Jeg har altid villet livet

Jeg er færdig med at være psykisk syg, men jeg er ikke færdig med at være sårbar. Det ligger i mit dna, og det har nogle konsekvenser, hvis ikke jeg husker mig selv på det og tager hensyn til det.

Læs også: Anna blev mobbet i hele sin barndom

Væltet omkuld

Karen Fogh Andersson fra Hvam ved Holstebro siger det med fast stemme, for hun ved om nogen, hvad forskellen er. I sine teenageår væltede hun omkuld, da hendes forældre fortalte, at de skulle skilles. Det blev en lang rutsjetur ned i mørket, hvor hun til tider blev usikker på, om hun kunne komme op igen.

Men hun ville – og hun handlede, hver gang der var kræfter til det. Dét, er hun overbevist om, har reddet hende, så hun nu er landet et godt sted i livet med kæreste, to små børn og et spirende nyt liv i sin mave.

– Undervejs har jeg hele tiden haft en tro på, at det har kunnet lade sig gøre at komme ud på den anden side, og at der også var noget godt til mig, siger hun, der nu er 39 år.

Karen var 18 år og flyttet hjemmefra, da hendes mor en dag ringede og inviterede hende hjem til aftensmad. Hun afslog i første omgang, men da moren insisterede, indvilligede Karen i at tage hjem til Hammerum i udkanten af Herning. Også hendes to yngre søskende var inviteret, og hun fornemmede, at der ikke kun var tale om en hyggelig familiemiddag. Hun fik ret, for forældrene fortalte, at de havde besluttet at lade sig skille.

– Jeg havde aldrig tænkt det som en mulighed, at mine forældre skulle skilles, så det var et stort chok. Jeg blev enormt vred og ked af det, og samtidig forstod jeg ikke helt, hvorfor jeg var så påvirket af det. Jeg var jo ikke et barn på syv år, men en ung kvinde, fortæller Karen.

For hvor hendes søskende i tiden efter formåede at acceptere forældrenes beslutning, blev det ved med at fylde hos Karen. Hun var ked af det og fik sværere og sværere ved at få hverdagen som ung pige i huset hos en familie til at hænge sammen. Hun havde knap nok energi til at stå ud af sengen og lå det meste af dagen alene i sin lejlighed.

– Jeg forsøgte at holde mig i gang, men jeg græd meget og fik heller ikke prioriteret at spise ordentlig mad, husker hun om tiden.

Læs også: Jeg har fået livsglæden igen

Bad om hjælp

Karen havde altid været et tænksomt barn, der fandt ro ved at kigge ud over markerne bag barndomshjemmet på landet. Her var der plads til store drømme og skriblerier, der blev til sange. Som 16-årig sprang hun til som sangerinde i et amatørband, selv om hun indrømmer, at hun slet ikke havde selvtillid til at stå forrest på scenen. Men hun overvandt sig selv, for musikken betød mere og var den vej, hun havde lyst til at gå.

Da klassekammeraterne fra folkeskolen forsvandt videre i gymnasiet, stod Karen tilbage og var i tvivl om, hvordan hun kom videre derfra. Hendes sårbarhed fulgte hende, hver gang hun tog et valg, og fik hende til at droppe det igen. Og inden hun fik set sig om, var hun i systemet, der forsøgte at finde en kasse, der kunne passe og afklare Karen og hendes muligheder for uddannelse og job. Hvilket ikke rigtig lykkedes.

Hendes forældre var bekymrede for deres unge datter, og hun kan huske, hvordan hun og hendes mor opsøgte en psykiater. Han stillede nogle spørgsmål og konkluderede, at Karen var ramt af en svær depression.

Fulde af håb efter konsultationen tog Karen og hendes mor hjem. Nu vidste de, hvad der var galt, og det kunne den recept, som psykiateren havde udskrevet, løse. Men pillerne virkede ikke og fik blot Karen til at føle sig endnu mere fjern fra alt.

Den første juleaften efter forældrenes skilsmisse blev holdt i morens nye lejlighed, men Karen havde det så skidt, at hun end ikke orkede at gå med rundt om juletræet. Om natten følte hun en voldsom indre uro og en følelse af at være uden for sin egen krop, så næste dag tog hendes mor en beslutning. Hun kørte sin datter til den psykiatriske afdeling og bad om hjælp.

Selv var Karen modstræbende, men lægen vurderede, at hun skulle indlægges, og hun fik et værelse for sig selv. Hun husker, at personalet kom og talte med hende, og at hun fik noget medicin, men ikke, at hun fik noget ud af opholdet.

Efter et par dage på den lukkede kom hun til den åbne afdeling, og det var mere mødet med de andre psykisk sårbare unge i det fælles opholdsrum, der gjorde det til at holde ud at være der. Hvis hun skal være ærlig, synes hun, det føltes som ren opbevaring af et ungt menneske, man ikke var i stand til at hjælpe. Hun var frustrereret, følte sig ensom, og på et tidspunkt begyndte hun at skære i sig selv for at mærke, at hun stadig var i live trods den bedøvende medicin.

Læs også: Kokken fra tv blev mobbet

Tunnel med hvidt lys

Tre måneder senere blev hun vurderet til at være stabil nok til at blive udskrevet til egen bolig og med tilknytning til et daghospital. Men Karen flyttede sig kun en smule det næste års tid, og selv om hun ikke var i det dybeste mørke som tidligere, endte det med endnu en indlæggelse på psykiatrisk afdeling i et par måneder, før hun fik plads på en døgninstitution for unge med en sindslidelse.

Det gik langsomt den rigtige vej. Karen forsøgte at have et almindeligt ungdomsliv ved siden af med venner, kæreste og byture. Men i takt med at hun fik det bedre, kunne hun også mærke, når det ikke fungerede.

En aften valgte hun at sluge en bunke piller, da der var blevet sagt godnat. Et splitsekund efter hun havde sunket den sidste pille, blev hun grebet af fortrydelse og ville søge hjælp. Men benene under hende blev gummiagtige, og hun landede på gulvet uden kræfter til at råbe eller banke efter hjælp. Til hendes held fik pædagogen, der skulle overnatte sammen med de unge på institutionen, en indskydelse om lige at tjekke inde hos Karen igen.

– Jeg kunne ikke føle eller se noget, men jeg kunne høre, at der var nogen, der sagde, at det sad fast dernede. Alt var mørkt, da jeg så den her tunnel med det hvideste, blødeste lys. Det var vildt smukt og rart, og jeg gik bare. Pludselig standsede jeg og sagde: Jeg går den anden vej. Og så vågnede jeg, fortæller Karen og fortsætter:

– Mit selvmordsforsøg var for at få fred for mine følelser. Det var ikke, fordi jeg ville væk fra min familie eller noget andet. Jeg ønskede bare ro. Så da jeg vågnede, forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke bare var gået videre.

Karen flyttede tilbage til døgninstitutionen, men hun kunne mærke, at hun ville mere. Følelsen af opbevaring og tidsfordriv gjorde, at hun ville videre og væk.

Det blev til et ophold på en musikhøjskole, selv om det kun var hende, der mente, det ville være en god idé.

– Jeg havde brug for at være i et fællesskab med nogle, der ikke var syge. Og så at lukke musikken ind mit liv igen, siger hun.

Højskoleopholdet gjorde hende godt, og hun besluttede sig for endnu et højskoleophold og vendte derefter tilbage i egen lejlighed i Herning. Hun var efterhånden blevet 22 år, men hun gjorde sig ikke nogen tanker om fremtiden. For Karen gik det ud på at få det godt.

Og det fik hun. Med bittesmå skridt fik hun det lidt bedre hvert år, selv om hun stadig havde svært ved at fastholde en uddannelse. I stedet tog hun andre og kortere forløb for at nærme sig dét, hun egentlig gerne ville være – kosmetolog.

Læs også: Alle elsker Jimmy

Har sit eget univers

Som 30-årig fik Karen langt om længe tilkendt et fleksjob, og hendes skuldre faldt helt ned. Hun følte, at hun endelig kunne finde et arbejde på sine præmisser, hvor hun ikke længere skulle frygte at måtte give op, som hun havde gjort så mange gange gennem årene.

På en anbefaling begyndte hun på en uddannelse som coach og terapeut i Aarhus, og det viste sig at være lige noget for hende. Her var noget, der rykkede og var dybere, end hun nogen sinde før havde prøvet af samtaler og behandlinger. Hun fik arbejdet med sit eget selvbillede, og efter i årevis at have følt sig som en byrde for sine omgivelser opdagede hun, hvem hun i virkeligheden er. Hun fandt frem til sin indre kampvilje og styrke – noget, hun inderst inde altid havde vidst, at hun havde. Men nu lærte hun at tage ejerskab og selv bestemme, hvem hun havde lyst til at være.

– Der er så mange, der tabes i det her, og jeg tror, at grunden, til, at jeg ikke blev tabt, er, at jeg hele tiden har villet. Og har haft kræfterne og evnerne til at komme ud på den anden side. Men det har ikke været nemt. Det har været de sværeste skridt, jeg har taget, understreger hun.

Hun fuldførte terapeut-uddannelsen, men fandt ud af, at det skulle hun ikke være. Nu har hun sit eget univers – Karens Univers – hvor hun blandt andet blogger om sin egen rejse og familieliv og tilbyder guidede meditationer. Og så har hun åbnet for musikken i sit liv igen, selv om hun havde tænkt, at det løb var kørt. Men da hun blev mor første gang, blev det naturligt for hende at finde den frem og give den videre til sine børn.

Gave til børnene

Hun tænkte meget over, hvad det vigtigste er, hun som forælder kan give videre til sine børn. Hvad er det, hun selv har savnet? Det fik hende til at skrive små, korte historier, som hun har lavet sange og meditationer til, og som hun nu har samlet i børnebogen ”Til det dejligste barn i verden”.

– Det handler om kærligheden til sine børn og vigtigheden i at booste deres selvværd og selvbillede. Alt det, som jeg har arbejdet med i det meste af mit liv. Det er puttet ind i den bog, og det er min gave til mine børn, men jeg er taknemlig for, at jeg også kan få lov til at dele det med andre.

– Jeg er ikke bange for, at mine børn vokser op med en mor, der nogle gange græder og viser, at noget kan føles svært, så længe jeg tager ansvaret for, at jeg er tryg at være sammen, og at de kan føle sig trygge i det.