Kvinde til Puk: Jeg er sygt bange for edderkopper

Onsdag, 21. september 2016
af Redaktionen Illustration: Louise Heine
En ulykkelig kvinde har skrevet, fordi hun er virkelig bange for edderkopper - og hun synes ikke, at hun bliver taget alvorligt

Ingen synes at tage mig alvorligt, når jeg nævner mit problem, så nu prøver jeg at skrive til dig.
Jeg er helt uhæmmet sygt bange for edderkopper. Jeg bor i en lejlighed midt i Aarhus, og det gør jeg, fordi jeg ikke vil have udendørsarealer, hvor de bæster lever, omkring mig.
I hverdagen mærker jeg det måske ikke så meget. Da arbejder jeg på et kontor og ser sjældent edderkopper, men nu er der opstået et problem, som jeg er fanget i.

Læs også brev til Puk: Min svigersøn er dominerende
Vi fra min arbejdsplads skal som gruppe på teambuildingtur, og det skal selvfølgelig foregå i en skov. Jeg er lige ved at gå ud af mit gode skind. Vi skal ganske vist bo i hytter, men jeg er alligevel sindssygt bange for, at der vil være mange edderkopper.
Det er ikke valgtfrit at tage med, så jeg er nødt til det, men hvis jeg siger til mine veninder, at jeg er bange, siger de bare ”årh, lad være, edderkopper er ikke farlige” osv.
Hvorfor vil ingen tro mig, når jeg fortæller, at jeg bliver fysisk syg, bare jeg tænker på de kræ?
Hvordan kommer jeg dog igennem den tur?
Den virkelig bange

Jeg forstår dig godt. Ikke så meget din angst for edderkopper, men jeg ved, hvordan det er at være bange for noget, som andre ryster på hovedet af. Jeg er selv afsindigt bange for at køre i bil. Det er der ikke ret mange, der fatter.
Mit råd til dig er, at du må vedgå dig din angst. Du bliver nødt til at italesætte den, og så må du tage dine forholdsregler, når du skal afsted. Du køber et stort myggenet og tager det med på turen. Det sætter du op over din seng, propper det godt ned omkring madrassen, så kan edderkopperne ikke komme ind til dig om natten. Skulle nogen undre sig, så siger du bare helt udramatisk, at du ikke gider have kryb i sengen.

Læs også: Sådan blev 11-årige Clara fri for sin angst
Dit tøj og dine sko lægger du ned i en stor sort plastiksæk og binder knude, så er der også edderoppefri zone der.
Derefter taler du med dem, der leder kurset. Det er vigtigt for dem at vide, hvordan du har det. Du behøver ikke at involvere alle dine kolleger i din angst for edderkopper, men de, der underviser, skal vide det. De der teambuilding-typer er vant til at takle den slags, og de har set mange mennesker være bange for alt muligt.
Når du kommer hjem igen, kan du overveje, om du vil have behandlet din fobi. Der findes fobiskoler, og det er faktisk muligt at overvinde din frygt, men det valg kan du træffe, når turen er vel overstået.
Jeg ønsker dig held og lykke. Jeg føler, du kan klare det.

Læs også: Dette er værd at vide om angst