

Jeg er fÊrdig med at vÊre psykisk syg, men jeg er ikke fÊrdig med at vÊre sÄrbar. Det ligger i mit dna, og det har nogle konsekvenser, hvis ikke jeg husker mig selv pÄ det og tager hensyn til det.
LÊs ogsÄ: Anna blev mobbet i hele sin barndom
Karen Fogh Andersson fra Hvam ved Holstebro siger det med fast stemme, for hun ved om nogen, hvad forskellen er. I sine teenageÄr vÊltede hun omkuld, da hendes forÊldre fortalte, at de skulle skilles. Det blev en lang rutsjetur ned i mÞrket, hvor hun til tider blev usikker pÄ, om hun kunne komme op igen.
Men hun ville â og hun handlede, hver gang der var krĂŠfter til det. DĂ©t, er hun overbevist om, har reddet hende, sĂ„ hun nu er landet et godt sted i livet med kĂŠreste, to smĂ„ bĂžrn og et spirende nyt liv i sin mave.
â Undervejs har jeg hele tiden haft en tro pĂ„, at det har kunnet lade sig gĂžre at komme ud pĂ„ den anden side, og at der ogsĂ„ var noget godt til mig, siger hun, der nu er 39 Ă„r.
Karen var 18 Är og flyttet hjemmefra, da hendes mor en dag ringede og inviterede hende hjem til aftensmad. Hun afslog i fÞrste omgang, men da moren insisterede, indvilligede Karen i at tage hjem til Hammerum i udkanten af Herning. OgsÄ hendes to yngre sÞskende var inviteret, og hun fornemmede, at der ikke kun var tale om en hyggelig familiemiddag. Hun fik ret, for forÊldrene fortalte, at de havde besluttet at lade sig skille.
â Jeg havde aldrig tĂŠnkt det som en mulighed, at mine forĂŠldre skulle skilles, sĂ„ det var et stort chok. Jeg blev enormt vred og ked af det, og samtidig forstod jeg ikke helt, hvorfor jeg var sĂ„ pĂ„virket af det. Jeg var jo ikke et barn pĂ„ syv Ă„r, men en ung kvinde, fortĂŠller Karen.
For hvor hendes sÞskende i tiden efter formÄede at acceptere forÊldrenes beslutning, blev det ved med at fylde hos Karen. Hun var ked af det og fik svÊrere og svÊrere ved at fÄ hverdagen som ung pige i huset hos en familie til at hÊnge sammen. Hun havde knap nok energi til at stÄ ud af sengen og lÄ det meste af dagen alene i sin lejlighed.
â Jeg forsĂžgte at holde mig i gang, men jeg grĂŠd meget og fik heller ikke prioriteret at spise ordentlig mad, husker hun om tiden.
LÊs ogsÄ: Jeg har fÄet livsglÊden igen
Karen havde altid vÊret et tÊnksomt barn, der fandt ro ved at kigge ud over markerne bag barndomshjemmet pÄ landet. Her var der plads til store drÞmme og skriblerier, der blev til sange. Som 16-Ärig sprang hun til som sangerinde i et amatÞrband, selv om hun indrÞmmer, at hun slet ikke havde selvtillid til at stÄ forrest pÄ scenen. Men hun overvandt sig selv, for musikken betÞd mere og var den vej, hun havde lyst til at gÄ.
Da klassekammeraterne fra folkeskolen forsvandt videre i gymnasiet, stod Karen tilbage og var i tvivl om, hvordan hun kom videre derfra. Hendes sÄrbarhed fulgte hende, hver gang hun tog et valg, og fik hende til at droppe det igen. Og inden hun fik set sig om, var hun i systemet, der forsÞgte at finde en kasse, der kunne passe og afklare Karen og hendes muligheder for uddannelse og job. Hvilket ikke rigtig lykkedes.
Hendes forÊldre var bekymrede for deres unge datter, og hun kan huske, hvordan hun og hendes mor opsÞgte en psykiater. Han stillede nogle spÞrgsmÄl og konkluderede, at Karen var ramt af en svÊr depression.
Fulde af hÄb efter konsultationen tog Karen og hendes mor hjem. Nu vidste de, hvad der var galt, og det kunne den recept, som psykiateren havde udskrevet, lÞse. Men pillerne virkede ikke og fik blot Karen til at fÞle sig endnu mere fjern fra alt.
Den fÞrste juleaften efter forÊldrenes skilsmisse blev holdt i morens nye lejlighed, men Karen havde det sÄ skidt, at hun end ikke orkede at gÄ med rundt om juletrÊet. Om natten fÞlte hun en voldsom indre uro og en fÞlelse af at vÊre uden for sin egen krop, sÄ nÊste dag tog hendes mor en beslutning. Hun kÞrte sin datter til den psykiatriske afdeling og bad om hjÊlp.
Selv var Karen modstrĂŠbende, men lĂŠgen vurderede, at hun skulle indlĂŠgges, og hun fik et vĂŠrelse for sig selv. Hun husker, at personalet kom og talte med hende, og at hun fik noget medicin, men ikke, at hun fik noget ud af opholdet.
Efter et par dage pÄ den lukkede kom hun til den Äbne afdeling, og det var mere mÞdet med de andre psykisk sÄrbare unge i det fÊlles opholdsrum, der gjorde det til at holde ud at vÊre der. Hvis hun skal vÊre Êrlig, synes hun, det fÞltes som ren opbevaring af et ungt menneske, man ikke var i stand til at hjÊlpe. Hun var frustrereret, fÞlte sig ensom, og pÄ et tidspunkt begyndte hun at skÊre i sig selv for at mÊrke, at hun stadig var i live trods den bedÞvende medicin.
LÊs ogsÄ: Kokken fra tv blev mobbet
Tre mÄneder senere blev hun vurderet til at vÊre stabil nok til at blive udskrevet til egen bolig og med tilknytning til et daghospital. Men Karen flyttede sig kun en smule det nÊste Ärs tid, og selv om hun ikke var i det dybeste mÞrke som tidligere, endte det med endnu en indlÊggelse pÄ psykiatrisk afdeling i et par mÄneder, fÞr hun fik plads pÄ en dÞgninstitution for unge med en sindslidelse.
Det gik langsomt den rigtige vej. Karen forsÞgte at have et almindeligt ungdomsliv ved siden af med venner, kÊreste og byture. Men i takt med at hun fik det bedre, kunne hun ogsÄ mÊrke, nÄr det ikke fungerede.
En aften valgte hun at sluge en bunke piller, da der var blevet sagt godnat. Et splitsekund efter hun havde sunket den sidste pille, blev hun grebet af fortrydelse og ville sÞge hjÊlp. Men benene under hende blev gummiagtige, og hun landede pÄ gulvet uden krÊfter til at rÄbe eller banke efter hjÊlp. Til hendes held fik pÊdagogen, der skulle overnatte sammen med de unge pÄ institutionen, en indskydelse om lige at tjekke inde hos Karen igen.
â Jeg kunne ikke fĂžle eller se noget, men jeg kunne hĂžre, at der var nogen, der sagde, at det sad fast dernede. Alt var mĂžrkt, da jeg sĂ„ den her tunnel med det hvideste, blĂždeste lys. Det var vildt smukt og rart, og jeg gik bare. Pludselig standsede jeg og sagde: Jeg gĂ„r den anden vej. Og sĂ„ vĂ„gnede jeg, fortĂŠller Karen og fortsĂŠtter:
â Mit selvmordsforsĂžg var for at fĂ„ fred for mine fĂžlelser. Det var ikke, fordi jeg ville vĂŠk fra min familie eller noget andet. Jeg Ăžnskede bare ro. SĂ„ da jeg vĂ„gnede, forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke bare var gĂ„et videre.
Karen flyttede tilbage til dĂžgninstitutionen, men hun kunne mĂŠrke, at hun ville mere. FĂžlelsen af opbevaring og tidsfordriv gjorde, at hun ville videre og vĂŠk.
Det blev til et ophold pÄ en musikhÞjskole, selv om det kun var hende, der mente, det ville vÊre en god idé.
â Jeg havde brug for at vĂŠre i et fĂŠllesskab med nogle, der ikke var syge. Og sĂ„ at lukke musikken ind mit liv igen, siger hun.
HÞjskoleopholdet gjorde hende godt, og hun besluttede sig for endnu et hÞjskoleophold og vendte derefter tilbage i egen lejlighed i Herning. Hun var efterhÄnden blevet 22 Är, men hun gjorde sig ikke nogen tanker om fremtiden. For Karen gik det ud pÄ at fÄ det godt.
Og det fik hun. Med bittesmĂ„ skridt fik hun det lidt bedre hvert Ă„r, selv om hun stadig havde svĂŠrt ved at fastholde en uddannelse. I stedet tog hun andre og kortere forlĂžb for at nĂŠrme sig dĂ©t, hun egentlig gerne ville vĂŠre â kosmetolog.
Som 30-Ärig fik Karen langt om lÊnge tilkendt et fleksjob, og hendes skuldre faldt helt ned. Hun fÞlte, at hun endelig kunne finde et arbejde pÄ sine prÊmisser, hvor hun ikke lÊngere skulle frygte at mÄtte give op, som hun havde gjort sÄ mange gange gennem Ärene.
PĂ„ en anbefaling begyndte hun pĂ„ en uddannelse som coach og terapeut i Aarhus, og det viste sig at vĂŠre lige noget for hende. Her var noget, der rykkede og var dybere, end hun nogen sinde fĂžr havde prĂžvet af samtaler og behandlinger. Hun fik arbejdet med sit eget selvbillede, og efter i Ă„revis at have fĂžlt sig som en byrde for sine omgivelser opdagede hun, hvem hun i virkeligheden er. Hun fandt frem til sin indre kampvilje og styrke â noget, hun inderst inde altid havde vidst, at hun havde. Men nu lĂŠrte hun at tage ejerskab og selv bestemme, hvem hun havde lyst til at vĂŠre.
â Der er sĂ„ mange, der tabes i det her, og jeg tror, at grunden, til, at jeg ikke blev tabt, er, at jeg hele tiden har villet. Og har haft krĂŠfterne og evnerne til at komme ud pĂ„ den anden side. Men det har ikke vĂŠret nemt. Det har vĂŠret de svĂŠreste skridt, jeg har taget, understreger hun.
Hun fuldfĂžrte terapeut-uddannelsen, men fandt ud af, at det skulle hun ikke vĂŠre. Nu har hun sit eget univers â Karens Univers â hvor hun blandt andet blogger om sin egen rejse og familieliv og tilbyder guidede meditationer. Og sĂ„ har hun Ă„bnet for musikken i sit liv igen, selv om hun havde tĂŠnkt, at det lĂžb var kĂžrt. Men da hun blev mor fĂžrste gang, blev det naturligt for hende at finde den frem og give den videre til sine bĂžrn.
Hun tĂŠnkte meget over, hvad det vigtigste er, hun som forĂŠlder kan give videre til sine bĂžrn. Hvad er det, hun selv har savnet? Det fik hende til at skrive smĂ„, korte historier, som hun har lavet sange og meditationer til, og som hun nu har samlet i bĂžrnebogen âTil det dejligste barn i verdenâ.
â Det handler om kĂŠrligheden til sine bĂžrn og vigtigheden i at booste deres selvvĂŠrd og selvbillede. Alt det, som jeg har arbejdet med i det meste af mit liv. Det er puttet ind i den bog, og det er min gave til mine bĂžrn, men jeg er taknemlig for, at jeg ogsĂ„ kan fĂ„ lov til at dele det med andre.
â Jeg er ikke bange for, at mine bĂžrn vokser op med en mor, der nogle gange grĂŠder og viser, at noget kan fĂžles svĂŠrt, sĂ„ lĂŠnge jeg tager ansvaret for, at jeg er tryg at vĂŠre sammen, og at de kan fĂžle sig trygge i det.
Du skal vÊre medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrÊnset adgang til alt indhold.