så at kaste sig ud i deres vinøse eventyr.
– Vi gik begge på kursus, for vi var fast besluttet på, at det skulle være på erhvervsniveau og ikke bare en hobby, og i 2012 kunne vi så – ikke uden stolthed – sætte vores 1.200 vinstokke.
Den nye interesse bragte et meget stort arbejde med sig.
– Det er enormt arbejdskrævende, og vi laver ALT selv. Vi klipper stokkene, fræser mellem dem, brænder med ukrudtsbrænder, plukker druerne, presser dem, rører i dem, mens de står og gærer, kommer dem på flasker, og så har vi slet ikke talt om alt det tekniske. I dag laver vi 2.000 flasker, som vi hovedsageligt sælger lokalt og til vores mange vinarrangementer. Vi nyder, at folk kan komme herud og få serveret et dejligt glas vin og samtidig høre den gode historie om vinavl i Danmark.
For tre år siden gik Ingrid på pension, og hun er glad for, at Simon i sommer fulgte efter.
– Før Simon stoppede, var der kun mig til at fare ud i en eventuel storm for at binde stokke op, så de ikke knækkede. Det var hårdt, og det er skønt nu, hvor vi er fælles om det hele.
Simon er ikke i tvivl om, at netop fællesskabet ligger til grund for vingårdens succes.
– Vi står sammen og har altid gjort det. Vi bakker hinanden op uanset hvad.
Simon stopper sig selv og ser kærligt på Ingrid.
– Hold kæft, hvor jeg dog elsker dig, Ingrid. Du har altid været til at stole på!
Det spontane udbrud kræver en skål, og da vi vinker farvel, klinger de søde ord stadig i ørerne, mens smagsløgene nyder eftersmagen af en dejlig, danskproduceret vin.
