Inges hænder bevæger sig rutineret hen over tangenterne, og tonerne af ”Vi skal gå hånd i hånd” fylder dagligstuen på Ellen Mariehjemmet i Gilleleje. Willy smiler og ser lykkelig ud.
For det er lige dét, de skal, de to, gå hånd i hånd gennem livet, du og jeg.
At der så sandsynligvis ikke er et væld af år tilbage at følges ad i, er sagen uvedkommende. Inge og Willy har ikke tænkt sig at lade et sæt gulnede dåbsattester sætte en stopper for den kærlighed og den frydefulde hjertebanken, som de begge føler.
– Når vi spiser middag herinde i dagligstuen, holder vi i hånd så meget som muligt. Vi kan slet ikke andet, siger Willy ligeud. Han er 95, Inge tre år ældre, og skærtorsdag blev de to ringforlovet.
– Jeg har lovet ham, at vi skal giftes, hvis jeg bliver 100, siger Inge.
– Det er altså bare noget, hun har fundet på. Men jeg siger ikke nej, indrømmer Willy.
Læs også: Kærlighed på sydhavsøerne: - Vi giver aldrig slip igen
Kærlighed uden alder
Inge Piper og Willy Petersens forhold er ret nyt, men når alderen er tæt på at blive trecifret, er der ingen tid at spilde, og desuden synes de begge, at der skal være orden i tingene.
– Jeg lagde nu ikke så meget mærke til ham i begyndelsen. Men en formiddag kom jeg ned i dagligstuen her på Ellen Mariehjemmet, og der sad han og syede kostumer til fastelavn. Det havde jeg nu alligevel aldrig set før – en mand ved en symaskine! Det måtte lige være noget for mig, griner Inge.
Tag quizzen: Hvad ved du om kærlighed?
Gengældt sympati
Hun blev spurgt, hvad hun ville klædes ud som til fastelavn. – Som klovn selvfølgelig, lød det fra den tidligere skolesekretær, der godt kan lide kulør på tilværelsen.
– Og pludselig ville Willy også være klovn, tilføjer hun.
En morgen noget tid derefter fortalte Inge til sygehjælper Birgitte Rasmussen, at hun var glad for Willy og han for hende.
– Så skal vi måske snart til bryllup, lød det rappe svar fra Birgitte, men hun blev ærlig talt lidt paf, da det gik op for hende, at det slet ikke var så utænkeligt endda. For Inge og Willy havde allerede bestemt, at de ville ringforloves skærtorsdag – og at de ville invitere hele den nære familie.
Det vil sige en snes mennesker, for når man er i slut-90’erne, er der ikke så meget familie tilbage. Willy har mistet to sønner, Inge sin adoptivsøn. Hun har heldigvis stadig sin datter på 75 år.
– Hun er lidt forkælet, siger Inge og hæver det ene øjenbryn en anelse – Så jeg var spændt på, hvad hun ville sige, da jeg ringede og fortalte, at jeg havde fået en kæreste. Men heldigvis sagde hun med det samme ”Ih, mor, hvor er det godt for dig!”
En sten faldt fra Inges hjerte, for ja, de havde begge inderst inde været lidt nervøse for, om folk ville tænke ”sådan et par gamle fjolser” om dem.
– Men vi har kun fået lutter søde reaktioner – alle har været glade på vores vegne, siger Willy.
Læs om om den store kærlighed på Grønland: - Mor, vil du gifte dig med papfar?
Blivende kærlighed
Han og Inge har svært ved at gøre rede for, hvem der scorede hvem.
– Det kom helt af sig selv. Man begynder med at få sympati for et andet menneske, og når det så er gengældt, ja, så er den der jo, forklarer Willy. Og Inge kan heller ikke sige andet, end at forelskelsen mærkes ens, uanset om man er 14 eller 98.
– Det er kærlighed, og det er den blivende kærlighed. Det har vi lovet hinanden, siger Willy.
– Du havde fortalt en eller anden, at vi bare skulle holde i hånd, men nu kysser vi også hinanden. Så længe vi kan holde vejret, griner Inge.
– Da jeg begyndte at komme op i 90’erne, sagde mine børnebørn, at jeg i hvert fald skulle blive 100 år. Jeg svarede altid med et ”åh nej, vor herre bevar mig vel.” Men nu vil jeg gerne blive 100 år, siger Inge og smyger sig ind til Willy.
