Som 10-årig tog Ulrik sin første slurk af en ølflaske. Det foregik foran købmanden sammen med en flok ældre drenge, og der var ingen, der løftede et øjenbryn.
Heller ikke, da det hurtigt eskalerede og blev til temmelig mange flere, når han rendte rundt med de andre børn fra boligblokkene i Brøndby Strand.
Han var en ballademager, indrømmer han gerne. En af dem, man helst vil have, at ens børn ikke leger med, tilføjer han uden at uddybe det nærmere.
Hvorfor han endte med at være det, har han ikke fundet svaret på. Hans forældre arbejdede, sørgede for, at der stod aftensmad på bordet, og de forsøgte tålmodigt at finde løsninger, når Ulriks lærere ringede og beklagede sig over deres søns opførsel.
Læs også: Anne Maria vidste det ikke
Afhængig af rusen
Men Ulrik gik sine egne veje og lyttede ikke. Det har været et kendetegnende karaktertræk for ham det meste af hans liv. Han har sjældent lyttet efter eller efterspurgt gode råd, formaninger eller forslag.
Indtil for et år siden. Som 53-årig. Her oplevede han at være ”modtagelig” for andres omsorg, bekymring og hjælp. Efter et helt liv med alkohol som daglig medicin for at fungere og være til.
– Jeg var klar over, at jeg ville dø, hvis jeg fortsatte på den måde, siger Ulrik Jensen og får det til at lyde meget enkelt, og det var det på en måde også, da han nåede frem til den erkendelse. For han har ikke set sig tilbage siden, og han har heller ikke haft lyst til det.
– Der er helt sikkert sket noget inde i mig. Jeg tænker mere klart, end jeg nogen sinde har gjort, siger han og tilføjer med et skævt smil, at det ikke kun skyldes, at han ikke længere dulmer sig med daglig alkohol, som var nødvendig for at mærke den rus, han var blevet afhængig af. En rus, der gjorde ham glad, sjov og kærlig over for andre.
– Jeg er aldrig blevet aggressiv eller sløv af at drikke. Tværtimod har det gjort mig i godt humør, og jeg tror, at jeg på den måde har kunnet skjule over for mine omgivelser, at jeg havde et alkoholmisbrug. Jeg var faktisk ikke engang selv klar over, at det var det, jeg havde, siger han så.
Læs også: 12 tegn på alkoholmisbrug
Bekymret datter
For efter en turbulent skolegang fortsatte Ulrik over i arbejdslivet, og han har altid haft et arbejde.
Men fælles for arbejdspladserne har det været helt almindeligt og nærmest kutyme lige at snuppe en fyraftensbajer eller to. Ligesom det også har været det i private sammenhænge.
– Det var sådan, man var sammen dengang. Det var altså ikke så mærkeligt. Og jeg var jo ikke en af de der bumser, der sad hele dagen på en bænk og drak. Tænkte jeg. Men jeg var jo på en måde ligesom dem. Jeg havde bare et arbejde. Men vi drak vel nok det samme i løbet af en dag, konkluderer han selv.
Han blev skilt for mange år siden. Ikke på grund af sin hang til alkohol, skynder han sig at understrege. Og så er han far til to. En datter på 27 år og en søn på 15 år.
Han har ikke talt så meget med dem om sit alkoholmisbrug. Han ved fra sin datter, at hun ikke føler, at hun er vokset op med en alkoholisk far. Det har Ulrik også formået at skjule over for hende.
Men han ved, at hun har været bekymret for sin far. For alvor for 10 år siden, hvor Ulrik blev indlagt med mavesmerter, og det viste sig, at han havde akut betændelse i sin bugspytkirtel. Lægerne lagde dengang ikke skjul på, at han ville dø, hvis han fortsatte med at drikke.
Det kom som et chok for Ulrik, at han var blevet syg af at drikke, og han valgte at lytte efter. Det lykkedes ham at holde sig ædru knap to år ved hjælp af antabus-forløb, men da så blodprøverne begyndte at blive fine igen, besluttede han sig for, at han godt kunne drikke igen.
Så det har han gjort, og han har haft nogle gevaldige nedture i perioder, hvor han har været nødt til at lade sig indlægge og blive afruset. Kun for bagefter at komme hjem til Brøndby Strand og knappe en ny kold øl op fra køleskabet.
Læs også: 12 tegn på alkoholmisbrug
Reddet af Blå Kors
Da han for fem år siden var nødt til at få nye hofter, endte det også med et farvel til arbejdsmarkedet. Det slog ham ud, for som han siger, så har han arbejdet, siden han var 15 år, og pludselig at stå uden for et socialt fællesskab var svært – og fik ham til at drikke endnu mere.
Da coronanedlukningen så kom oveni, følte han sig så isoleret, at det gik alvorligt ned ad bakke. Flere gange måtte han afruses inden for kort tid, og det var her, at hans søster stille appellerede til sin bror om at få hjælp.
Har hun gjort det før? Har andre gjort det før? Ulrik har ikke hørt det, men han vil heller ikke afvise det. Uanset hvad så hørte han det først for et år siden, og han var sådan set ikke i tvivl, da han svarede ja.
Det blev til tre måneders intensivt behandlingsforløb hos Blå Kors i Taastrup med samtaleterapi, mentaltræning, undervisning og motion – og det er kommet til at gøre hele forskellen for Ulrik.
– Jeg har fået et helt andet mindset og er i stand til at reflektere over, hvordan jeg har levet mit liv. Jeg har fået det så meget bedre psykisk, men også fysisk. Jeg kan mærke på min krop, at den har haft godt af, at jeg ikke drikker mere. Der er ingen tvivl om, at jeg burde være kommet her for mange år siden.
Til december er det et år siden, at Ulrik trådte ind ad døren hos Blå Kors, og han har ikke haft nogen tilbagefald. Han har værktøjer og strategier indøvet, hvis trangen skulle melde sig. Indtil videre har han ikke haft brug for dem. Og står det til ham, har han også drukket sin sidste slurk.
