Elin Bjartmarz har haft hunde i sit liv så længe, hun kan huske. Mange forskellige racer har hun boet under samme tag med, men i de seneste mange år har hun haft golden retrievere.
– De passer godt til mit sind. Vi ta’r én ting ad gangen, smiler hun og serverer kaffe i sit hyggelige hus i Ålsgårde tæt ved Helsingør. Og her skal holdes godt øje med krusene, for et par frække firbenede banditter springer omkring og stikker deres snuder i alting. Elins voksne hunde derimod ligger forbløffende roligt og betragter overbærende hvalpenes iver.
Læs også: Mine dyr gav mig livsmodet tilbage
58-årige Elin har gjort sin store interesse for hunde til sin levevej, så ud over at være ansat på jobcentret i Fredensborg Kommune er hun uddannet hundeadfærdsspykolog og -træner.
Indtil for relativt nylig havde hun selv tre hunde. Hun fik tæverne parret og satte hvalpene til salg, men to gange måtte hun tage en hvalp retur på grund af uheldige omstændigheder i de familier, der havde købt hundene.
Dermed rummede Elins hyggelige hus pludselig fem store hunde, og i sommer ventede tre af dem hvalpe omtrent samtidig.
– Det ene kuld var ikke helt planlagt, men jeg passede min venindes airedale terrier, som var medicinsk kastreret. Eller det troede vi! For medicinen havde tydeligvis ikke haft effekt, ler Elin.
Med få dages mellemrum fik hendes hund Lina to hvalpe, Ascha fik syv hvalpe og Kiera fik også syv. Tre helt ukomplicerede fødsler, og hundemødrene lå i hvert sit værelse i deres rummelige kasser og lod deres hvalpe die.
Ingen grund til panik
– Alt gik bare så fint, så jeg undrede mig, da Kiera få dage senere ikke ville lade hvalpene die. Om aftenen kastede hun op og ville ikke drikke, så jeg ringede til dyrlægevagten, og vi aftalte, at jeg skulle komme ind med hende næste dag, hvis hun fortsat ikke ville drikke.
Men Elin lokkede efterfølgende rigeligt vand i hunden, og således var der næppe grund til panik.
– Jeg blev alligevel siddende hos hende, indtil jeg ikke kunne holde mig vågen mere, og så stillede jeg vækkeuret, så det ringede hver halve time.
Klokken fire om morgenen vågnedeElin ved at Kiera havde lagt sig op til hende, men hunden var død.
– Det var et kæmpe chok. Jegskreg simpelthen. Jeg måtte bare gi’ los. Her bagefter er jeg taknemligfor, at jeg ikke kørte hende på dyrehospitalet, hvor hun kunne have ligget alene i en boks om natten. Nu lå hun i trygge rammer, siger Elin, som insisterede på at få sin 4-årige hund obduceret. Men der var ikke tegn på noget usædvanligt. Kiera var ramt af et hjertestop og var død fra sine blot femdage gamle hvalpe. Heldet i det sorte uheld var, at de to andre nye hundemødre, Lina og Ascha, med den største, kærlige selvfølgelighed overtog Kieras hvalpe, for uden en ny amme-tæve til de syv nu moderløse og bittesmå skabninger, havde de været prisgivet. I stedet er de nu vokset sig til nogle store, dejlige tumlinger –reddet af deres ”plejemødre”.
Elin nusser en af Kieras hvalpe bag øret med et skævt smil. Lige nu har jeg 20 hunde i huset.
