– Jeg vil gerne fortælle om en svær tid, der på nogle punkter stadig påvirker mig i dag, men også har gjort mig til den, jeg er…
22-årige Stine Laue Gustavsen har stillet sig op foran en flok kommende konfirmander i sognehuset ved Fangel Kirke syd for Odense. Hun taler tydeligt, og uden at tøve begynder hun sin fortælling om, hvordan livet var for hende, da hun var på deres alder.
For en stund har konfirmanderne glemt at fjolle og hviske sammen. De lytter og er helt tavse. For Stines historie er ikke lyserød. Den er trist og indeholder følelser som ensomhed og mistrivsel.
Det er anden gang, at Stine holder oplæg for unge, og hun er ikke længere nervøs ved tanken. For det kommer lige fra hjertet, og hun håber, at de unge kan bruge det til noget.
Sagde ikke fra
– Det er så vigtigt, at man mærker efter, hvordan man har det. For det fik jeg aldrig gjort. Og at man tør sige det højt til nogen. Hvis ikke til ens forældre så til nogle andre voksne, som man stoler på, og som handler på det. Gør de ikke det, så find nogle andre, der tager det alvorligt, lyder rådet fra Stine.
For når hun selv ser tilbage på sine tidlige teenageår, ignorerede hun alt for længe den knude i maven, hun konstant bar rundt på. Hun satte en facade op, smilede udadtil og fulgte bare med.
Også den dag, hun kom hjem fra skole i 8. klasse, og hendes forældre i allerbedste mening foreslog, at Stine tilbragte 10. klasse på en efterskole. Det havde været en succesfuld oplevelse for Stines storebror, og måske ville det også blive en god løsning og slutning på det tiltagende pigefnidder, der var kommet i Stines klasse. Problemet var blot, at Stine på ingen måde havde lyst – og at hun alligevel indvilgede i at besøge nogle efterskoler i tiden efter.
– Jeg burde have sagt tydeligt fra, men på den anden side havde mine forældre måske ret i, at jeg ville få en god oplevelse. De vidste nok bedst, tænkte jeg, men indeni var jeg slet ikke med. Jeg bebrejder overhovedet ikke mine forældre, for de kunne ikke vide bedre, når jeg ikke var ærlig omkring det. Jeg var så usikker, at jeg bare fulgte med og lod tingene ske, siger Stine.
Derfor endte det også med, at hun blev skrevet op på en efterskole, og i et kort øjeblik mærkede hun lettelsen, da hendes mor helt ærgerlig måtte sige, at hun kun var kommet på venteliste. Den nåede dog aldrig at forplante sig, før Stine fik et velkomstbrev fra efterskolen. Hun havde fået en af de eftertragtede pladser.
Pjækkede fra timerne
Stine mindes køreturen til efterskolen. Hun var hverken nervøs eller spændt, men husker, at det føltes, som om hun gik ind i sig selv, da forældrene vinkede farvel og bagenden af deres bil forsvandt i horisonten.
Fra den dag stoppede hun med at være glad indeni, forklarer hun. For udadtil smilede hun og lod som ingenting. Hun havde beholdt sit fritidsjob i Netto, så de fleste weekender bad hun om vagter, og sjældent var hun derfor sammen med sine forældre i Sønderborg, der ikke var klar over, hvor svært Stine havde det på efterskolen, og at der var en anden årsag til, at deres datter arbejdede så meget i weekenderne. Men hun følte sig tryg i fritidsjobbet, hvor hun var en god medarbejder med klare arbejdsopgaver.
Når hun kom tilbage til efterskolen søndag aften, lukkede hun sig inde på sit værelse. På et tidspunkt fandt hun ud af, at det var muligt at pjække fra timerne, fordi der ikke blev holdt øje med, om man deltog eller ej.
En anden metode, der hjalp hende igennem ugerne, var at spise. Selv om der kun blev serveret seks måltider om dagen, lykkedes det hende at gemme ekstra mad, som hun spiste i smug på værelset, og efter et par måneder lagde hendes mor mærke til vægtstigningen og talte med Stine om det.
– Min mor koblede det ikke sammen med, at jeg havde det dårligt, og at maden var blevet min måde at kontrollere mine følelser på. Det gjorde jeg heller ikke selv. Men det er tydeligt at se på billederne i dag, at jeg tog på i den periode, siger Stine, der især har én oplevelse fra efterskolen, som har brændt sig fast.
Isoleret på efterskolen
Hendes elskede hund, som hun var vokset op med, blev aflivet på grund af sygdom, og da hun grædefærdig fortalte det til en lærer på efterskolen, lød det alt for ufølsomt, da læreren sagde, at det jo nok skulle gå over.
For det gik ikke over. Tristheden, der også stjal hendes søvn om natten, forsvandt ikke, men gjorde hende blot mere isoleret på efterskolen, hvor omgivelserne tilsyneladende ikke lagde mærke til det. Da efterskoleopholdet var forbi, flyttede hun hjem igen og begyndte på gymnasiet.
– Det var svært at tage kontakt til de andre i min gymnasieklasse, fordi jeg havde vænnet mig til at være alene og skubbe andre væk. Mit udseende fyldte også meget, fordi jeg blev opmærksom på, at jeg havde taget på, husker hun og siger, at det har taget hende år at lande her, hvor hun er i dag.
For efter endt gymnasieeksamen og et sabbatår, hvor hun arbejdede, tog hun beslutningen om at flytte hjemmefra og ind i en delelejlighed i Odense for at begynde på sygeplejerskeuddannelsen. Det var her, at tankerne om den svære tid begyndte at rumstere, og det gik op for hende, hvor meget hun har forsøgt at bilde sig ind, at hun dengang var ok, når hun faktisk slet ikke var det.
Det var også her, at hun blev opmærksom på Det Sociale Netværk, der driver projektet Unge På Vej, som består af frivillige i et fortællerkorps, som besøger skoler og kommende konfirmander for at sætte fokus på mental sundhed og trivsel blandt unge.
Hjælp og støtte
– Jeg ved, at hvis man ikke taler om tingene, så vokser de sig større. Det oplevede jeg selv. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mod til at være åben omkring, hvor svært jeg havde det, så jeg kunne have fået hjælp og støtte. Mit mål med at være frivillig og tage ud og fortælle min historie er, at unge hører fra en som mig, at livet er svært nogle gange, og at man bliver ked af det. Men man skal ikke være det hele tiden, for så er det vigtigt at få talt med nogen om det.
I dag føler hun, at hun er kommet videre og har lagt tiden bag sig. Hun har få, nære venner, og hun er langt mere ærlig over for både dem og familien, hvis noget trykker hende – selv om det også har taget tid.
– Jeg har skullet vænne mig til det, også at turde stole på andre ud over mine nærmeste. Men jeg synes, jeg er landet et godt sted nu, siger hun.
Efter Stines oplæg er der tavshed et par minutter, før en forsigtig hånd ryger i vejret. En pige har svært ved at forstå, at ingen kunne se, hvor skidt Stine havde det, og det er også noget, Stine selv har svært ved at forstå.
– Selv om jeg måske forsøgte mig hos efterskolelæreren, da min hund var blevet aflivet, var det ikke den rigtige for mig, og jeg skulle derfor være gået til en anden, der forstod mig, eller mine forældre. Det var det, jeg havde brug for, svarer Stine.
Unge På Vej
● Unge På Vej består af et fortællerkorps af frivillige unge, der tager rundt og fortæller om deres erfaringer med en vanskelig og udfordrende ungdomstid.
● Det er hensigten at italesætte psykisk sårbarhed på en måde, så det ikke bare handler om tunge lidelser og diagnoser, men så der også kommer fokus på de problemer, som de fleste slås med.
● Man kan enten melde sig som frivillig eller booke en frivillig til at komme ud og holde et foredrag. Læs mere på detsocialenetvaerk.dk
