Tænk, at en bemærkning kan forfølge én i flere år. At lige den sætning bider sig fast for altid, når afsenderen sikkert selv har glemt den to sekunder senere. Men nogle gange rammer ord bare plet, selv om de hverken er sande eller søde.
For Judith, der nu er 62 år, var det håndboldtrænerens ord, der faldt ud af det blå lige dér midt på banen, hvor hun var i gang med at træne de yngre piger. Judith var 16 år. Hun havde shorts på – og så faldt bemærkningen: “Dengang du, Judith, spillede håndbold, var jeg så flov over at sende dig på banen med de tykke ben, du render rundt med.”
Judith husker, at hun blev paf, ked af det og gik hjem og fortalte det til sine forældre. De blev forargede på deres datters vegne, så Judith var godt klar over, at det var forkert af håndboldtræneren. Men det var ikke nok til at slette den fra hukommelsen. For hun syntes også selv, at hun havde tykke ben. Det var jo derfor, hun aldrig gik i shorts, medmindre hun var i håndboldhallen.
Læs også: Britta har tabt 40 kilo
Skræbeligt selvværd
– Jeg var ikke overvægtig som barn eller ung, men jeg var kraftigt bygget og havde muskler, fordi jeg spillede meget håndbold. Det var jeg godt klar over, for jeg kunne jo tydeligt se, at de andre piger var mere spinkle, siger Judith Clausen, der bor i Aabenraa.
Det var med til at forme et skrøbeligt selvværd, som kun blev mere tyndt i takt med, at hun blev tyk.
Det gjorde hun for alvor i sine 20’ere, hvor hun blev gift og gravid. To døtre med tre års mellemrum fik Judith til at føle sig velsignet, men de ekstra kilo på sidebenene, der fulgte med, kunne hun godt have været foruden. Hun forsøgte at tabe sig mange gange i årene derefter, men indkøbsvognen styrede hver gang forbi kage- og slikhylderne og blev fyldt op. På hjemvejen kunne hun snildt nå at konsumere en hel del af det, selv om hun altid bittert fortrød efter fjerde donut.
– Jeg spiste virkelig forkert. Alt dét, man ikke skal. Men jeg kunne ikke lade være. Heller ikke selv om jeg drømte om at tabe mig. Vægten gik bare opad, og jeg var nødt til at købe nyt tøj hele tiden, fordi det blev for småt, fortæller Judith, der inderst inde gik rundt og var ret ked af det.
Forældrenes død
Måske derfor var hun lettere at vælte omkuld, da hendes forældre døde med få års mellemrum. Judith var i sorg over tabet af sine forældre. Men ikke kun det. Hun begyndte at kunne huske episoder fra sin barndom, hvor hendes far forgreb sig på hende. Noget, hun aldrig havde været bevidst om – før nu.
Hun fik konstateret svær depression og måtte indlægges på en psykiatrisk afdeling. Her var hun i seks måneder og fik både ordineret medicin og slankekost.
Men da hun blev udskrevet, var det kun medicinen, hun fortsatte med, og den gjorde det ikke lettere for hende at holde vægten. Judith trøstespiste, vægten steg til langt over 100 kilo, og få år senere vendte depressionen tilbage med fuld styrke, så hun igen lod sig indlægge. Da hun nogle måneder senere vendte hjem, var det til arbejdsløshed og et kuldsejlet ægteskab.
Heldigvis fandt hun også trøst et andet sted. For da hun omsider fik tilkendt et fleksjob og blev ansat på det lokale teglværk, fandt hun Henning. En omsorgsfuld og kærlig mand, der tre år senere fik hendes ja på Sønderborg Rådhus, og som i dag altid er ved hendes side, uanset hvilke valg hun træffer.
Læs også: Pia blev Årets Taber
Undgik linsen
Som nu for to år siden, hvor Judith fyldte 60 år. Den dag invitererede hun ikke blot familie og gode venner på brunch. Hun lod også en ven knipse løs og tage billeder af hende. En meget grænseoverskridende oplevelse for Judith, der altid har gjort sit for undgå linsen i sociale sammenhænge. De gange, hvor der har været billeder af hende, er det næsten stensikkert, at hun også er blevet ked af det.
Og det var da heller ingen undtagelse, da hun modtog foto-bogen fra fødselsdagen. Faktisk blev hun som ventet chokeret over at se sig selv. 126 kilo. Hun vidste, at hun var nødt til at gøre noget, men hun vidste ikke hvad. Tilfældigt faldt hun et par måneder senere over et opslag på Facebook. En kostvejleder tilbød sin hjælp, og Judith sagde ja tak uden at mene det. For hvordan skulle hun dog kunne hjælpe?
Opringningen
Men kostvejlederen ringede og insisterede på, at hun var den hjælp, som Judith havde manglet. Judith skulle begynde med at taste den mad, hun spiste i løbet af en dag, ind i et kostprogram.
Det gjorde hun så – og blev ret hurtigt ringet op igen af kostvejlederen. For Judith spiste helt forkert, lod hun hende forstå. Der skulle meget mere protein ind i kosten, og der skulle mere styr på fedt og kulhydrater.
– Jeg synes, det var til at overskue, fordi jeg kunne se, hvor meget jeg måtte spise, og hvad jeg måtte spise. Det eneste, jeg ikke havde lyst til at give afkald på, var et rundstykke sammen med min mand de dage, han holder fri, og så et glas rødvin af og til. Men det var og er der plads til. Så længe jeg er opmærksom på, hvad jeg så spiser resten af dagen, forklarer Judith.
Hun har virkelig knækket koden, siger hun og fortæller, hvordan kiloene bare begyndte at ryge af. Et kilo om ugen, og hun kan dårligt beskrive, hvordan den følelse var – og er. For i dag er det to år – og 38 kilo mindre – siden fødselsdagsbilledet blev taget.
Mere selvsikker
– Jeg har det så fantastisk. Mine knæ gjorde ondt for to år siden, i dag fejler de intet, og jeg går 12-15 kilometer hver dag. Jeg har helt andre vaner nu. Før tog jeg altid elevatoren, nu tænker jeg, at det var fjollet, at jeg ikke tog trappen. Jeg pruster ikke på samme måde, og jeg har fået taget nogle meget fine blodprøver efter mit vægttab. Folk kan slet ikke fatte, at jeg har tabt mig så meget. Jeg er blevet meget mere selvsikker. Bare det at kunne købe tøj i helt almindelige butikker er fantastisk. Jeg er gået fra størrelse 54 til 44. Når jeg ser mig selv i spejlet i noget tøj, der sidder godt, så tænker jeg bare wauw, udbryder Judith glad.
