Alle i familien har taget stilling. Krydset er sat i den samme lille firkant: JA til organdonation. Før det havde de knap skænket det vigtige kryds en tanke. Men det kom til at betyde alt, at andre havde.
For 14 år siden fik nu 63-årige Peder Lervad fra Sparkær vest for Viborg brug for et nyt hjerte. Nærmest ud af det blå. Han var 49 år, havde aldrig fejlet noget og var i fuld vigør. Både som ansat på en daginstitution for autister, men også som tidligere fritidsmusiker i mange år, hvor de fleste weekender havde været booket.
En nat blev dét for altid ændret. Peder lå og sov, da hans kone, Mette, ruskede i ham. Han havde vækket hende, fordi han lå uroligt i sengen, og nu klagede han over smerter i brystet og den ene arm, hvilket fik alle alarmklokker til at ringe hos Mette. Hun fik fat i 112, låst hoveddøren op og vækket deres yngste søn, der stadig boede hjemme.
Da ambulanceredderne kom, efterlod de hurtigt Mette og sønnen igen med beskeden om, at de ville køre så stærkt, at de ikke skulle forsøge at følge efter mod Viborg Sygehus. Dertil nåede de dog aldrig, for undervejs blev de ringet op og bedt om at ændre retning mod Aalborg Sygehus.
En køretur på 75 kilometer midt om natten er lang. Den føles endnu længere, når ens mand og far ligger i en ambulance med blå blink og sirene, og man ikke aner, om han overlever eller ej.
– Jeg kan kun sige, at det var frygteligt. Der blev ikke sagt så meget i bilen. Men der var mange tanker og tårer, fortæller Mette stille.
Hun havde fået fat i parrets datter, og i samlet flok mødte de lægerne på sygehuset. Til en god nyhed. Peder var på operationsbordet for at få foretaget en ballonudvidelse efter en blodprop i hjertet. Det så godt ud nu, der var styr på det, og familien faldt lettet til ro i venteværelset. Kortvarigt. For en læge kom senere ind til dem, og inden han nåede at sige noget, havde Mette læst det i hans blik.
Peders blodtryk var begyndt at dykke. Han skulle lægges i koma og overflyttes til Skejby Sygehus. Hans hjerte havde taget skade, og en transplantation ville muligvis blive nødvendig, lod han familien forstå.
Det gjorde Mette knap. Heller ikke, da hun og børnene fik lov at se Peder, inden han skulle køres mod Aarhus. For han lignede ikke sig selv. Svulmet op og ugenkendelig lå han med slanger over hele kroppen. Lægen gav Peders armbåndsur til sønnen, fordi han syntes, at han skulle bære det. Peders vielsesring, der var lagt i en hvid kuvert, fik Mette.
Lige præcis det syn har for altid printet sig ind i Mette. Hun kan se det for sig den dag i dag, og stemmen bliver skrøbelig, når hun skal sætte ord på de intense døgn, hvor hun ikke vidste, om hun ville få sin mand hjem igen.
Dødsangsten sneg sig ind
I ni uger svævede usikkerheden over familien. Peder fik en blodprop mere og en ny ballonudvidelse, men bedre fik han det ikke. Tværtimod.
Infektionstallene var skyhøje, dialyse var nødvendig ligesom respiratorbehandlingen, da han uger senere blev vækket fra sin koma. Uden viden om, hvilket mareridt hans kone og børn havde været igennem – og stadig befandt sig i.
– Det er meget mærkeligt, at der skete en masse, jeg ikke ved noget om, men har fået fortalt. Jeg husker, det var specielt at vågne op. Der var musik inde hos mig, og der var tegninger og billeder af mig. Men jeg kunne ikke tale … eller skrive. Det blev kun til kruseduller. Så fik jeg en staveplade, og den var fantastisk. Så kunne jeg da i det mindste skrive, hvad jeg havde brug for, siger Peder.
Men hvad han ikke husker fra den første måned, husker han til gengæld fra de efterfølgende. Han husker, hvordan han på ingen måde fik det bedre, selv om dagene på sygehuset blev flere og flere. Han husker også, hvordan en dødsangst sneg sig ind på ham, så Mette sad i stolen ved siden af hans seng og sov, når det var værst. Senere fik hun en seng ind ved siden af hans. Og han husker, hvordan han ofte foldede sine hænder og bad.
– Jeg er kristen, men som sådan ikke specielt troende, men lige dér havde jeg behov for at tro på, at der kunne ske et mirakel. Det var jeg nu ikke den eneste, der gjorde. Jeg har set mange foldede hænder på sygehuset, siger Peder, der på et tidspunkt bad en læge om et ærligt svar på, om han ville slippe levende fra det.
– Ordene står meget tydelige for mig … og nu bliver jeg berørt, begynder Peder og må holde en kort pause.
– Han så på mig, og så sagde han: Peder, du er meget, meget syg. Du er omgivet af nogle af Danmarks og Europas dygtigste specialister. Tilsammen kan de udrette det utroligste. I dit tilfælde er det desværre ikke nok. Men hvis du tror på noget, så synes jeg, du skal begynde at tro stærkt. Så kan der ske mirakler. Det er før sket.
Peder forsøgte at tro. Men det var svært. For selv han var klar over, at han lå for døden. Der var ingen fremskridt, kun en stabilisering, så han ikke længere var afhængig af dialyseapparat, hjertelungemaskine og respirator. Han blev overført fra intensiv til medicinsk afdeling, men forsøg på genoptræning blev droppet, fordi hans hjertefunktion var for dårlig, og han var for afkræftet. Der var ikke mere at gøre. Ikke uden et nyt hjerte.
– Det var barskt at få at vide. For så vidste vi jo godt, at tiden var utrolig knap. Hvis ikke der kom et hjerte meget hurtigt, hvilket vi inderst inde ikke troede på, ville vi miste ham, siger Mette.
Peders chance
Helt præcist ville Peders hjerte stoppe med at slå inden for tre-fire dage, lød vurderingen. Det sidste skud, lægerne havde, var at indoperere en ICD-enhed, som så ville støde hjertet i gang. Måske ville det forlænge hans liv med to-tre måneder.
Han lå på operationsbordet, da miraklet skete. Der var et hjerte på vej til ham. Et andet menneske havde taget stilling, og nu blev det Peders chance for at leve videre. Han kalder det for sin anden fødselsdag, og han er dybt taknemmelig for gaven.
Transplantationen blev foretaget samme aften, som han vågnede op efter ICD-operationen. Det gik, som det skulle, og det har det gjort siden. Tiden efter bød på genoptræning, ansøgning om plejeorlov til Mette og tilvænning. Særligt psykisk. For det er sin sag at vende tilbage til livet, når døden har pustet en i nakken.
– Jeg var meget nervøs i begyndelsen for at komme hjem og særligt for at være alene. Hvis jeg mærkede et ekstraslag, og Mette ikke var i nærheden, blev jeg bange. Hun kunne knap nok gå ud i haven og hænge vasketøj op. Det var mærkeligt, og vi havde nok fået lidt hospitalskuller og skulle vænne os til, at vi var os selv nu, fortæller Peder.
For ham blev det en målestok at komme tilbage på sit arbejde, fordi det måtte betyde, at han var rask. Det kom han, dog på nedsat tid, og sidste år valgte han så at gå på førtidspension. Det har han ikke fortrudt. Det har været en stor lettelse ikke at skulle presse sig selv så meget, føler han.
I dag tænker familien ikke over, at der banker et andet hjerte i Peder. De er gode til at se på muligheder i stedet for begrænsninger. For selvfølgelig kan Peder ikke det samme som engang. Middagsluren er vigtig, men også andre ting er blevet vigtigere.
– Livet har fået en anden betydning for os. Ærlighed og redelighed skal være til stede. Tingene skal foregå ordentligt. Men der er også kampe, vi ikke gider tage længere. Vi prioriterer, og vi vil hinanden. Jeg var bange for, at der var ting, jeg ikke ville nå at opleve. At hjælpe min søn med at købe sin første bil, at føre min datter op ad kirkegulvet, at blive bedstefar og fejre vores sølvbryllup. Men jeg har nået det hele, siger Peder glad.
Til gengæld er familien blevet mere skrøbelig, synes han. Der er en alvor, der har lagt sig over den. Men de nyder livet. Helt bestemt.
– Det skylder vi den person, der havde taget stilling, eller de pårørende, der tog stilling i en umenneskelig situation. Jeg er her jo udelukkende på grund af det valg.
