I én af vores allermest populære julekalendere, ”Jul på slottet” fra 1986, som blev optaget på Rosenholm Slot ved Hornslet, skal prinsesse Miamaja giftes bort inden jul for at redde slottets økonomi. Heldigvis hjælper jægeren Valentin og ikke mindst alle slottets nisser, alt hvad de kan, for at forhindre det kærlighedsløse giftermål, og som i alle julekalendere ender historien lykkeligt.
I virkelighedens verden kan slottet og dets 458 år gamle slægtshistorie om familien Rosenkrantz sagtens hamle op med de trængsler, julekalenderen bød på.
– Det er klart, at gennem så mange generationer og århundreder har der været gode og dårlige tider, fortæller nuværende bestyrelsesformand for Danmarks ældste slægtsgård Boris Rosenkrantz. – Flere af mine forfædre har kæmpet for at skabe økonomi til at bevare stedet, og det har da haft sin pris. Da min far arvede slottet, var der ingen jord til længere. En stor del blev solgt fra til lensafløsning. Tilbage i tiden ejede slotsherren helt op til 60 fæstegårde, og den allersidste gård, der hørte til, gik til at betale min fars arveafgift.
Ved århundredskiftet 1900 omfattede Rosenholm Slot 780 tønder land, 200 køer og et betydeligt skovdistrikt.
– I dag har vi kun slottet, parken og en lille smule skov tilbage, og det er jo ikke nok til at bevare slottet, så min far har lavet en fond, som med støtte fra mange andre fonde hjælper med renovering til bevarelse af denne store kulturarv, og det er vi meget taknemlige for.
At der heller ikke har været mulighed for at gifte nogen væk for at hive penge hjem til slottet, er Boris nu godt tilfreds med. Han fandt nemlig selv lykken uden at skele til økonomien, og han og hans kone, Sofie, kan sagtens leve op til julekalenderens kærlighedshistorie.
Læs også om Jens og Randi, der holder jul på den gamle slægtsgård
Godt scoretrick
– Jeg mødte mit livs kærlighed i 2009 hos nogle fælles venner, og ud over at vi begge interesserede os for historie og religion, var kemien også på plads med det samme. Så jeg vidste omgående, at hér var den kvinde, jeg skulle dele mit liv med.
Sofie faldt også temmelig prompte for Boris’ charmerende væsen.
– Men jeg var lidt mere tilbageholdende og skulle være sikker på, at han mente det alvorligt, fortæller den 34-årige gymnasielærer. – Jeg vidste godt lidt om, at han som en Rosenkrantz havde tilknytning til slottet, men hvor stort det egentlig var og er, var ikke helt gået op for mig.
Boris ved nøjagtigt, hvornår han helt sikkert scorede Sofie.
– Det var første gang, du var med ovre på slottet, og jeg i biblioteket viste dig de gamle Martin Luther-bøger.
Sofie griner.
– Det er sandt! Det var helt fantastisk for mig at stå med de bøger i hænderne, fordi jeg interesserer mig rigtig meget for historie, og hvornår får man chancen for den ære? Jeg er jo bare en helt almindelig pige fra Nakskov, der kommer fra en helt almindelig familie, så det var en meget stor mundfuld for mig pludselig at skulle vænne mig til min mands inderlige forhold til stedet.
Læs også om Kathrine, der har arbejdet 60 år på samme slægtsgård
Benhårdt arbejde
Men hvis man forestiller sig, at alle slotsejere lever et liv i sus og dus, må man ifølge Boris tro om igen.
– Mange tror måske, at man ikke bestiller andet end at drikke champagne og spise kaviar og af og til kommer og vinker – intet kan være mere forkert. Det er benhårdt at arbejde at bevare den familiearv, man har fået, og det kan føles som en brændende kugle, man har fået i hænderne, og som man skal lykkes med at levere videre til næste generation i samme eller bedre stand uden at brænde fingrene.
Næste generation er heldigvis helt klar til at blive slotsherre.
– Jeg håber, vores søn, Erik på tre år, kan og vil involvere sig i slottets fremtid, men det er jo en dans på rosentorne, om det kan lade sig gøre.
Boris startede selv tidligt. Allerede som 11-årig lavede han rundvisninger på slottet for turister.
– Det var rigtig sjovt, og ved siden af alle fakta om slottet fortalte jeg også om den berømte julekalender og gemte slik til børnene, så de også fik en sjov oplevelse.
Et slot for alle
For Sofie var det en udfordring at blive kastet ind i en verden, helt forskellig fra den hun kendte.
– Det tog lang tid for mig at få et afslappet forhold til slottet, fordi jeg havde så meget respekt for det. Men Boris er så meget nede på jorden, at jeg hurtigt lærte at fokusere på alle de gode ting som for eksempel julemarkedet, som vi holder hvert år.
Netop at bevare den varme udstråling på slottet er vigtigt for Boris.
– Jeg synes, at slottet skal være der for alle, og det må gerne være lige så autentisk som i tv-serien ”Downton Abbey”, hvor intet er gemt væk i vitriner og bag glaslåger. Vi vil rigtig gerne mange år endnu give folk en god, hyggelig oplevelse, når de besøger Rosenholm Slot.
