"Dansk par i 30'erne søger baby til adoption".
Sådan stod der i en avisannonce, der blev indrykket i en finsk lokalavis i 1972 af et ægtepar fra Aarhus. De ønskede sig inderligt at blive forældre – og blev det, fordi Lottes mor besvarede den.
Hun var dengang 31 år, højgravid med sit andet barn og lige blevet forladt af Lottes far. Hun så ingen anden udvej end at give sin lille datter væk, og 10 dage efter at hun havde født Lotte, gav hun hende til det aarhusianske par.
– Det må virkelig have været barskt. Tænk, at hun kunne det? Jeg synes, at det er så synd for hende, og jeg er ikke sur på hende. Jeg har kun taknemmelighed til overs for det, hun gjorde for 50 år siden, siger Lotte Rydahl i dag.
Faktisk var det årsagen til, at hun efter flere tilløb endelig trykkede send på formularen til DR, der søgte medvirkende til tv-programmet ”Sporløs” sidste år. Hun ville bare gerne sige tak til sin finske mor.
– Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Det har aldrig været nogen hemmelighed, og det har heller ikke fyldt noget. Jeg er vokset op i en fantastisk kernefamilie med mor, far og en lillebror. Jeg plejer at sige med et glimt i øjet, at min lillebror er rigtig – modsat mig. For da mine forældre havde adopteret mig efter at have forsøgt selv i flere år, kom min lillebror helt af sig selv, fortæller hun.
Alligevel har tanken om at kende sit ophav rumsteret i hende et par gange i voksenlivet. Blandt andet da hun på et tidspunkt modtog et brev fra en finsk advokat, der ville have hende til at afskrive arveretten efter en afdød tante på sin fars side. Med brevet fulgte nemlig også navne på nogle af familiemedlemmerne – og dermed ledetråde.
Droppede idéen
Men da Lotte dengang nævnte idéen om at opsøge sin biologiske familie i Finland for sin adoptivmor, besluttede hun hurtigt at parkere tanken igen.
For Lottes adoptivmor syntes på ingen måde om det. Hun lagde ikke skjul på sin frygt for at miste Lotte, ligesom hun også var bekymret for, om Lotte måske ville rippe op i noget, som familien i Finland slet ikke var klar over og havde lyst til at vide.
– Det første år efter adoptionen kunne min biologiske mor fortryde, hvilket min adoptivmor var bange for i et helt år, og det har hun aldrig glemt. Så da jeg i en alder af godt 30 år, og også selv var blevet mor, kom og sagde, at jeg kunne da lige prøve at se, om jeg kunne finde noget familie i Finland, blev hun fuldstændig ude af den, så jeg nævnte det aldrig igen, siger Lotte.
Indtil ”Sporløs” svarede på Lottes henvendelse og skrev, at man gerne ville prøve at hjælpe hende med at finde hendes biologiske mor. Så var hun ligesom nødt til at gå til bekendelse overfor sin adoptivmor.
– Jeg var rystende nervøs for hendes reaktion, havde ondt i maven og græd. Og da jeg så fortalte det, tog min adoptivmor det virkelig pænt og sagde, at det skulle jeg da bare gøre. Det havde jeg ikke lige regnet med.
I januar i år rejste Lotte derfor med tv-værten Mette Frisk og resten af tv-holdet til Finland for at finde hendes biologiske mor, og som det blev afsløret i programmet, der blev vist for nylig og også kan ses på DR TV, lykkedes det rent faktisk at finde frem til Lottes biologiske mor i Lahti i det sydlige Finland.
Det lykkedes bare ikke at skabe kontakt. Lottes biologiske mor afviste meget bestemt at ville mødes med den datter, hun havde givet væk for 50 år siden.
– Dét blev jeg ked af, og jeg havde også svært ved at forstå det lige i situationen. For jeg var jo ikke kommet for at skælde hende ud. Jeg ville bare gerne sige tak. Det vil jeg stadig gerne, siger hun og kalder turen for en lang emotionel rejse, hvor kodeordene var ventetid og uvished.
– Intet er konstrueret i programmet, så vi tog ét skridt ad gangen uden at vide, hvilken retning det førte til. Der var ikke noget, der var forudbestemt, og jeg anede derfor heller ikke, om jeg ville finde min mor eller ej. Så der var mange følelser undervejs, men jeg er glad for, at jeg gjorde det, siger Lotte.
Vi vil hinanden
For hun rejste ikke uforløst hjem, selv om hendes biologiske mor i næsten bogstavelig forstand smækkede døren i.
Lotte vidste, at hun havde en storesøster, og det lykkedes rent faktisk tv-holdet at finde frem til Erika, som gerne ville møde sin ukendte lillesøster fra Danmark.
– Man kan sige, at jeg fandt min mor, men fik en søster i stedet for. Det er underligt, men også vildt rart og hyggeligt. Det er lidt svært, når vi bor i hvert sit land og heller ikke taler samme sprog. Men jeg kan mærke, at vi gerne vil hinanden. Vi har samme dårlige humor, så på en eller anden måde kan man godt se, at der er nogle fælles træk, selv om vi kun har samme mor og ikke far. Der er en eller anden form for samhørighed. Selv om det da er svært at være fortrolig, når vi ikke taler samme sprog. Når de sproglige vanskeligheder bliver en smule mindre, tænker jeg, at det bliver nemmere, siger Lotte, der er gået i gang med at lære finsk.
Siden optagelserne har de to søstre besøgt hinanden flere gange, og de skal ses i februar igen. Søsteren har også forklaret Lotte, hvordan det står til med moderen, og at det har været så traumatiserende en oplevelse for hende, at hun simpelthen ikke kan overskue at møde Lotte. Det forstår Lotte godt, men det er ikke ensbetydende med, at hun har tænkt sig at give op. For som hun siger:
– Nu ved jeg jo, hvor hun bor. Jeg har købt finske fødselsdagskort, som jeg vil sende til hende hvert år. Jeg håber et eller andet sted, at hvis hun får tilpas mange stikpiller med ”tak” og ”jeg er ikke sur på dig”, så bløder hun op og får lyst til at møde mig. Det vil betyde rigtig meget for mig.
