Annas bog har fået en fin lektørudtalelse, der anbefaler den til andre i sorg. Præcis dét som har været hendes tanke med den. At den taler ind i andres sorg og afspejler nogle af de følelser, hun selv har følt og ledt efter i litteraturen.
31-årige Anna Dyhr Lorenzen skrev bogen ”Man forsvinder ikke bare” på 16 dage. I tiden fra to betjente bankede på hendes dør med beskeden om, at hendes 56-årige mor var fundet død i sin lejlighed, og til moderen blev bisat.
I logbogsform skrev Anna alt ned. De praktiske ting, der skulle ordnes. Banken, bedemanden, bisættelsen. Men også alle de tanker og følelser, der væltede frem. Skammen, skyldfølelsen og sorgen. Bagefter var der tomt og tavst.
– Det er meget svært at forstå, at andres liv går videre, når ens eget er gået i stå. Man står der og kan ikke finde tilbage, fordi alting føles ualmindeligt. Jeg kunne ikke holde noget ud, jeg fik det dårligt. Jeg var sorgramt, fortæller Anna.
Hun har inviteret på kaffe, og vi har sat os ved spisebordet. Køkkenet er nyrenoveret i det hyggelige byhus i den lille by Mørke, der ligger på Djursland. Her bor hun sammen med sin 12-årige søn, Teo, sin kæreste og hans to teenagedøtre. Det var her, at betjentene bankede på en decemberaften i 2017, og bagefter gjorde det nærmest umuligt for hende at være i.
– Jeg var nødt til at lave det om. Hver gang jeg opholdt mig her, så forbandt jeg det med betjentene, der havde stået lige dér og fortalt mig, at min mor var død. Det blev så nærværende hele tiden og føltes utrygt at være i, forklarer hun.
En indre dæmon
Anna voksede op med sin mor og storebror i en boligblok i Lystrup nord for Aarhus. Noget af tiden. For hun har også boet lidt hos sin far i Sønderjylland, lidt hos en plejefamilie, lidt på et par krisecentre i løbet af den barndom, hun længe troede var helt almindelig, fordi det var normalen hjemme hos hende.
Annas mor var maniodepressiv, og hun var med Annas ord her, der og alle vegne. Men mest depressiv. Så Anna påtog sig rollen som den voksne. Sørgede for indkøb, mad – og for at fylde så lidt som muligt. Andre gange var moderen et festfyrværkeri uden lige. Energisk, sprudlende og nærværende, og når hun var det, slap Anna voksenrollen.
– Så var vi nærmest i symbiose. Vi skrev digte sammen, hun lyttede til mine, og vi grinede, spillede backgammon, hørte musik og dansede i stuen. Og så lige pludselig … kom den der dæmon frem. Jeg følte nærmest, at det kom udefra, og hun vendte fuldstændig rundt og blev modbydelig. Jeg er selv mor, og jeg kan jo slet ikke forstå, at man kan opføre sig sådan over for sit eget barn. Det forstod jeg ikke dengang, og det forstår jeg heller ikke som voksen. Men jeg forstår nu, hvor bizart det har været. Og det er en svær følelse, siger Anna, der aldrig blev mødt af et system, der rakte ud for at hjælpe, selv om hun siger, at det burde være tydeligt, hvor meget hun mistrivedes som barn.
– Selv om jeg var dygtig til at skjule det, synes jeg, der var mange tegn på, at jeg ikke havde det godt. Jeg tabte mig meget i perioder, og jeg kradsede min hovedbund til blods. Da jeg var 13 år, blev jeg ekstremt indadvendt og begyndte at motionere rigtig meget. Det kæmper jeg stadig med. Det er lidt en udfordring, for hvornår er noget for meget? Men det handler for mig om at kompensere for den rastløshed, jeg har fået med mig.
Da hun var 16 år, eskalerede en konflikt imellem mor og datter, og Anna flyttede hjemmefra. Kontakten til moderen blev derefter sporadisk, også da Anna to år senere blev mor til Teo.
Men kontakten blev helt kappet en sommeraften to år før moderens død. Før den aften var forholdet godt mellem dem, og Anna ønskede, at Teo fik en relation til sin mormor. De havde den dag fejret hans 6-års fødselsdag med en tur i cirkus, danset til Rasmus Seebach i haven, hygget og grinet, da morens blik pludseligt ændrede sig og blev sort. Hun begyndte at jagte Anna og kalde hende for et dårligt menneske, der ødelagde andre omkring hende.
– Hun havde beskyldt mig for at være et dårligt menneske mange gange før, men aldrig foran min søn. Og så holdt hun Teo fast og ville ikke slippe ham. Jeg tog ham, og da vi gik derfra, vidste jeg godt, at nu var det slut. Min kæreste var ret chokeret bagefter og havde behov for at tale om det mange gange, og det forstod jeg ikke. For jeg havde jo oplevet det der mange gange i mit liv. Men det gjorde alligevel indtryk på mig, at det havde gjort indtryk på ham, siger Anna.
Håbet om, at det ville blive godt igen, forsvandt først endegyldigt, da hun fik beskeden om morens død.
Så kom vreden
– Uanset hvor dysfunktionel forholdet til ens forældre er, er der jo kærlighed. Sådan var det også for mig, og da hun så døde, forsvandt alt under mig. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg ville have en ommer. Jeg følte skyld over, at hun var død. Jeg bebrejdede mig selv for ikke at have været der for hende, og jeg skammede mig over det, fortæller Anna.
Logbogsnotaterne sendte hun til et forlag, der opfordrede hende til at arbejde videre med teksten.
Det forsøgte hun – mens hun arbejdede, løb og sørgede – til hun en dag bare ikke kunne mere. Hun gik i hårdknude, kunne ikke snakke om sine følelser og oplevede en retraumatisering af hele sin barndom. Hun tog ud i sit ”skriveskjul” på Mols. Her boede hun i et års tid, hvor hun i begyndelsen løb, indtil hun gav op og gav sig hen til naturen og stilheden.
For første gang i sit liv oplevede Anna en vrede, der fik hende til at råbe og skrige for dernæst at græde. Der var taget hul på bylden, og langsomt begyndte hun at læse igen, lytte til musik og få lysten til at færdiggøre sin bog. Hun flyttede hjem til huset i Mørke igen, og de næste ni måneder arbejdede hun på bogen.
– Nu hvor jeg havde skrevet udkastet, følte jeg også, at jeg var nødt til at omsætte det til et værk i verden. Der var ikke plads i mig til at beholde det for mig selv. Det var en måde for mig at komme videre med livet på. Min sorgproces. Selv om det føles meget blottende og udstillende, og følelsen af skyld og skam er hård at skrive på. Ligesom jeg også har tænkt på, om andre vil fordømme mig og mene, at jeg burde have gjort mere for min mor, siger Anna ærligt.
Hun har lyst til at sige, at hun ikke føler skam og skyld længere, og alt er godt. Men hun er stadig ambivalent omkring det og tilføjer med et forsigtigt smil, at der er blevet løsnet op for det.
– Lige nu er jeg mættet, bogen er udgivet, og jeg vil gerne kigge lidt frem. Erkendelsesarbejdet er sket. Jeg synes, jeg er blevet i stand til at bære over med mig selv. Sige, at det er ok at være ked af det og være ked af det i så lang tid. Jeg sidder ikke og græder over min mor hver dag. Hun mangler på mærkedage, men det fylder mindre, og det har fået en anden plads.
– Jeg kan mærke en lyst til at skrive noget andet. Sorg som emne er interessant. Men det er begyndt at virke, som om det ikke er umuligt længere at skrive om noget andet. Det er jo virkelig en kliché, at tiden læger alle sår. For det gør den ikke, men den gør noget. Sorgen er ikke gået over, men den har bevæget sig. Tiden gør sit.
