Julesøstrene: Traditionerne må aldrig dø ud

Onsdag, 11. november 2020
af Johan Isbrand, Foto: Søren Lamberth
Louise og Cathrine Brandenborg dyrker ivrigt højtidens hygge, traditioner, mad og pynt. På webadressen jule-hygge.dk har de skabt en blog om julens herligheder, som de vil gøre alt for at værne om, og hvert år ved denne tid juler de for fulde gardiner. Mød tvillingerne og deres lige så juleglade mor og lillebror her.
Juletraditionerne må ikke dø ud, siger tvillingerne Anne-Cathrine og Marie-Louise Brandenborg.

Mange kender den rørende dokumentarfilm fra 2018, ”Julebrødrene”, om tvillingerne Brian og Benny og deres drøm om at skabe deres eget julemuseum. Marie-Louise og Anne-Cathrine Brandenborg er 25 år og også tvillinger. Og med tanke på deres massive begejstring for jul, juletraditioner og julehygge er det nærliggende at give dem kælenavnet ”Julesøstrene”.

Men hermed ophører også enhver lighed med Brian og Benny. Søstrene – i resten af artiklen nævnt ved deres navne Louise og Cathrine – har ikke gennemlevet en barndom og ungdom fuld af skuffelser og ydmygelser og brugt julens eventyrlige verden som en flugtvej ud af elendigheden. Deres glæde ved højtiden er tværtimod direkte affødt af mange års skønne juleminder og oplevelser i selskab med først og fremmest deres mor Anne-Sophie, 49 år, og deres lillebror Sigurd, 19 år. Også tanten Annette og hendes to døtre, Caroline og Olivia på 29 og 26 år, har været en fast del af familiens jul lige så længe, pigerne kan huske.

– Annette har været i familiens liv, siden jeg var ni år. Hun var gift med min storebror, men de er nu også skilt. Og så har hun et lige så kærligt forhold til julen, som vi har, fortæller Anne-Sophie.

Suldrup Kirke var sidste års julekirke i Familie Journal. Du kan læse om den her.

– Den første jul, vi har en klokkeklar erindring om, er samtidig den, der har tændt gnisten til vores juleglæde og sat niveauet for julehygge hos os. Vi holdt den hos vores tante og kusiner, der dengang boede i Hornslet. Det var i 2002, og det sneede. Da vi om aftenen gav den gas med ”Nu’ det jul igen” og undervejs løb en tur ud af huset, husker jeg, at det både var hvidt og glat derude, fortæller søstrene.

Dobbelt juleaften

Tvillingerne bor nu i Aarhus. Cathrine læser Designledelse på Syddansk Universitet i Kolding, mens Louise i år har færdiggjort en kandidatgrad i Corporate Communication på Aarhus Universitet. Sammen har de en blog med titlen ”Julehygge” på netadressen jule-hygge.dk, hvor de netop dyrker deres kærlighed til årets bedste tid. Bloggen er årsag til, at Familie Journal har sat dem stævne i Horsens, hvor deres mor og lillebror har boet de seneste to et halvt år, og hvor der ikke er mangel på hverken smuk julepynt eller velsmagende julebag og konfekt.

– Men strengt taget stammer alle vores juletraditioner fra min farmors hjem. For som lille holdt jeg jul hos min farmor og farfar i Rodskov med mine forældre og søskende, fortæller Anne-Sophie.

Cathrine, Louise og Sigurd har i barndommen flyttet en del omkring. Dog foregik flytteriet inden for samme område på Djursland, og de var aldrig nødt til at skifte skole.

– Vi har regnet os frem til, at vi har boet 14 forskellige steder i alt, indskyder Louise.

Frederikshavns julemand har julen i sit hjerte. Læs bare her.

Forældrene er nu skilt. Og i skilsmissefamilier bliver der ofte holdt indtil flere juleaftener, hvilket bliver taget meget bogstaveligt i den juleglade familie.

– I år fejrer vi for eksempel jul lillejuleaften hos vores far i Feldballe, og juleaften foregår det i selskab med mor, Annette og vores kusiner. Og vi taler altså fuld juleaften begge dage. Med julemiddag, gaver, juletræ, mandelgave og pakkeleg. Alle traditioner bliver overholdt. Dog må vi undvære kirke og ”Disney Juleshow” lillejuleaften, men derudover er der ingen forskel, forklarer tvillingerne.

Jul med det hele

Alene hvad middagen angår, mangler der bestemt ikke noget:

– Vi får and, flæskesteg, medister, hvide og brune kartofler, brun sovs, asier, tyttebærsyltetøj, waldorfsalat, lunede Taffel-chips og kolde Menu-chips. Det skal siges, at vi piger ikke rører salaten. Det er den klassiske julemad, det handler om, siger Louise.

Hvad enten fejringen foregår hos Anne-Sophie eller Annette, begynder en typisk juleaften med, at alle mødes ved middagstid.

– Modsat mange andre pynter vi altid træet på dagen. Og så hjælper vi alle hinanden med madlavningen. Men der bliver også tid til at spille både computer- og brætspil indimellem. Det hele foregår iført julesweatre. Først under middagen, der så vidt muligt starter klokken 18, har vi skiftet til julekjoler, ligesom man traditionelt har fundet sit fine tøj frem, når julen skulle fejres. Det skaber en særlig stemning, fortæller tvillingerne.

Tag med Familie Journal til OL for julemænd i Norge.

Efter hovedretten er det tid til risalamande. Sigurd er familiens eneste superfan af den klassiske dessert, som dog er ramme om et af årets højdepunkter: Jagten på mandelgaven.

– At få mandlen er det vildeste og fedeste overhovedet. Jeg bliver lykkelig i hele kroppen, når jeg mærker, at jeg er blevet den heldige. Samtidig er det jo vigtigt at holde det hemmeligt, til alle har spist, siger Louise.

Værner om traditionerne

Når der er spist og vasket op, står den på julegodter og kaffe. Derpå ryddes hele middagsbordet for at gøre plads til alle smågaverne, der skal indgå i pakkelegen. Reglerne og fremgangsmåden for legen skifter fra år til år. Det vigtige er, at der bliver leget og hygget.

– Så går vi om juletræet og synger. Den yngste vælger den første salme, og det når at blive til 12-13 stykker plus lidt ekstra i form af nyere julesange. Vi har i forvejen fået trykt hver vores sanghæfte med vores navn på forsiden, hvor der også står ”Julen 2020” eller hvilket år, vi nu befinder os i, siger Cathrine.

Her kan du læse om Kristoffer Dam fra duoen Dansvingerne og hans jul.

Således når klokken som regel at passere midnat, inden gaverne pakkes ud. En efter en og med behørig opmærksomhed omkring hver gave naturligvis.

– På grund af vores passion for julen puslede vi i 2017 med at lave noget julerelateret på nettet, og det endte med vores nuværende blog. Vi er på ingen måde eksperter. Vi ønsker bare at dele vores egen glæde ved traditionerne med andre. Hos os kommer du aldrig til at læse artikler om, hvordan man kommer slank gennem julen. Julepynt i klinisk hvide farver eller minimalistisk stil er heller ikke vores afdeling. Vi ønsker at værne om traditionerne. Også fordi vi fornemmer en tendens blandt vores jævnaldrende til, at man ikke brænder så meget for dem længere, siger Louise.

Både hun og søsteren har kærester i skikkelse af Mathias og Frederik. Men partnerne holder jul med deres respektive familier, og sådan skal det ifølge tvillingerne være. Den dag kan tidsnok komme, hvor de selv stifter familie og overtager rollen som værter for festivitassen.

– Vores store drøm er i virkeligheden at gøre vores interesse til en levevej. Drive en julestue, eje en juletræsplantage eller selv producere pynt og andre juleprodukter. Vi vil gerne gøre vores til, at alt det hyggelige og magiske ikke bare glider ud i sandet, siger Cathrine.

Den berømte julemand i kørestolen er af ægte gøglerslægt. Læs historien her.