Knæk Cancer: Line er frivillig i Ung Kræft

– Jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg tænkte på oksekød. Her sidder der en læge over for mig og fortæller, at jeg har brystkræft, og det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg glemte at tage oksekødet op af fryseren til lasagnen senere.

Line Sehested fra Svendborg sidder i sin stue og griner af det i dag.

– Jeg tror ikke, jeg ville tro på det. For de havde jo hele tiden sagt, at der nok ikke var noget.

Men det var der. Hun havde en aggressiv form for brystkræft, og Line skulle have fjernet kræftknuden i sit bryst blot 14 dage senere, lød beskeden.

Så sad hun der på lægens kontor i sit fine tøj og græd. Hun havde aftalt med sin kæreste, at de skulle ud og fejre, at hun ikke var syg, så hun havde taget pænt tøj på.

– Jeg havde fået at vide i telefonen et par dage før, at samtalen med lægen kun ville tage ti minutter. Jeg blev lettet, for jeg tænkte, at man ikke får at vide, at man har kræft, på ti minutter. Så jeg var jo sikker på, det ville være en god nyhed, jeg skulle have, fortæller Line.

Læs også: Stine er pinup-pige og fejrer sin krop

Bare en cyste

Line Sehested levede familiedrømmen. En sød kæreste, to piger på næsten et og to år. De havde lige købt hus, og efter barsel skulle hun begynde på drømmejobbet som sundhedsfaglig konsulent.

En dag fandt hun en knude i sit ene bryst, efter hun stoppede med at amme sin yngste datter, Silvia.

– Jeg slog det lidt hen. Jeg tænkte, det kunne være så meget andet. Jeg var jo i øvrigt slet ikke gammel nok til at få brystkræft, siger Line, der på det tidspunkt var 32 år.

Men for at være sikker fik hun en scanning. Her fik hun at vide, at det heldigvis bare var en cyste, så hun skulle ikke være bekymret. Sygeplejersken sagde til hende, at de for en god ordens skyld lige ville tage en biopsi. Det gjorde de så kort tid efter.

Blodig biopsi

– Så lå jeg der på briksen og tænkte, at det bare var noget, der skulle overstås, men da jeg kiggede op på radiologen, kunne jeg godt se, at hendes ansigtsudtryk skiftede, og der blev jeg bekymret ...

Der kom blod ud med biopsien, så radiologen fortalte Line, at hun ville få et kræftpakkeforløb. Det var ikke sikkert, at det var kræft, men hvis man får den pakke, så går det hele lidt hurtigere.

– Jeg tænkte, at det var typisk. Jeg skulle videre på posthuset og hente en pakke, men jeg havde da ikke regnet med, det var en kræftpakke, jeg skulle have, siger Line og slår igen et grin op.

Men Line kom på kræftforløbet, og hurtigt gik undersøgelserne i gang. 14 dage senere var hun allerede i gang med efterbehandling med kemoterapi, og efterfølgende fulgte rekonstruktion af brysterne.

Læs også: Oliver fik hjernekræft som 5-årig: SKal jeg dø nu, mor?

Syg mor

– På vej hjem fra sygehuset sagde min kæreste til mig, at han ville ønske, vi kunne køre rundt for evigt, for så snart vi steg ud af bilen, så ville kræften blive en del af vores hverdag, husker Line.

Og sygdommen blev hurtigt en del af hverdagen. Kemoterapi, sygehusbesøg, tabt hår og frygten for at dø fyldte pludselig meget i Lines hverdag, samtidig med at hun skulle være mor for sine døtre.

– Jeg var så ulykkelig. Jeg var bange for, at mine døtre skulle miste deres mor, og den tanke knuste mit hjerte fuldstændig.

– Selv om jeg godt vidste, jeg var syg, benægtede jeg det nærmest. Jeg ville ikke have, at sygdommen skulle overtage alt. Jeg kløede bare på, selvom min krop ikke kunne holde til det. Jeg slog så meget græs, at jeg fik næseblod, fordi jeg var så svag efter kemoen. Men jeg ville gøre det selv.

Forståelse

Line blev foreslået at blive en del af en gruppe, der hedder Ung kræft i Odense, hvor hun kunne mødes med ligesingede. I starten afslog Line, for hun skulle ikke "gå til kræft". Men til sidst blev hun overtalt til at tage med til et af de månedlige møder.

Det, der mødte Line, da hun første gang var til et af møderne, var noget anderledes, end hvad hun havde forestillet sig.

– Jeg troede, det ville være noget så trist til de møder. Men da jeg kom, blev det en hel lettelse for mig at være der.

For Line, der før havde gjort meget for ikke at være syg, blev det et pusterum, at hun faktisk kunne snakke om sygdommen. Og hun blev mødt med en forståelse, hun ikke havde prøvet før. Hun følte sig ikke alene med sygdommen mere.

Brev til Puk: Opslidende at være pårørende til en kræftsyg

Giver tilbage

Line begyndte at gå fast til møderne i Ung Kræft, hvor de ikke bare sad i en rundkreds og græd. De arrangerede forskellige ture på restauranter og til kajakroning, så det hele ikke bare var sorg og sygdom. Og det betød meget for Line at kunne få tankerne væk fra sygdommen.

I dag er Line erklæret sygdomsfri, og den eneste behandling, hun får, er hvert halve år, hvor hun får noget medicin, der styrker hendes knogler efter kemobehandlingen. Men hun kommer stadig i Ung Kræft, nu som en af de frivillige arrangører.

– Det gav mig så meget, og nu føler jeg, at jeg har overskuddet til at give noget tilbage. Jeg fandt en masse styrke i at komme her, og jeg begyndte også at føle mig mindre ensom med min sygdom, og hvis jeg kan give bare lidt tilbage af det, så er jeg lykkelig.